Bioanalytiker Line bruger sin egen historie om neurodivergens til at bane vej for andre

Line Henriksen blev diagnosticeret med ADHD som bare 14-årig. Nu som 43-årig arbejder hun som bioanalytiker i Region Syddanmark og er åben om sin diagnose.

Åbenheden har i nogle situationer også været til gavn for nyansatte. I kraft af sine egne erfaringer har hun mulighed for at fungere som bindeled mellem medarbejdere og ledelse og er med til at synliggøre, at udfordringer i opstarten ikke nødvendigvis handler om manglende faglige evner.

Hendes egen vej har ikke været uden modstand. Men ved åbent at fortælle, hvor meget det ville betyde for hende, at arbejdspladsen mødte hende med fleksibilitet og støtte i de perioder, hvor hun havde brug for det, har de taget dialogen sammen. Og sammen har de altid kunnet finde en løsning.

LÆS OGSÅ: Udredning gav radiograf et bedre arbejdsliv

”Jeg valgte at kommunikere, hvordan jeg fungerer anderledes, i håb om at det ville skabe forståelse. Ikke for at få min arbejdsplads til at tage hensyn, men i håb om at de ville blive trygge ved at have mig som kollega, selvom jeg ikke fungerer som dem,” siger hun.

”Jeg håber, at det at dele mine erfaringer vil øge forståelsen, interessen og potentialet for neurodivergente på arbejdspladsen,” siger hun og opfordrer andre neurodivergente til at give sig selv en chance på arbejdspladsen.

Plads til at være ny

Line peger på, at udfordringer for nyansatte – neurotypiske såvel som især neurodivergente – ofte opstår allerede i oplæringsperioden. Ifølge hende kunne oplæringen generelt trænge til en modernisering, da den kan være tilrettelagt på én måde, som ikke tager højde for, at mennesker lærer forskelligt.

“Nogle gange ligger problematikken ikke ved personen. Min erfaring er, at udfordringerne oftere ligger i rammerne for oplæringen end hos den enkelte. Når man ikke lærer i det tempo, man forventer, er det nemt at tro, at det er ens egne evner, der ikke slår til,” siger hun.

“Jeg oplever, at der en gang imellem er huller i systemet. Disse huller udfordrer alle neurotyper, ikke kun de divergente, men det er svært at se, når man står i det. De huller gør jeg de nyansatte opmærksom på, så de ikke tror, at det er deres egen fejl”.

Og det er vigtigt, mener Line, at der er plads til at være ny og ikke kunne det hele fra start. Hun fortæller, at hun selv fandt flere, der støttede hende, da hun begyndte at arbejde som bioanalytiker. Kolleger, som var villige til at svare på spørgsmål uden at få hende til at føle sig forkert eller utilstrækkelig. Den rolle forsøger hun i dag selv at tage for nyansatte.

LÆS OGSÅ: Ergoterapeut med autisme: ”Neurodivergens er ikke barrieren for et godt arbejdsliv – det er manglende forståelse fra arbejdspladsen”

“Vi arbejder ikke alene. Teamwork og vidensdeling er afgørende, og det er vigtigt, at man tør stille spørgsmål. Vores fejl kan have konsekvenser, og netop derfor skylder vi hinanden at give de bedste forudsætninger for at lære og lykkes,” siger hun.

“Som ny og/eller neurodivergent skal man turde sige: Jeg ved ikke det her endnu. Og blive mødt med forståelse”.

Gode kolleger betyder alt

For Line var åbenhed om sin diagnose ikke et valg, men en nødvendighed. At skjule den ville koste mere, end hun kunne give. Samtidig ved hun, at hun er heldig. Hun oplever forståelse og venlighed fra både kolleger og ledelse – noget hun er bevidst om, ikke er en selvfølge. Netop derfor forsøger hun selv at være den kollega for andre, som hun havde haft brug for, da hun var ny og forståelsen ikke var udbredt endnu.

“Det lyder utroligt hårdt og anstrengende, hvis man er på en arbejdsplads, hvor man skjuler sig selv, fordi man ikke føler sig tryg nok til at være åben om sig selv,” siger hun.

Hun peger på, at maskering koster dyrt på energikontoen.

“Når jeg er stresset, så kan jeg have svært ved at finde energien til at smile eller tale. Så at have energi til at skjule, hvem man er – det kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg ville kunne.”

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske Marie redder liv, men tør ikke at fortælle, at hun har ADD

Hun fortæller, at der især i begyndelsen af hendes arbejdsliv var perioder, hvor det hele blev for meget, og hvor hun følte sig overvældet. Samtidig er hun ikke i tvivl om, at åbenhed har været afgørende for det arbejdsliv, hun har i dag. Hvis hun ikke havde sat ord på, hvorfor det skete, mener hun, at hun næppe ville have haft den samme forståelse, venlighed og de stærke kollegiale relationer, som hun oplever nu.

“Selvom jeg trækker mig, og ikke altid er super aktiv socialt, bliver jeg igen og igen inddraget. Det betyder virkelig meget,” siger hun.

For Line er forståelse særligt vigtig, når det handler om hendes måde at arbejde på. Hun vil hellere, at kollegerne ved, at hendes behov hænger sammen med, at hun er neurodivergent, end at hendes adfærd bliver misforstået som arrogance eller manglende imødekommenhed.

“Det er vigtigt for mig, at når jeg siger, at jeg har brug for at gøre en opgave færdig, før jeg kan forholde mig til noget andet, og samtidig spørger, om det andet er vigtigt, så bliver det forstået som det, det er. Ikke en afvisning, men et behov for at undgå unødigt stress. For det at skifte fra én opgave til en anden kan være en stor stressfaktor for mig, hvis det sker for ofte,” forklarer hun.

Det samme gælder hendes sansefølsomhed.

“Hvis der er meget støj eller stærkt lys, kan det hurtigt blive en belastning. Når jeg tager høretelefoner på for at mindske stress, bliver det ikke dømt, men mødt med forståelse,” siger hun.

Et spektrum med uendeligt mange typer

Line understreger, at neurodivergente ikke er en ensartet gruppe, og at hendes egne erfaringer ikke kan bruges som skabelon for alle. Selvom hun selv har fået imødekommet sine behov, kan der sagtens komme en kollega med helt andre udfordringer og behov for andre løsninger.

“Man kan ikke skære alle over én kam. Neurodivergens er et meget bredt spektrum og derudover er det kun én del af et menneske. Vi har forskellige udfordringer, og løsninger skal findes sammen med individet,” siger hun.

Samtidig peger hun på, at forestillingerne om neurodivergens stadig er præget af gamle stereotyper. Hun er selv i gang med at blive udredt for autisme oven på sin ADHD.

“For bare 20 år siden var autisme lig med Rain Man. Noget debiliterende. Noget, der gjorde, at man ikke kunne leve et liv uden støtte. Det stigma hænger stadig ved,” siger hun og tilføjer, at der fortsat findes en opfattelse af, at en autisme-diagnose automatisk betyder, at man ikke kan fungere uden omfattende hjælp.

Den fordom håber hun, der bliver gjort op med.

“Hvis din neurodivergente kollega har taget den samme uddannelse som dig og har valgt at blive ved hele vejen, så burde den person også have evnen til at kunne arbejde inden for faget,” siger hun og peger på, at spektret er langt bredere, end mange forestiller sig.

"På neurodivergensspektret findes uendeligt mange typer. Nogle klarer sig med få justeringer i hverdagen, andre har brug for mere omfattende støtte – og langt de fleste neurodivergente befinder sig et sted midt imellem," siger hun og understreger, at rigtig mange neurodivergente lever et godt liv og har et helt almindeligt arbejdsliv, hvis rammerne understøtter det.