Alexandra

Sygeplejersken Alexandra blev ramt af omsorgstræthed og stress: ”Jeg tænkte, at jeg bare skulle have noget blodtryksmedicin”

Alexandra Nettey-Marbell arbejdede 26 år som sygeplejerske, men driver i dag sin egen Body SDS-klinik. Hun forlod sit job i psykiatrien efter en lang sygemelding med stress og omsorgstræthed og nyder nu at have god tid til sine klienter.

En dag i 2017 var Alexandra Nettey-Marbell til morgenkonference på den afdeling, hvor hun var psykiatrisk sygeplejerske. Gennem længere tid havde hun haft ondt i hovedet, svært ved at sove og tankemylder om patienter og opgaver. Men denne morgen var hovedpinen ekstra slem, og da sekretæren insisterede på at måle hendes blodtryk, var det 190 over 125.

”Jeg blev sendt direkte til lægen og tænkte egentlig, at jeg bare skulle have noget blodtryksmedicin. Men jeg blev omgående sygemeldt med stress … selv om det tog mig to måneder efterfølgende at erkende, at det faktisk var stress,” fortæller Alexandra Nettey-Marbell.

Hun var hårdt ramt, lå i fosterstilling på sofaen, var grådlabil og kunne ikke overskue at svare på simple spørgsmål.

”Jeg havde det så dårligt – også over, at mine kolleger skulle løbe hurtigere. Min første tanke var, at jeg aldrig ville komme til at arbejde igen, og jeg begyndte at udvikle en mild form for angst, samtidig med at jeg isolerede mig mere og mere socialt.”

Efter syv måneder, en del besøg hos en psykolog og en masse overvejelser om fremtiden, vendte Alexandra dog stille og roligt tilbage til sit arbejde på Psykiatrisk Ambulatorium. Belagt med den menneskelige form for teflon koncentrerede hun sig om én ting:

”Jeg skulle passe patienterne! Og så måtte jeg bare klare mig igennem resten. Selvfølgelig skulle der dokumenteres, men kvaliteten af dokumentationen skød jeg helt til side, for hvis jeg ikke skulle konflikte alt for meget med mig selv, måtte jeg bare være der for patienterne,” siger hun.

Arbejdet med kroppen

Da Alexandra Nettey-Marbell var stressramt, fandt hun selv lindring ved at bruge kropsterapi, Body SDS.

”Det var rigtig godt at gå til psykolog, men jeg kunne mærke, at min krop og hele mit nervesystem var ramt, så der skulle ingenting til, for at det kørte op igen. Da jeg opdagede den måde at arbejde med kroppen på, fik jeg tanken, at jeg selv kunne bruge det fremadrettet,” siger hun.

I 2019 begyndte Alexandra Nettey-Marbell derfor på den private uddannelse til Body SDS-behandler, som foregår over tre år hos Body SDS i København. Hun var på det tidspunkt kommet sig over sit stressforløb og var ansat i samme stilling som tidligere.

”Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle, men jeg havde jo ikke lige penge til uddannelsen, så min mor lånte mig penge, og vi tog lån i boligen, og i starten arbejdede jeg fire dage om ugen ved siden af.”

Det var dog heller ikke uden konsekvenser, mens Alexandra Nettey-Marbell kæmpede sig gennem uddannelsen, hvor hun også var nødt til at have klienter. Hun gik efter et år endnu længere ned i arbejdstid på sit normale arbejde.

”Jeg begyndte at få stresssymptomer igen, for selv om jeg var gået ned i tid, havde jeg stadig patienter svarende til en fuldtidsstilling. Jeg sad tit nede i bilen og græd,” siger Alexandra Nettey-Marbell, som havde kontaktpersonansvar for 29-35 psykiatriske patienter på 1,5 dag om ugen – resten af tiden havde hun en akutvagt og en psykoterapigruppe.

Hun lagde ikke skjul på, at hun på sigt ønskede at blive selvstændig, og da hun havde få måneder tilbage af Body SDS-uddannelsen, valgte hun at sige sit job op.

”Det var med skælvende hænder, at jeg lagde opsigelsen og samtidig en kæmpestor lettelse. Jeg savnede ikke mit arbejde. Og gør det stadig ikke, men jeg savner mine kolleger.”

Behandler sygeplejersker

Alexandra Nettey-Marbell vidste hele tiden, at hun stadig ville arbejde med mennesker, bare på en anden måde.

”Når klienterne kommer ind ad døren her, så skal jeg også høre deres historie og facilitere et terapeutisk rum til dem. Men det kan jeg godt rumme, for jeg skal ikke tage mig af alt det andet. Der er ikke et tidspres med, at nu skal jeg køre otte klienter igennem på en dag,” siger hun.

Der er selvfølgelig andre udfordringer ved at kaste sig ud i livet som selvstændig. For eksempel at man skal sætte sig ind i skatteregler, budgetter og lignende, men i det store hele trives Alexandra Nettey-Marbell med at være fuldtidsbehandler.

”Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil arbejde og hvor mange timer. Og jeg tjener over det dobbelte. Jeg har tid til at gå ture i min frokostpause, hvis jeg vil det, og jeg er ikke fuldstændig udbrændt. Jeg er et gladere og langt mere nærværende menneske nu,” siger hun og hæfter sig også ved, at hun overordnet set er sluppet af med den korte lunte, konstante irritation og træthed.

Stressen ligger dog på lur og vil nok altid gøre det, mener hun.

”Der er nogle ting, der stadigvæk godt kan trigge mig, hvis jeg bliver for presset. Jeg har fået en form for hjerneskade, som især påvirker min hukommelse. Jeg ved, at hvis jeg får hovedpine, så er jeg langt over min grænse, og heldigvis er jeg i dag blevet god til hurtigt at genskabe en balance.

Alexandra Nettey-Marbell har med sin sundhedsfaglige baggrund kombineret med den nye uddannelse endnu ikke haft problemer med at skaffe klienter til sin klinik, og ironisk nok behandler hun en del stressramte sygeplejersker.

”Det er tragikomisk, ikke? Og de sygeplejersker, som kommer hos mig med stress, er ofte unge. Det er faktisk ret forfærdeligt. De rammer det her første stresskollaps inden for de første par år, hvorimod det i min generation var det de lidt ældre, der blev ramt af stress. I dag er det de helt unge, der ikke holder til det.”

Hør ekspert Anne-Mette Sohn Jensen fortælle om omsorgstræthed og hvordan du mest effektivt forebygger den i vores podcastepisode "Omsorgstræthed - det kan trænes væk".