Sygeplejerske Marie redder liv, men tør ikke fortælle, at hun har ADD

Obs. Kilden står frem under opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hendes identitet. 

Marie blev uddannet sygeplejerske i 2012. Hun vidste bare, at det var det, hun skulle være. 

”Jeg har altid haft en stærk fornemmelse af, hvad jeg skulle og ikke skulle i mit liv, også i andre sammenhænge,” siger hun.

Alligevel var der noget, der skilte sig ud. Hun blev mere udmattet end sine kolleger. Fuldtidsarbejde og skiftende vagter betød, at hun ofte brugte sine fridage på at ligge på langs for at lade op og blive klar til næste vagt. Hun døjede med koncentrationsbesvær, indre uro og tankemylder. Derudover har hun været sygemeldt med stress to gange i sit arbejdsliv. 

Da hendes to børn blev udredt for ADD, begyndte brikkerne at falde på plads. Hun kunne genkende flere af trækkene hos sig selv og valgte derfor også at blive udredt. 

For to år siden fik hun diagnosen ADD. I dag er hun 40 år og husker, at hun modtog nyheden med blandede følelser.

”I starten blev jeg faktisk lidt ked af, at det ikke var blevet opdaget før. Jeg ville gerne have været nogle af de udfordringer foruden. Men det varede kort. For pludselig var der bare så mange ting, der gav mening,” fortæller hun. 

”Det blev afløst af en stor lettelse, fordi jeg forstod mig selv bedre. Og det var især det der med: Jeg er faktisk ikke dum. Der var en naturlig forklaring på, hvorfor jeg havde haft det, som jeg havde haft det. Derudover får jeg medicin, der især hjælper mig med at holde fokus og få ro i hovedet.” 

Selvom medicinen har reduceret symptomerne markant, så de ikke længere styrer hendes liv, er der stadig dage, hvor arbejdet koster så meget energi, at der ikke er meget tilbage til hjemmefronten.

“Det tærer på mig i perioder, hvor vi er for få på arbejde, og jeg skal løbe ekstra stærkt. Og når telefonen ringer konstant, og jeg bliver afbrudt hele tiden, koster det meget energi at holde fokus og finde tilbage til det, jeg var i gang med.”
 
Men selvom der stadig kan være svære dage, så har hun siden diagnosen set på sig selv med mere anerkendende øjne. 

”Jeg er stolt over, at jeg har formået at tage en uddannelse, og også en specialuddannelse, selvom jeg har gået med en uopdaget ADD hele mit liv. Det var virkelig hårdt, men jeg gjorde det.” 

Diagnosen gav også ny forståelse af hendes arbejdsliv og behov. 

”Jeg har altid skrevet meget sirlige lister og krydset af for at komme gennem dagens opgaver. Nu forstår jeg, hvorfor jeg har haft behov for at skrive tingene ned – for ikke at glemme noget. Og jeg ved, at jeg har brug for pauser i løbet af min vagt. Heldigvis er der en god kultur for det på min arbejdsplads,” fortæller hun.  

”Og jeg har brug for en stabil døgnrytme for at kunne fungere. Skiftende vagter har altid påvirket mig.” 

Bange for at blive sat i en kasse 

Marie er stolt af, at hendes faglighed er med til at skabe gode patientforløb. Det giver hende særlig stor glæde, når hun kan se, at patienter rykker sig og kommer sig, også når de har komplekse problemstillinger, og hun har været den, der samlede trådene.  

Når en ustabil patient pludselig blev kørt ind, og opgaverne hobede sig op, var hun med det samme fokuseret og systematisk.

”Jeg får opgaverne noteret, får dem udført, får uddelegeret og beder om hjælp,” siger hun. 

For hende er der derfor ingen tvivl: Sundhedsfaglige med diagnoser kan sagtens bestride ansvarsfulde stillinger. 

”Man er ikke mindre værd eller kan mindre. Jeg har haft enormt dygtige kolleger med de samme udfordringer som mig. Og vi er der jo også derude, både dem, der ikke er blevet opdaget endnu, og dem der, ligesom mig, ikke vælger at være åbne,” siger hun. 

Alligevel taler hun ikke højt om sin egen diagnose. En af grundene er frygten for, at diagnosen kommer til at fylde mere end sin faglighed. 

”Jeg er bange for at blive sat i en kasse. Når jeg selv læser om neurodivergens i medierne, er det ofte et stereotypisk billede: at alle har det svært, og at mange ikke har et job. Jeg er bange for at skulle forsvare mig ud af en stereotype, og at min faglighed falder i baggrunden,” forklarer hun. 

”Vi er lige så forskellige som alle andre mennesker, og vi er først og fremmest mennesker – ikke vores diagnoser.” 

LÆS OGSÅ: Bioanalytiker Line bruger sin egen historie om neurodivergens til at bane vej for andre

Reduceret som menneske 

Frygten bygger ikke kun på mediebilleder. Marie har oplevet det på egen krop. Hun har siddet til en jobsamtale, hvor hun valgte at være ærlig, fordi hun tænkte, det var et godt udgangspunkt.  

”Men jeg oplevede, at stemningen skiftede fuldstændigt: fra let og imødekommende – vi sad endda og grinede – til en påfaldende tavshed og lukket kropssprog, da jeg nævnte det. To minutter før var jeg blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret i en specialistfunktion, hvis jeg blev ansat,” fortæller hun. 

”Da jeg fik afslag senere, gav begrundelsen ikke rigtig mening. Den var ikke nævnt som krav i jobopslaget. Jeg spurgte også, om det handlede om min ADD, men det sagde de selvfølgelig nej til. Min fornemmelse var bare, at jeg blev sorteret fra på grund af det.” 

For Marie var det enormt nedværdigende.  

”Jeg følte mig reduceret som menneske. Det var ligegyldigt, hvad jeg kom med fagligt, jeg følte bare, at de ønskede mig ud ad døren. Og jeg har oplevet noget lignende et andet sted, hvor samtalen blev afsluttet meget hurtigt, efter jeg sagde det,” siger hun. 

Oplevelserne har gjort, at Marie har besluttet ikke at bringe det op i jobsamtaler eller på sin nuværende arbejdsplads. 

”Jeg håber på at finde troen på rummelighed igen, men lige nu involverer jeg hverken ledere eller kolleger i det. Jeg passer mit arbejde stabilt og gør det, jeg skal.” 

Tryghed til at sænke skuldrene 

Marie håber, at hun en dag kan være åben om sin diagnose uden at skulle overveje, hvilke konsekvenser det kan få for sit arbejdsliv. For hende ville det betyde, at hun kunne være mere ærlig om sine behov, så hun ikke bliver drænet af energi. 

”Så kunne jeg sænke skuldrene. Og hvis jeg var åben, kunne jeg nok lettere tage snakken om for eksempel at blive fritaget for de få aftenvagter, jeg stadig har,” siger hun. 

LÆS OGSÅ: Johanne tilgav sig selv, da hun fik sin diagnose – i dag blomstrer hun som ergoterapeut

Hun understreger, at det ikke bør være op til den enkelte medarbejder alene at skabe forandringen. Hvis åbenhed skal føles tryg, kræver det, at forandringen kommer højere oppefra fra dem, der sætter retningen på arbejdsmarkedet. 

”Det hjælper helt sikkert, at Din Sundhedsfaglige A-kasse sætter fokus på det. Men flere a-kasser og fagforeninger skal gøre det samme. Og der skal også være fokus på det organisatorisk ude på arbejdspladserne. Samtalen skal i gang,” siger hun. 

For ifølge Marie er neurodivergente medarbejdere ikke en lille gruppe, men en del af den eksisterende arbejdsstyrke – også i de mest ansvarsfulde funktioner. 

”Vi er mange derude. Vi har altid været der, og vi kommer også til at være der i fremtiden. Jeg håber, at mere åbenhed kan skabe større rummelighed og forståelse.” 

Hun har selv oplevet, hvordan kulturen kan gøre en forskel. På en tidligere arbejdsplads valgte hun at dele sin diagnose med nogle betroede kolleger. Der var flere, der fortalte, at de selv var neurodivergente – og pludselig stod hun ikke alene. 

”Det var helt vildt befriende, at jeg ikke var den eneste. Vi vidensdelte og kunne spejle os i hinanden. Det betød meget,” fortæller hun. 

Dengang var hun midt i sin egen udredning, og tilliden var allerede opbygget gennem mange års samarbejde.  

”Jeg stolede på dem, fordi jeg havde kendt dem i mange år. De vidste jo allerede, hvem jeg var, det blev bare en ekstra forklaring. Ledelsen begyndte også at have mere fokus på området, men der var jeg allerede på vej videre.” 

Hvis hun skal give et råd videre, er det ikke et råd om at sænke ambitionerne, men om at kende sine styrker og begrænsninger og søge job ud fra det.  

”En diagnose betyder ikke, at man ikke kan, den giver en forklaring og en større forståelse af sig selv.”