Sygeplejerske i overgangsalder: ”Jeg har ikke lyst til at være undskyldende”

Annette Groth er efterhånden en erfaren sygeplejerske. Med sine 52 år er hun en af de ældste på sin afdeling og en af dem, der bliver spurgt til råds. Hun sætter en ære i at være i god fysisk form og den bedste udgave af sig selv, men alligevel er hun de senere år blevet usikker på sig selv og sin faglige formåen. 

”Det er kommet snigende, men er det så bare min kapacitet, der er overskredet på grund af et stigende tempo og arbejdspres, eller er det overgangsalder? Det er jeg faktisk selv i tvivl om, fordi et eller andet sted har vi jo alle en grænse for, hvornår man ikke kan mere. Men jeg kan ikke altid skelne de to ting,” siger hun. 

Kvinders overgangsalder er en meget individuel størrelse og kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Mange kender hedeture, blødningsforstyrrelser og ledsmerter, mens de mindre kendte symptomer handler om, at de kognitive funktioner bliver udfordret.  

Annette Groth var social- og sundhedsassistent i mange år, før hun uddannede sig til sygeplejerske, og hun har gennem årene arbejdet meget med personer med demens.  

Men da hun selv begyndte at føle sig glemsom, var det alligevel anderledes, syntes hun.  

”Jeg følte mig egentlig ikke utryg, fordi den måde, jeg ikke kunne huske på, kunne jeg ikke relatere til demens. Jeg var mere sådan distræt.”  

”En hovedløs høne” 

Og så er der det med rummeligheden. Annette arbejdede i mange år i skiftende vagter, først på en geriatrisk afdeling og de seneste otte år på sengeafsnittet på urinvejskirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital.

I dag er hun stort set kun i aften- og nattevagter, dog med enkelte dage på et dagkirurgisk afsnit. Det blev pludselig for meget med de kimende telefoner og mange mennesker på arbejde i dagvagterne. 

”Der skal ske alt på en dagvagt. Vi skal tage stilling til alt, og både hjemmeplejen og pårørende ringer og spørger, og en dag fik jeg bare for meget! Vi skulle fordeles i teams, og jeg var meget utilfreds med den fordeling, og blev sur og sagde: ”Hvis I vil have mig som en hovedløs høne rendende rundt på afdelingen, så er det det produkt, I får i dag. Jeg kan simpelthen ikke levere andet”. Sådan hører de normalt aldrig mig tale, så der blev helt stille.” 

Fordelingen blev herefter anderledes, og der blev taget hensyn. Senere på dagen bad Annettes leder hende om at gå tidligere hjem – og Annette tilføjede selv, at hun ikke ville i dagvagt fremover.  

Sådan er det blevet, og siden har hun ikke talt mere med sin leder om det.  

”Men jeg har besluttet at tage det op på næste MUS-samtale. Jeg kunne også godt have brugt at tale med nogen om, hvorfor det skete. De sidste par år, jeg var i dagvagt, holdt jeg for eksempel ikke frokost med de andre i personalestuen. Jeg er blevet mere og mere introvert og kan slet ikke rumme de andre.” 

Bliver lidt stædig 

Annette Groth har endnu ikke talt med sin leder specifikt om overgangsalder, selv om hun har en klar fornemmelse af, at hendes kognitive forandringer er relateret til den.  

På den måde ligner hun flertallet i den nye spørgeskemaundersøgelse fra Din Sundhedsfaglige A-kasse. Her svarer kun 13 procent, at de har talt med deres leder om overgangsalderen. 32 procent vil foretrække at tale med deres nærmeste leder om emnet. 

Annette mener, at både medarbejdere og arbejdsplads i fællesskab bør skabe rammerne for, at kvinder med gener i overgangsalderen kan have et godt arbejdsliv. Og hun synes, MUS-samtalen kan være et fint sted at starte. 

”Det behøver ikke være et specifikt punkt om overgangsalder, men man kan spørge til, hvilken livssituation, man er i lige nu. Jeg synes, det skal på dagsordenen. Jeg er i hvert fald nødt til at gøre opmærksom på, at jeg ikke rummer det hele, jeg har nogle begrænsninger. Og jeg synes, der skal mere fokus på, hvordan de ældre kolleger fungerer i afdelingen.”

Selv om det er hårdt at arbejde fuld tid i aften- og nattevagter og samtidig være udfordret af overgangsalder, har Annette ingen overvejelser om at gå ned i tid eller ændre andet arbejdsmæssigt. 

”Der er nogle uger, hvor jeg har seksdages arbejdsuge. Det er faktisk hårdt, men jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal gå ned i tid på grund af overgangsalder. Så bliver jeg lidt stædig. Hvorfor skulle jeg ikke kunne arbejde fuld tid, der er også en pensionsopsparing at tage hensyn til,” siger Annette, der har bedt om at afspadsere de ekstra timer for at kunne passe bedre på sig selv. 

Den bedste støtte 

Annette havde imidlertid ikke tænkt så meget over at kæde sine symptomer sammen med overgangsalder, før hun modtog spørgeskemaundersøgelsen om overgangsalder på arbejdspladsen fra Din Sundhedsfaglige A-kasse, som blev sendt ud i september.  

Det var også første gang, hun overvejede, om arbejdspladsen kunne gøre noget for at støtte hende. 

”Den bedste støtte for mig er at have erfarne kolleger at sparre med på en vagt. Jeg får utrolig mange opkald, og det kan være krævende for mig, hvis jeg f.eks. har en ny kollega eller en studerende med for at lære op,” siger hun. 

Ifølge vores undersøgelse oplever 21 procent, at der bliver lavet sjov med overgangsalderen, eller at det ikke bliver taget alvorligt.  

Det kan Annette også godt genkende, men mest fra de ramte kvinder selv. Nogle kan være meget undskyldende og gøre grin med sig selv, hvis de får en hedetur.  

”Over for mine kolleger har jeg heller ikke selv sagt åbent, at det handler om overgangsalderen, når jeg for eksempel ikke holder frokostpause med dem, for så er jeg med til at putte mig selv i bås med særlige hensyn, synes jeg. Jeg vil egentlig gerne tale om det, men jeg har ikke lyst til at være undskyldende – overgangsalderen er bare tilstand man er i …”