”Da jeg startede i mit første job, var jeg bare så spændt. Jeg skulle ind og lave det her jordemoderarbejde og var uddannet til, at jeg skulle give parrene den bedste fødsel, den bedste oplevelse og sikkerhed.”
Nanna Grønbæk husker tilbage til 2018, hvor hun som helt nyuddannet jordemoder blev ansat på Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital, hvor hun også havde været i praktik under sit studie.
Der var travlt, og hun havde valgt at arbejde fulde 37 timer, selv om mange havde anbefalet hende at vælge nedsat tid i starten.
”Allerede efter et halvt år, kunne jeg mærke, at jeg ramte en form for omsorgstræthed. Hvor jeg havde fået nok. Jeg havde svært ved at rumme fødslerne og følte ikke, at jeg kunne give samme form for omsorg, som jeg kunne i starten,” fortæller hun.
”Jeg blev lidt chokeret og overrasket over, at det kom så tidligt. Jeg havde godt hørt, at det netop kunne ramme i et fag som vores. Og jeg blev trist over det, for jeg elsker mit fag og følte, at jeg var på rette hylde,” siger 33-årige Nanna Grønbæk, der dog ikke blev sygemeldt på noget tidspunkt.
Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital havde næsten samtidig indført et nyt mentorprogram for nyuddannede jordemødre netop på grund af problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Programmet fik senere Arbejdsmiljøprisen, og det blev også redningen for Nanna.
En del af programmet var et tilbud om gruppesamtaler, men også samtaler med vicechefjordemoderen, som Nanna Grønbæk tog imod.
Artiklen fortsætter under billedet
”De tog godt hånd om det, og vi fik en snak om, hvad der kunne gøre arbejdet bedre. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at lave noget andet end fødegangsarbejde på fuld tid. Det er for intenst at stå på en fødselsstue så mange timer, så jeg bad om at få andre funktioner også,” siger Nanna Grønbæk, der herefter fik timer i akutmodtagelsen for gravide og vagter med planlagte kejsersnit, som ligger i dagtimerne.
”Selv om det også er akutarbejde i modtagelsen, så er man ikke sammen med de gravide så mange timer ad gangen, som når man er på fødestuen. Man har mere kortvarig kontakt med dem og får lagt en plan forholdsvis hurtigt.”
Mentorprogrammet på fødeafdelingen var blevet til, fordi der var for mange unge og nyuddannede jordemødre, som mistrivedes i jobbet, og ud af de cirka 15 jordemødre, som blev ansat samtidig som Nanna Grønbæk, er hun den eneste tilbage på afdelingen fra den årgang, siger hun.
”Nogle har søgt tilbage til Jylland på mindre hospitaler, og andre er freelance eller vikarer eller gået helt ud af faget. Det er lidt vildt, og det er jo den samme tendens, man kan se med de nye sygeplejersker – de holder kun omkring to år, før de søger andre veje.”
Intenst at give omsorg
Selv om Nanna Grønbæk fik taget toppen af sin omsorgstræthed, fik hun et par år senere stresssymptomer. Hun er dog ikke i tvivl om forskellen på de to fænomener, selv om de ofte kan gå hånd i hånd.
”Sommeren 2021 var rigtig hård på afdelingen. Der er altid mange fødsler om sommeren, og der var mange af mine kolleger, som allerede var syge med stress eller havde sagt op. Jeg fik hjertebanken og kunne slet ikke overskue små ting. Jeg havde hverken overskud til arbejdet eller det derhjemme. Stressen kommer, når der har været for travlt i for lang tid, hvor omsorgstrætheden handler mere om, at jeg har svært ved at rumme de mennesker, jeg skal give omsorg til,” siger hun.
Nanna Grønbæks stresssituation løste sig selv, fordi hun havde søgt et job som projektjordemoder, så hun kun var halvdelen af tiden på fødegangen og i akutarbejdet. Jobbet havde hun søgt uafhængig af sin stress.
”Jeg sagde faktisk heller ikke højt, at jeg havde stresssymptomer – jo, måske lige til vores vagtcentral, fordi det kan jo være en stressfaktor, at man bliver kontaktet af arbejdsgiveren, når man har fri, for at hjælpe med at dække ind. Så jeg sagde til dem, at jeg lige var nødt til at passe på mig selv.”
Omsorgstrætheden, derimod, er en anden størrelse. Har man været med til en fødsel, ved man godt, at det er en energiudladning af de større – både for den fødende og de pårørende - men det kan det også være for jordemoderen, som er sammen med parret i mange timer i en sårbar og ekstremt intens situation.
Artiklen fortsætter under billedet
”På fødestuen er der én, der måske har rigtig ondt og har brug for dig. Så tit er vi jo den faste klippe, de fødende hægter sig på. Nogle har så meget brug for en jordemoder hos dem, at man kan ende med at have tilbragt tolv timer med dem stort set uden pauser. Vi har det emotionelle aspekt i, at vi skal give de fødende tryghed og skal skabe tillid, for vi ved jo fra forskning, at hvis de er trygge ved jordemoderen, bliver forløbet bedre,” siger Nanna Grønbæk.
Hun påpeger, at jobbet samtidig er blevet mere fagligt krævende over de senere år, fordi et stigende antal gravide lider af eksempelvis graviditetssukkersyge, svangerskabsforgiftning eller for højt blodtryk, så jordemødrene derfor skal også have skærpet opmærksomhed på medicin mv.
”Selv om vi alle sammen elsker vores arbejde, anerkender vi også, at det tager energi fra os.”
Den mentale indstilling
Nanna Grønbæk har ikke mærket meget til følelsen af omsorgstræthed de seneste par år, og det tillægger hun også et andet tiltag fra ledelsen på Fødeafdelingen på Hvidovre, hvor de ansatte har fået mulighed for at arbejde i en stilling med normreduktion.
Det betyder for Nanna Grønbæk, at hun officielt er ansat 37 timer, men bruger nogle af ulempetillæggene på at afspadsere, så hun reelt arbejder 33 timer i gennemsnit om ugen – fordelt mellem fødegangen, de planlagte kejsersnit og en ugentlig konsultationsdag.
Alligevel løser det strukturelle ikke alle udfordringer med omsorgstræthed. Meget handler også om den mentale indstilling til arbejdet.
”Jeg er kontaktjordemoder for mange studerende, som er med os i vagterne, og dér prøver jeg virkelig at lære dem, at man ikke skal give sig 100 eller 120 procent, for så har du ikke mere tilbage og møder hurtigere omsorgstrætheden. Man vil bare så gerne gøre det rigtig, rigtig godt, men det kan du også sagtens gøre, uden at give alt, for du har også familie eller kæreste, som du skal kunne være der for,” siger Nanna Grønbæk.
Hendes projektstilling skabte tanker om måske at læse videre som kandidat, men hun er endnu ikke klar til at slippe det klassiske jordemoderarbejde.
”På trods af at det er fødegangsarbejdet, der kan give oplevelsen af omsorgstræthed, så er jeg glad for den tætte kontakt med mennesker. Jeg kan godt lide, at jeg ikke ved, hvad jeg møder ind til, og jeg er bare helt vild med det arbejde, jeg gør for andre mennesker. Det giver mening for mig.”
Hør ekspert Anne-Mette Sohn Jensen fortælle om omsorgstræthed og hvordan du mest effektivt forebygger den i vores podcast-episode "Omsorgstræthed - det kan trænes væk"
