Overgangsalder og arbejdsliv: Helle gav medicin til den forkerte patient

”Jeg har lavet ufattelig mange fejl på grund af træthed og hjernetåge. Engang kom jeg til at give morfin til den forkerte patient ... det er nok det værste, jeg har gjort i hele min sygeplejersketid,” siger Helle Brinck Krüger alvorligt.   

Helle Brinck Krüger er 54 år og sygeplejerske på onkologisk ambulatorium på Sønderborg Sygehus. Hendes arbejde er blandt andet at give kemoterapi, stå for sexologisk rådgivning, og derudover er hun også en del af krop- og kræftteamet, der laver motion og afspænding for kræftpatienter. 

”Forleden under afspændingen faldt jeg selv i søvn. Det var simpelthen så pinligt, men jeg havde næsten ikke sovet om natten.” 

I virkeligheden har Helle Brinck Krüger ikke sovet ret godt i de seneste otte år – med undtagelse af få perioder. Hun oplevede overgangsalderen komme snigende, da hun var 46 år. Det var især det klassiske symptom svede-/hedeture, der holdt hende vågen om natten og forstyrrede hendes arbejdsliv om dagen. 

”Jeg kunne godt have 15 svedeture om dagen. Både patienter og kolleger kan jo synes, det er sjovt, når man pludselig bliver helt blank i hovedet. ”Nå, nu hagler sveden af dig, hva’?” Men det var da overhovedet ikke sjovt!” 

Helle kæmpede sig igennem arbejdsdagene med tasken fyldt med skiftetøj, og først efter tre år gik hun til sin praktiserende læge, som uden tøven udskrev hormonbehandling. 

”Endelig fik jeg min søvn. Alt blev faktisk godt igen. Men lægen havde sagt, at jeg maksimalt måtte være på hormoner i fem år,” siger Helle. 

Efter tre år forsøgte hun derfor at trappe ud af hormonerne, men alle symptomer kom tilbage med det samme, og da hun samtidig havde besluttet at læse en master i sexologi, var det ikke lige tidspunktet at ligge søvnløs om natten.  

Morfin til den forkerte 

Det var især i de første år med overgangsaldersymptomer, Helle oplevede så mange gener, at det førte til såkaldt utilsigtede hændelser (UTH) på arbejdspladsen. Hun havde hjernetåge, svært ved at huske og koncentrere sig og var så træt, at hun kunne falde i søvn til personalemøder. 

En dag skete en af de mere alvorlige fejl, da hun for at hjælpe sine kolleger havde taget en vagt på den sengeafdeling, der hører til onkologisk ambulatorium. 

”Jeg skulle gå ned med medicin til en patient, og proceduren er, at man spørger efter CPR-nummer og navn. Jeg ved ikke, hvor jeg havde min hjerne henne – den var i hvert fald ikke til stede, men jeg gav medicinen. Efter to minutter blev der ringet i klokken fra en anden patient, der spurgte efter sin morfin … ” 

De to patienter havde næsten samme navn, og Helle havde givet 30 milligram morfin til en meget syg patient, der normalt kun fik panodil.” 

”Jeg kunne mærke alt blodet forsvinde fra mit hoved, og jeg stormede op til min kollega og sagde, at jeg havde givet den forkerte patient morfin. Vi tog alle forholdsregler, kontaktede den vagtbærende læge og så videre, men faktum var dog, at patienten spiste tre retter mad, og personalet sagde senere, at det var den bedste aften, hun havde haft, før hun døde ti dage senere.” 

”Inden arbejdsdagen havde jeg stort set ikke sovet om natten, og min hjerne fungerede bare ikke. Oplevelsen har sat sig sådan i mig, at jeg ikke har taget en vagt siden. Hun var en lille dame på 40 kilo – hun kunne have fået respirationsstop!” 

På Helles arbejdsplads bliver de såkaldte UTH’er (utilsigtede hændelser) drøftet i anonym form på personalemøder, hvor alle er med. 

”Jeg sagde dog, at det var mig, for jeg har ikke problem med at sige, når jeg har lavet en fejl. Det må synliggøre nogle ting. Men desværre er det ikke helt blevet taget op sidenhen, og en dag sagde min leder til mig, da jeg fortalte om en anden fejl, jeg havde lavet ”du er vist ved at blive gammel, Helle”. Jeg tror hun ville være sjov, men det sårede mig faktisk ret meget.” 

Nedsat arbejdstid 

Helle er nu lykkedes med at trappe ud af sin hormonbehandling efter anbefaling fra sin praktiserende læge.  Dog ikke uden konsekvenser.  

Lige nu oplever hun igen overgangsalderen buldre derudaf med mange natlige hedeture, søvnløshed og nu også en følelse af stress, som hun genkender, fra da hun var i starten af 40’erne.  

Selv om Helle synes, hun har verdens bedste job, tvivler hun alligevel ofte på, om hun kan blive ved med at passe det på grund af manglende nattesøvn og hjernetåge.  

”Jeg synes jo ikke har jeg har noget at bekymre mig om, og alligevel kører tankerne bare rundt i hovedet på mig hver nat.” 

Hun har derfor bedt sin leder om at få nedsat arbejdstid, så hun kan gå tidligere hver dag og bedre skabe ro om sig selv og for at have overskud til sit privatliv.  

”Jeg har fået lovning på det, men det har ikke kunnet lade sig gøre i praksis endnu, da planerne er lagt for næste rul. Der er forsøgt at lægge ekstra fridage ind, men det virker til at blive en midlertidig løsning på et halvt år,” siger Helle og fortsætter: 

”Jeg frygter, at det kan blive til en sygemelding, for jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare fuld tid.” 

Én ting er sikkert – Helle er i øjeblikket ikke klar til flere vagter på sengeafdelingen. 

”Efter episoden med morfin tør jeg simpelthen ikke mere. Det er bare superærgerligt, fordi når man er i et ambulatorium, er det utroligt vigtigt også at følge med i, hvad der sker ude på sengeafdelingerne. Det må jeg så være blevet for gammel til,” siger hun og sukker. 

Hvordan skal arbejdspladsen hjælpe? 

Da Helle Brinck Krüger fik tilsendt spørgeskemaundersøgelsen fra Din Sundhedsfaglige A-kasse om overgangsalder og arbejdsliv, satte det nogle nye tanker i gang om, hvordan arbejdspladsen eventuelt kan støtte. Men hun har svært ved at se, hvordan det konkret kan lade sig gøre. 

”Jeg ved helt ærligt ikke, hvad kan hjælpe mig, for på et ambulatorium er alting jo planlagt på forhånd, så hvis jeg melder mig syg eller ikke kan komme på arbejde en dag, får mine kolleger alle mine patienter også.” 

Helle er frustreret over sin situation og tænker over fremtiden: 

”Skal jeg så ikke være sygeplejerske mere? Skal jeg så noget helt andet? Det er jo mennesker, jeg har med at gøre, og det er stærk medicin, vi står med, så man skal være 100 procent klar i hovedet.”