Udredning gav radiograf et bedre arbejdsliv: “Det er den bedste beslutning i mit liv”

Da Jan Graabæk en aften satte sig foran fjernsynet sammen med sin kone, havde han ikke regnet med at se sig selv på skærmen. I DR-programmet Hvad fejler Fuhlendorff bliver komikeren Christian Fuhlendorff udredt for ADHD, og efterhånden som udsendelsen skred frem, dukkede genkendelsen op.

Flere af de træk, tanker og reaktionsmønstre, der blev beskrevet i programmet, lignede Jans egne. Det førte til samtaler mellem ham og hans kone om, hvorvidt han selv burde blive udredt for ADHD. Jan reagerer anderledes end mange andre, har svært ved pludselige forandringer, og et højt støjniveau kan gøre ham udmattet.

Han arbejder som radiograf på Vejle Sygehus og var vant til at komme hjem fra arbejde ør i hovedet og med mangel på overskud, men det troede han var en efterreaktion på en depression, han havde haft i 2016.

Selvom mange brikker faldt på plads under udsendelsen, var Jan fortsat i tvivl efterfølgende, om han skulle blive udredt. Den endelige beslutning om at gøre det, tog han sammen med sin kone, mens støtten fra hans leder var med til at gøre beslutningen lettere.

”Jeg har altid troet på, at det er mest gavnligt at være ærlig om mine udfordringer på min arbejdsplads, fordi det kommer jeg længst med. Det hjælper selvfølgelig, at jeg har et meget åbent forhold med min leder,” siger han.

LÆS OGSÅ: Johanne tilgav sig selv, da hun fik sin diagnose – i dag blomstrer hun som ergoterapeut

For to år siden tog han derfor sin tvivl op på et møde.

”Jeg fortalte hende om mine overvejelser, og så siger hun bare, hvorfor ikke gøre det, hvad er det værste, der kan ske? Og det havde hun jo ret i,” fortæller han.

“At have en leder, der lyttede og sagde: ‘Hvis det hjælper dig, så lad os gøre det’, gjorde hele forskellen. Opbakningen fra min arbejdsplads gjorde min udredning mulig, fordi det var nemmere at bede om fri til udredningen”.

Bedste beslutning han nogensinde har taget

Jan blev udredt i marts 2025 som 41-årig. Udredningen viste, at han ikke havde ADHD, men Aspergers. Det blev et vendepunkt.

”At blive udredt er den bedste beslutning i mit liv. Jeg har fået ny selvforståelse og egentlig ud fra den selvforståelse en accept af, hvorfor jeg igennem hele mit liv har følt mig anderledes, følt mig forkert,” siger han.

LÆS OGSÅ: ADHD-diagnose blev vendepunktet for fysioterapeutstuderende

Jan beskriver udredningen som en særlig proces, fordi den kom sent i livet. Udadtil fungerede han – han havde både arbejde og et parforhold – men udredningen gav ham en ny forståelse af sig selv og adgang til redskaber, han tidligere havde manglet.

”Jeg har været meget god til at maskere, men det er jeg holdt op med. Min Aspergers er derfor blevet tydeligere for andre, men jeg oplever langt mindre stress i mit arbejdsliv, og jeg kommer hjem med mere overskud. Det er en stor lettelse ikke længere at skulle maskere. I dag kan jeg sige højt, hvis jeg har svært ved at læse mellem linjerne, eller hvis jeg har brug for ro. Tidligere holdt jeg det tilbage, fordi jeg var bange for at fremstå forkert,” siger han.

“Jeg har fundet ud af, at det, jeg oplever, er helt normalt inden for Aspergers. Den erkendelse har gjort, at jeg har fået en større accept af mig selv”.

Det vigtigste er at blive set

Jan fortalte om sin diagnose til sine kolleger nogle måneder efter, at han havde fået den.

“Jeg valgte at dele min diagnose med de kolleger, jeg arbejder tættest sammen med. Det var vigtigt for mig, at de forstod, hvorfor jeg nogle gange trækker mig eller har brug for pauser,” siger han.

En kollega tog en dag initiativ til at bytte opgaver, så Jan kunne arbejde et sted med mere ro.
 
“Det er små ting, men de betyder enormt meget. Det vigtigste er at blive set. At nogen lige spørger, om man er okay, eller tager højde for, at jeg fungerer anderledes. Det gør en kæmpe forskel i hverdagen”.

Særligt én kollega har været en vigtig støtte for Jan. Han kan fornemme, når situationer er ved at blive for overvældende, og ved, hvornår Jan har brug for en pause eller blot et kram. Støtten var der også før diagnosen, og derfor var reaktionen enkel, da Jan fortalte, at han havde Aspergers: “Du er jo stadig bare Jan.”

”Man behøver ikke fortælle det til alle, men det betyder meget at have enten ledelsen, en tillidsrepræsentant eller en god kollega med fra begyndelsen. At have én person på arbejdspladsen, man stoler på, og der ved, hvad der foregår, gør en stor forskel”.

Giver og tager

For Jan handler hensyn ikke om særbehandling. Det skal gøre det lettere for ham at passe sit arbejde, og samtidig er det vigtigt for ham fortsat at kunne levere som medarbejder. Derfor mener han, at det skal være et samarbejde mellem ham selv og arbejdspladsen.

“Det er ikke sådan, at hele arbejdspladsen skal indrette sig efter mig. Det handler om dialog og om at finde en balance, hvor vi giver og tager,” siger han.

”Jeg kan ikke forvente, at alle andre ændrer sig for min skyld og omvendt. Det handler om, at vi sammen finder nogle løsninger, der fungerer for både mig og arbejdspladsen. For mig handler det om simple ting som mødetider og opgaver. Når der bliver taget højde for det, kan jeg passe mit arbejde langt bedre”.

Ifølge Jan er det vigtigt ikke kun at fokusere på udfordringerne, men også på de ressourcer, hans neurodivergens giver i arbejdslivet. Den tilgang oplever han, at hans arbejdsplads har taget til sig.

”Jeg oplever, at der ikke kun bliver taget hensyn til det, der er svært, men også set på det, jeg er god til, og hvordan jeg kan bruge det i mit arbejde. Min neurodivergens gør mig for eksempel bedre til at forstå patienter med klaustrofobi, fordi jeg selv kender følelsen af at blive overvældet. Det gør, at jeg bedre kan støtte dem”, siger han.

Dog er Jans oplevelse med en rummelig og anerkendende arbejdsplads langt fra normen. Ifølge vores medlemsundersøgelse mener kun seks procent, at sundhedsfaglige arbejdspladser er godt rustet til at rumme neurodivergente medarbejdere. Jan er dermed blandt undtagelserne, og det overrasker ham:

”Jeg hører ofte, at neurodivergens bliver kaldt et modefænomen, og det kan måske være en af grundene til at så få føler, at der bliver taget hensyn. Det bliver ikke taget seriøst nok på arbejdspladserne. Det synes jeg er trist”, siger han.

For i hans øjne burde netop sundhedsvæsenet gå forrest.

”Vi er uddannet til at rumme patienter med vidt forskellige behov. Når vi kan det, burde vi også kunne finde plads til kolleger, der fungerer anderledes”.