Johanne tilgav sig selv, da hun fik sin diagnose – i dag blomstrer hun som ergoterapeut

25-årige Johanne Baecher var vant til, at koncentrationen haltede. Men på ergoterapeutstudiet begyndte tvivlen at melde sig. Hvorfor kunne hendes medstuderende sætte sig ned og læse 100 sider til næste uge, mens hun selv kæmpede for at komme igennem få? Hvorfor kunne hun ikke "bare tage sig sammen”?

LÆS OGSÅ: ADHD-diagnose blev vendepunktet for fysioterapeutstuderende

I sin første praktik som 22-årig blev det endnu tydeligere. Hun havde svært ved at adskille rollen som ergoterapeut fra den, hun var privat.

”Jeg oplevede, at jeg delte for meget ud af mig selv personligt til de borgere, jeg havde i praktikken. Og det mærkede jeg på den hårde måde. Jeg fik en overbelastningsreaktion."

Det var tredje overbelastningsreaktion siden, hun var 15 år. Og det var først der, at hun begyndte at tænke, at problemet ikke var hende. Derfor tog hun en ADHD-test på nettet, der pegede hende i retning af en professionel udredning, og hun fulgte testens anbefaling.

I januar 2023 fik hun svaret: ADHD og autisme.

"Det var en kæmpe lettelse. Jeg kan huske, at jeg græd inde til samtalen. Jeg havde forventet ADHD, men ikke autisme. Jeg er stadig Johanne, men det gav mig en forståelse," fortæller hun.

"Og jeg tilgav mig selv for ikke at kunne tage mig sammen. Jeg har jo ikke haft en chance."

Mødt med nysgerrighed

Da Johanne stod med sit eksamensbevis i hånden og skulle søge sit første job som ergoterapeut, ringede hun til Din Sundhedsfaglige A-kasse. Skulle hun være åben om sin diagnose?

Hvad Din Sundhedsfaglige A-kasse rådgiver, afhænger af den enkelte situation. Johanne fik rådet om at undlade at skrive det i ansøgningen, men fortælle det senest til samtalen.

Tvivlen skyldtes primært historier fra Facebook-grupper om mennesker med neurodivergens, der ikke havde sagt det højt på deres arbejdsplads, var blevet syge af at maskere og senere fyret efter 120-dages sygereglen.

"Man maskerer, og så bliver man syg, fordi man bruger så meget energi på at være en anden," siger hun.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske Marie redder liv, men tør ikke fortælle, at hun har ADD

Der var også historier om jobsøgere med neurodivergens, der slet ikke havde fået jobbet, efter de havde sagt det højt.

Samtidig findes der en regel om, at ansøgere med handicap skal indkaldes til samtale. Som udgangspunkt skal man oplyse om sit handicap, hvis det har betydning for det arbejde, man skal udføre. Men det afhænger altid af en konkret vurdering af, hvor meget det påvirker arbejdet.

”Det ønskede jeg ikke at gøre brug af. Jeg ville til samtale, fordi arbejdsgiverne syntes, jeg lød interessant,” siger hun.

Derfor fulgte Johanne a-kassens råd og undlod at skrive det i ansøgningen. Hun øvede sig meget på, hvordan hun skulle fortælle om sin diagnose, hvis hun blev kaldt til jobsamtale. Det blev hun, og hun var klar:

“I min ansøgning skrev jeg, at jeg er kreativ og innovativ. Da de spurgte ind til det, fortalte jeg, at det blandt andet hænger sammen med min ADHD og autisme,” siger hun.

“De blev overraskede og nysgerrige, fordi det jo ikke stod i min ansøgning. Jeg havde egentlig forventet en afvisning. At de ville se mig som én, der ‘fejlede’ noget, og ikke bare som den nyuddannede. Måske forventede jeg det for ikke at blive skuffet.”

Det blev det modsatte af en afvisning, og hun fik jobbet som ergoterapeut på Hjælpemiddelområdet i Slagelse Kommune.

Åbenhed er vigtig

På Hjælpemiddelområdet i Slagelse Kommune oplever Johanne, at der er en åben kultur, hvor det er nemt at bede om hensyn.

“Nogle gange glemmer jeg min medicin. Så kan jeg begynde at sitre om formiddagen, fordi jeg ikke har taget en pille. Det ved de.”

“Engang blev jeg også sendt på apoteket efter en pille, fordi de kunne se, at jeg ikke havde det så godt.”

Det gør også en forskel, at hun har mulighed for at arbejde hjemmefra.

“Vi er selvtilrettelæggende, så hvis jeg ved, at jeg har en travl weekend, vælger jeg at arbejde hjemmefra mandag eller fredag,” siger hun.

“Jeg tager tidligere hjem, hvis jeg har været på et besøg, hvor der har været mange inputs.”

Især hendes områdeleder, Karen Jørgensen, er god til at hjælpe, fortæller Johanne.

“Der har været enkelte gange, hvor jeg har haft brug for hjælp til at strukturere sager og finde ud af, hvad der var vigtigst først, fordi for mig var alt vigtigt på én gang. Det har Karen været god til at hjælpe med,” siger hun.

“Jeg føler mig tryg ved at gå til Karen og bede om hjælp.”

LÆS OGSÅ: Udredning gav radiograf et bedre arbejdsliv

Johanne oplever, at hendes måde at arbejde på bliver set som en styrke. Det betyder ikke, at hverdagen altid er let, men hun har fundet redskaber, der får det til at fungere.

“Det er stadig ikke en dans på roser, og jeg har ikke fundet den store hemmelighed. Men jeg har fundet nogle redskaber, så jeg ikke bliver syg – og min leder og kolleger giver plads til, at jeg kan bruge dem. For eksempel får jeg lov til at hyperfokusere på kørestole, hvor jeg kan samle dem og skille dem ad, hvis jeg har brug for det en dag,” fortæller hun.

"Jeg ved i dag, at hvis jeg får de rette rammer, så blomstrer jeg, og så gør jeg det længe."

For Karen Jørgensen er det ikke noget særligt, at hun tager hensyn til Johanne.

“Vi har fokus på de muligheder og kompetencer, Johanne bringer med sig, og ikke hendes diagnose,” siger hun.

“Vi er bare en rummelig afdeling med en rummelig kultur. Hvis der er enkelte personlige behov, så tager vi hensyn til det. Så længe det er foreneligt med driften, så går jeg langt. Jeg behandler Johanne, som jeg behandler alle de andre,” siger hun.

Johanne er glad for, at hun har været åben om sin diagnose:

“Hvis jeg ikke sagde det højt, ville jeg føle, at jeg var med til at holde det tabubelagt. Jeg kunne slet ikke forestille mig at være på en arbejdsplads og holde det hemmeligt. Men jeg ved også, at det ikke er alle arbejdspladser, hvor det er lige så trygt at være åben,” afslutter hun.