Majbritt Wagner Eckert

Her kan medarbejderne lære at ”trække vejret” i frokostpausen

I et travlt arbejdsliv har vi brug for lommer af ro, mener lederen på Afdeling for Patologi på Rigshospitalet. Derfor har hun taget initiativ til at tilbyde de ansatte ugentlige meditationer med en af landets førende undervisere. En ”hjernepause”, der øger fokus og mental skarphed, siger hun.

Skrevet af journalist Dorte Mosbæk

Lær at trække vejret?

Det behøver man vel ikke ligefrem at lære, tænkte Majbritt Wagner-Eckert, den første gang hun blev anbefalet meditation og mindfulness.

Det var i starten af 2023, og chefbioanalytikeren Majbritt Wagner-Eckert havde skrevet på LinkedIn, at hun trængte til at sætte farten lidt ned i sin travle hverdag som leder for 230 ansatte på Afdeling for Patologi på Rigshospitalet.

I den forbindelse kom det velmenende råd fra en bekendt, der havde lært at meditere. Et råd, som Majbritt Wagner-Eckert efter et lidt skeptisk tilløb tog til sig, og som kom til at forandre hendes arbejdsliv.

”Sundhedsvæsenet er et fantastisk sted at være ansat. Det er udviklende, innovativt og superspændende. Og man kan virkelig mærke, at man gør en forskel. Men for hvert eneste år, der går, bliver det også en lille smule mere travlt. Og den følelse af travlhed er der jo mange, der på forskellige måder er belastet af,” siger Majbritt Wagner-Eckert.

Hun understreger, at hun hverken var stressramt eller andet, men bare trængte til at finde åndehuller i hverdagen.

I dag, halvandet år senere, er meditation både blevet en fast del af arbejdsugen hos Majbritt Wagner-Eckert og for flere af hendes ansatte på Afdeling for Patologi. Hun har nemlig indført meditationen som en fast del af arbejdsugen, hvor det nu er muligt at meditere i 25 minutter to gange om ugen i frokostpausen. Og det er der flere, som benytter sig af hver gang.

Derudover har Majbritt Wagner-Eckert indført, at to første minutter af et fast ugentligt ledermøde skal bruges på, at deltagerne skal slippe det, de kom fra, med stilhed og rolige vejrtrækninger.

Afgørende at have lommer med ro

På afdelingen laver de ansatte analyser og højt specialiseret diagnostik af væv og celler, og det kan ofte være komplekse opgaver.

”Vi er meget løsningsfokuserede og ved, at der ligger en patient i den anden ende og venter på svar. Vi vil rigtig gerne give det rigtige laboratoriesvar så hurtigt som muligt og af høj kvalitet. Så vi presser os selv mentalt i en travl hverdag,” siger Majbritt Wagner-Eckert.

Hun mener derfor, det er vigtigt at skabe nogle lommer af ro i løbet af dagen.

”Det har gjort noget rigtig godt for min egen krop, at jeg lærte at fokusere på at trække vejret. Jeg føler mig både mere energifyldt, mentalt skarpere og synes, jeg kan håndtere flere komplekse sager på én gang,” siger Majbritt Wagner-Eckert om sin egen erfaring med at have mediteret fire gange ugentligt i halvandet år.

Oplært i mindfulness som Mærsk og Novo Nordisk

Majbritt Wagner-Eckert kastede sig i første omgang ud i at ”lære at trække vejret” på efteruddannelsen ”Mindfulness i den moderne organisation” på Aarhus Erhvervsakademi.

En del af undervisningen var faciliteret af Marie Kronquist, som gennem de seneste 15 år har arbejdet med meditation, stilhed, mental træning og mindfulness i ind – og udland.

Hun har blandt andet fokus på, hvordan den buddhistiske lære kan bidrage til den moderne verden i erhvervsmæssig kontekst og underviser på direktionsgangene hos både Mærsk, Bech-Bruun, Jyske Bank, Grundfos og Novo Nordisk.

”Det kursus er den største gave, jeg har givet mig selv,” konstaterer Majbritt Wagner-Eckert, som også har taget nogle af de buddhistiske livsfilosofier til sig.

”Meget af retorikken omkring mindfulness, når man taler det ind i en organisationskontekst, er jo lidt som at flyve - du må selv tage iltmasken på, før du kan hjælpe andre,” siger hun og fortsætter:

”Der er nogle buddhistiske værdier, man godt kan stjæle lidt fra – f.eks. det, de kalder ”middelvejen” – sådan ”ikke for meget og ikke for lidt”. Det er en tilgang, man kan bruge i rigtig mange situationer. Man skal jo aldrig være doven, men man skal heller ikke overgøre noget, så det bliver hyper. Man skal finde en god vej til at gøre sig umage og levere et godt resultat.”

Når man mediterer, vil man ofte efter noget tid opleve, at man bedre kan styre sine tanker og nemmere holde opmærksomheden på de enkelte opgaver.

”Når du får en tanke, som du egentlig ikke synes er rar - og det får vi jo alle sammen – eller du gerne vil bevare fokus i en dialog, kan du lære at parkere tankerne. Og når man ikke lader sig styre af tanker, begynder man heller ikke at skabe historier eller bekymringer, der ikke findes og kan i stedet fokusere på nu’et,” forklarer Majbritt Wagner-Eckert.

25 procent har brugt tilbuddet

I praksis foregår meditationen på Rigshospitalet i et mødelokale hver mandag og fredag, hvor Majbritt Wagner-Eckert stiller stole op i en rundkreds.

Klokken præcis tolv laver Marie Kronquist en live online meditationspraksis i cirka 25 minutter, som afdelingen har købt abonnement på. Hun guider de mange deltagere, som er med fra hele landet, igennem vejrtrækning og forskellige øvelser.

På Afdeling for Patologi foregår seancen i frokostpausen og er helt frivillig.

Tilbuddet blev introduceret for et år siden, og omkring 25 procent af afdelingens samlede medarbejderstab har benyttet sig af tilbuddet on/off.

I gennemsnit kommer der cirka fem til hver session, men for Majbritt Wagner-Eckert er det en succes, hvis der blot kommer én mere end hende.

”Vi skal ikke presse noget ned over hovederne på folk. Det er vigtigt for mig, at det er frivilligt, og at det er et tilbud. Nogle har også brug for deres frokostpause og for at tale med kollegerne.”

En stillekupé til mere hjernero

Hun har dog også andre ideer til tilbud, der giver et element af hjernero, hvilket nogle medarbejdere har efterlyst. Det kan for eksempel være en form for ”stillekupé” i laboratoriet, hvor man ikke taler, mens man arbejder.

”Nogle kan godt have en følelse af, at hvis man sidder sammen med andre, der gerne vil snakke, så virker man måske ikke socialt engageret, hvis ikke selv har lyst til at snakke.”

Majbritt Wagner-Eckert tror, at de på afdelingen er lidt forud for deres tid ved at tilbyde meditation på arbejdspladsen.

”Når man prøver noget, der er relativt anderledes end den måde, vi ellers har holdt pauser på i sundhedsvæsenet, skal man ikke tro, at folk står i kø. Og vi skal også være klar over, at det her ikke er for alle. Nogle slapper af, hvis de strikker, cykler eller går en lang tur, når de kommer hjem. Der er mange måder at tanke op på, men indimellem har vi så travlt, at vi aldrig når at tænke over det.”

Efterhånden er der kommet større kendskab til projektet rundt omkring på den store arbejdsplads, som Rigshospitalet alt i alt er.

Majbritt Wagner-Eckert har blandt andet faciliteret en workshop om ”det regenerative arbejdsliv”, altså et bæredygtigt arbejdsliv, med 100 deltagere til hospitalets årlige arbejdsmiljødag, og efterfølgende er der nu ifølge chefbioanalytikeren i alt fire afdelinger, som tilbyder fast ugentlig meditation med Marie Kronqvist.