5 tips til at komme godt fra start i dit første job

At gå fra at studieliv til arbejdsliv er en stor omvæltning. Her får du karrierekonsulent Tine Siv Gildbjergs bedste råd til at komme godt fra start i dit første job.

1. Afstem forventninger med dig selv og din nye leder

Hvordan er introforløbet? Har jeg en mentor? Er jeg sikret oplæring? Det er nogle af de ting, du kan spørge din leder om, inden du starter. Derefter er det vigtigt at evaluere løbende, så du er sikker på, du går i den retning, du skal – både i forhold til det, du vil og det, som kræves af dig.

Tjek også op på arbejdsbeskrivelsen løbende, så du holder dig til dine opgaver. Mange kommer til at gabe over for meget. Det kan (også) være en glidebane i forhold til stress.

2. Vær opmærksom på, hvad der giver dig energi

Opgaver, der motiverer dig, er det, der skal få dig op om morgenen. En sidegevinst ved at kende dit ”drive” er, at du kan bruge det i resten dit arbejdsliv, når du søger forskellige job ved at gå efter netop disse opgaver.

3. Se dine fejl som udviklingstrin

Hjernen er indstillet til at huske fejl fremfor succeser. Du kan vende det til noget positivt ved at se dine fejl (og succeser) som udviklingstrin. Skriv ned hvad du har lært og få feedback. Det vil opbygge din faglige selvtillid.

4. Engager dig i det sociale

Et godt kollegialt sammenhold kan være det, der får dig igennem de hårde dage på jobbet. Det er bare sjovere at gå på arbejde med gode kolleger, så det er godt givet ud at lære dine nye kolleger at kende. Som ny i job har du sjældent overskud til at lave andre ting ved siden af arbejdet.

Derfor betyder det kollegiale endnu mere i denne tid. Vær lidt tålmodig – kollegiale forhold kan tage længere tid at opbygge, end de venskaber du kender fra studietiden.

5. Acceptér, at du er træt i det første stykke tid

Det er hårdt at starte nyt job. Du vil helt sikkert opleve at være udmattet, når du kommer hjem. Kortvarigt kan du måske endda opleve stresssymptomer som koncentrationsbesvær og søvnløshed, hvilket er okay i en periode.

Vær opmærksom på, at det ikke bliver værre. Det skal helst blive nemmere, jo mere du vænner dig til at gå på arbejde.

Medlemsfordele

I DSA får du som medlem en række fordele. Du kan blandt andet deltage i gratis temamøder, webinarer og sparringssamtaler.

Medlemsfordele