DSC 8363

Styrk dit mentale overskud: Sådan bliver du bedre til at tackle udfordringer, samtidig med du passer på dig selv

Som sundhedsfaglig løser du ofte opgaver i dit arbejde, der påvirker dit mentale overskud. Forskning viser, at du ved at mentaltræne kan forebygge stress og styrke din evne til at klare hverdagens og livets bump på vejen.

Er du sundhedsfaglig, kan du formentlig nikke genkendende til det at have et psykisk krævende arbejde. Måske har du endda mærket konsekvenserne af det.

”Det trækker veksler på vores mentale overskud at have et arbejde med en høj grad af følelsesmæssig belastning. Samtidig er mange sundhedsfagliges arbejdsmiljø ofte karakteriseret af et højt arbejdstempo, tidspres og mange akutte og uforudsigelige situationer,” forklarer Ida Rahbek-Hertz, director i Center for Mental Robusthed.

Gennem flere år har hun undervist i ’mental robusthed’, som er en færdighed, der kan trænes og som hjælper os til blandt andet at rumme det svære og agere konstruktivt på trods af problemer.  

Ifølge hende vil mange sundhedsfaglige have gavn af at styrke netop deres robusthed.

”Det vil give dem mulighed for at tackle mange udfordringer i deres arbejde på en måde, så de samtidig passer på sig selv og undgår stress,” lyder det fra Ida Rahbek-Hertz, som understreger, at styrket robusthed ikke er et quick fix til at klare sig i et dårligt arbejdsmiljø.

”Selv det mest robuste menneske kan knække, hvis man udsætter det for umulige mængder eller meningsløse arbejdsopgaver, dårlig ledelse eller hvis der er mange uløselige konflikter på arbejdspladsen. Det er summen af belastninger, der kommer til at være udslagsgivende.”

Forskning viser, at det er vores mentale robusthed, der gør os i stand til at komme godt igennem de mange udfordringer, vi møder på vores vej.

”Kort sagt så hjælper vores robusthed os med at klare både små og store udfordringer i privatlivet og på arbejdet,” lyder det fra Ida Rahbek-Hertz.

Og det er særligt i arbejdslivet, at mange sundhedsfaglige mærker et pres, der kan gå ud over deres mentale sundhed. I værste fald kan det føre til stress eller andre psykiske belastninger.

5 afgørende faktorer

Ida Rahbek-Hertz forklarer, at alle mennesker har en robusthed i sig, men det er forskelligt, hvor stærkt man står.

Den gode nyhed er, at det er en færdighed, du kan træne og dermed styrke.

Der findes i alt fem faktorer, du kan arbejde med for at blive mere robust. Robusthedsfaktorerne handler blandt andet om selvregulering, positive følelser og relationer.

De 5 faktorer, som er nøglen til styrket mental robusthed

1. Tænkning og problemløsning
Når du befinder dig i svære situationer, skal du helst undgå at stirre dig blind på en bestemt fortolkning, eller tro på din første indskydelse, som ofte er meget negativ. Det gør det svært for dig at få øje på forskellige muligheder for at handle. Robusthedsfaktoren ’tænkning og problemløsning’ handler altså bl.a. om at blive bevidst om din indre analyse af omverdenen. Er den retvisende?

2. Positive følelser
Biologisk set er du indrettet til at fokusere på det negative. Men det gavner ikke din evne til at sætte udfordringerne i perspektiv. Øver du dig i at fokusere på det positive og dyrke aktiviteter, der giver anledning til positive følelser, bliver du bedre til at se flere muligheder i svære situationer.

3. Positive relationer
De fleste kan klare rigtig meget, hvis de har nogen at støtte sig til. Det er ikke kun omsorg og støtte fra andre, der udgør den beskyttende effekt af nære relationer. Når du sætter ord på dine tanker og følelser og deler det med andre, bliver du selv mere bevidst om, hvordan du egentlig har det, og det bliver nemmere at få styr på tanker og følelser.

4. Selvregulering
Du skal kunne bevare ro og overblik under pres for at kunne handle konstruktivt. For at være i stand til det, skal du mestre selvregulering. Det kræver, at du drager egenomsorg, så du husker at sove nok, holder pauser i løbet af dagen og i det hele taget gør noget godt for dig selv. Det er ikke egoistisk, men robust at tænke sådan.

5. Personlige styrker
Vi har alle forskellige styrker. Formår du at bringe dine i spil, når du møder modgang, vil du klare dig bedre igennem de udfordringer, du møder på din vej. I denne test kan du finde frem til dine personlige styrker.

Kilde: Ida Rahbek-Hertz, Cand.mag. i psykologi og kommunikation, Center for Mental Robusthed.

Lyt til vores nyeste afsnit af vores podcast, der handler om mental robusthed

Styrker du din robusthed, bliver du bedre til at vælge de rigtige løsninger – såkaldte robusthedsstrategier – når du er under pres.

Det er fx en sund robusthedsstrategi at sige fra, når der er for travlt på en afdeling. Det kan også være at opsøge andre, som kan hjælpe dig, hvad enten det er en kollega eller en tillidsrepræsentant.

Man kan ikke klare alt

Ikke så sjældent sker det, at arbejdsgivere søger robuste medarbejdere i jobannoncer. Særligt i sundhedsvæsnet har der i flere år været fokus på rekruttering af mentalt stærke medarbejdere.

Spørger man Ida Rahbek-Hertz er det dog en misforståelse, hvis ledere tror, de kan ansætte særligt modstandsdygtige medarbejdere til et hårdt arbejdsmiljø.

”Det giver ikke så meget mening at rekruttere robuste medarbejdere, da alle som udgangspunkt er robuste i en eller anden grad. Når det er sagt, er det en meget udbredt misforståelse eller fejlantagelse at man kan byde robuste medarbejdere hvad som helst, og at de vil kunne modstå alle, også urimelige, udfordringer,” forklarer hun.

Pilotprojekt skal forebygge stress hos sygeplejestuderende

Kan man forebygge stress og øge mental trivsel hos fremtidens sygeplejersker ved at sætte fokus på mental sundhed allerede på studiet?

Et pilotprojekt skal afdække netop dét ved at sætte undervisning i mental robusthed på skemaet for en årgang sygeplejestuderende på Diakonissestiftelsen i København.

Bag projektet står Din Sundhedsfaglige A-kasse, Sygeplejerskeuddannelsen på Diakonissestiftelsen og Center for Mental Robusthed.