ADHD-diagnose blev vendepunktet for fysioterapeutstuderende: “Det ændrede hele måden, jeg så mig selv på”

27-årige Malina Aviaja Gisselfeldt begyndte at læse biomedicin i 2020, men hun kunne ikke følge med. Tankerne gled væk under forelæsningerne, opgaverne voksede hende over hovedet, og til sidst traf hun beslutningen om at droppe ud af sit studie. Noget hun så som et nederlag.

Efter at have droppet ud af biomedicin gav Malina sig selv tid til at trække vejret og finde ud af, hvad hun egentlig ville.

I jagten på den rette uddannelse fandt hun dog noget andet. En forklaring.

På de sociale medier begyndte mennesker at dele deres historier om at leve med ADHD. Historie efter historie ramte noget genkendeligt, og pludselig kunne Malina spejle sig i tusindvis af ansigter og fortællinger.

“Jeg tog til en psykiater og blev udredt for ADHD og fandt ud af, at det ikke var fordi, jeg var doven eller ligeglad, at jeg havde svært ved at fokusere, men fordi min hjerne fungerede anderledes. Det ændrede hele måden, jeg så mig selv på,” siger hun.

“Det har betydet rigtig meget for mig, at jeg ikke længere føler mig forkert, når jeg gør ting, som kan virke ulogiske for andre. Jeg hviler mere i mig selv nu. I mange år troede jeg, at det var mig, der var problemet, men i dag ved jeg, at det ikke handler om mig som person.”

LÆS OGSÅ: Udredning gav radiograf et bedre arbejdsliv

Bedre til at fokusere

I efteråret 2022 begyndte hun på fysioterapeutuddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Det var et valg, der lå tæt på hendes eget liv. Som tidligere elitespringgymnast havde hun været vant til et liv med gentagne skader, hvor fysioterapi lappede hende sammen igen og igen.

“Med min diagnose blev det meget nemmere at studere. Jeg fik medicin, der hjalp mig med at holde fokus under fysioterapeutuddannelsen, selv når jeg syntes, noget ikke var det mest spændende. Jeg accepterede, at der var nogle ting, der var sværere for mig end for andre, uden at slå mig selv oveni hovedet,” fortæller hun.

I januar 2026 blev hun færdiguddannet som fysioterapeut, efter tidligere at have tvivlet på, om hun overhovedet ville gennemføre en uddannelse.

”Jeg har fundet ud af at være neurodivergent ikke nødvendigvis er en negativ ting. Jo, det kan besværliggøre nogle ting, men det kan også gøre nogle ting meget lettere. Og jeg er ikke en dårligere fysioterapeut eller studerende af den årsag.”

LÆS OGSÅ: Johanne tilgav sig selv, da hun fik sin diagnose – i dag blomstrer hun som ergoterapeut

Hun forklarer, at en af fordelene ved hendes neurodivergens er, at hendes tanker løber hurtigt. Det betyder, at hun ofte kan se sammenhænge, som andre ikke opdager med det samme – særligt i klinisk ræsonnering, der involverer kritisk tænkning, problemløsning og beslutningstagen i mødet med patienten, eller når teori og praksis skal kobles sammen.

Anerkendelsen af, at ADHD også kan være en styrke, har givet hende en større tro på, at der er plads til hende:

“Jeg har fundet ud af, at det er okay at tage den plads, jeg har brug for. Det er okay at fylde lidt mere, og jeg behøver ikke være bange for, om der er plads til mig – for pladsen skal nok være der, især hvis jeg har de rigtige mennesker omkring mig,” siger hun.

Åbenhed og forståelse

Malina har ikke fortalt om sin diagnose til alle på sit studie, men det har betydet meget for hende at være åben om den over for sin studiegruppe.

“At være åben over for min studiegruppe har betydet, at jeg ikke skulle gemme den side af mig selv. Man ser det ret tydeligt, så det kræver mange kræfter for mig at skjule det,” sagde hun.

“De forstod mig og vidste, at noget af det sværeste for mig, når vi skrev opgaver, var at komme i gang. De hjalp mig med at vælge, hvad jeg skulle starte med, så jeg bare kunne gå i gang med min del. Og så var de også gode til at grine med mig, når jeg gjorde nogle lidt fjollede ting.”

Det var dog ikke kun studiegruppen, hun delte sin diagnose med. Også hendes kliniske undervisere vidste det. For Malina var det ofte ikke de store ting, der skulle til. Bare det, at en underviser tjekkede ind i løbet af dagen eller sikrede, at man ikke sad helt alene, kunne gøre en kæmpe forskel.

“Jeg har ikke talt med alle undervisere om min neurodivergens, men mine kliniske undervisere har betydet rigtig meget. De har været åbne og hjælpsomme og har taget sig tid til at forstå, hvad jeg havde brug for.”

En forsmag på arbejdslivet

Som en del af uddannelsen er de studerende i praktik, der på fysioterapeutuddannelsen kaldes klinisk undervisning, og her blev det tydeligt for Malina, at åbenhed om hendes neurodivergens bliver afgørende i hendes fremtidige arbejdsliv.

“Det kræver for meget energi at skulle skjule en del af sig selv. Når jeg er åben, undgår jeg mange misforståelser og kan måske nemmere bede om en længere opstartsperiode. Det gør det nemmere for både mine ledere og mine kolleger at forstå, hvorfor jeg arbejder, som jeg gør,” siger hun.

Malina har været i klinisk undervisning i både den private, kommunale og regionale sektor, og hendes erfaring er, at viljen til at hjælpe generelt har været til stede.

”For eksempel var der et af stederne, som overleverede opgaver mundtligt, og der måtte jeg sige, at det overhovedet ikke fungerede for mig, fordi jeg glemmer det. Så begyndte de at skrive mine opgaver op på whiteboard, så jeg kunne vende tilbage til det i løbet af dagen. Det var en kæmpe hjælp,” siger hun.

”De har også hjulpet mig med at energiforvalte. Fordi jeg kan have svært ved at vurdere, om jeg giver 100% eller 150%. De har sørget for lige at prikke mig på skulderen og sige, husk at tage en pause, husk at trække vejret.”

Vores medlemsundersøgelse viser, at kun seks procent vurderer, at sundhedsfaglige arbejdspladser er godt rustet til at rumme neurodivergente medarbejdere. Malina har ikke oplevet, at det skyldes manglende vilje hos ledere eller kolleger, men selve strukturen.

“Sundhedssektoren er grundlæggende bygget op med faste rammer og regler, som gør det svært at skabe plads til neurodivergente. Der er helt klart ting, man kunne gøre, men mange af udfordringerne ligger på et overordnet niveau,” siger hun.

En sårbar situation

Når Malina bliver bedt om at pege på den underviser, der i særlig grad har formået at tage hensyn, falder svaret uden tøven på Dorthe Fritsen, der er Lektor på Fysioterapeutuddannelsen, UCL.

Den anerkendelse er Dorthe Fritsen både glad for og beæret over, og den hænger ifølge hende tæt sammen med den måde, uddannelsen har valgt at arbejde med studerende med funktionsnedsættelser.

Ud over at være underviser fungerer hun nemlig også som klinisk koordinator. Her er hun tovholder på en fast ordning for studerende med funktionsnedsættelser, der skal i klinisk ophold – en ordning, som har haft stor betydning for Malina.

Konkret udfylder de i fællesskab et dokument, hvor funktionsnedsættelsen beskrives: hvordan den kommer til udtryk i hverdagen, og hvilke former for støtte eller tilpasning den studerende har brug for. Herefter afholdes et møde mellem den studerende, underviseren på det kliniske ophold og Dorthe Fritsen.

”Det kan være en sårbar situation at skulle fortælle åbent om sin neurodivergens. Derfor gør jeg mig umage, både når vi sidder sammen og udfylder dokumenterne, og når vi taler om det på møderne. Det er vigtigt, at der er tryghed og en god stemning,” siger Dorthe Fritsen.

Samtidig er det vigtigt for hende at holde balancen i samtalen.

”Jeg er opmærksom på at anerkende, at der er tale om en funktionsnedsættelse, men også på at understrege, at de studerende sagtens kan komme ud og fungere på en arbejdsplads.”

Forskellighed er en styrke

Dorthe Fritsen ser positivt på, at der er studerende med neurodivergens på uddannelsen. For hende er forskellighed ikke en udfordring, men en fordel.

”Forskellighed er super vigtigt og en styrke. Det synes jeg, det er. Fordi det giver jo også noget diversitet og forskellige holdninger og perspektiver på ting,” fastslår hun.

Gennem sit arbejde har hun lært, at neurodivergens kan se meget forskellig ud fra studerende til studerende. Netop derfor forsøger hun at møde hver enkelt uden forudindtagede forestillinger.

”Jeg synes, at det er vigtigt at være meget nysgerrig på at høre, hvad det er, der er på spil for den enkelte, og hvad der hjælper dem. Så man ikke på forhånd bare tænker, at når du siger, at du har ADHD, så er det sådan her, det er. For det er jo så forskelligt. Det har jeg fundet ud af”, siger hun.

Samtidig understreger hun, at hun ikke står alene med ansvaret.

”Det betyder meget at have et godt netværk omkring sig og vide, hvor man kan sende de studerende videre, og vide at de også får en rigtig god hjælp der. Hvis jeg kan mærke, at der er brug for mere end bare et hensyn, kan de få SPS-støtte. Vi har også psykologer og studievejledere her på institutionen. Så jeg føler ikke, at jeg sidder med opgaven alene.”