Ergoterapeut med autisme: ”Neurodivergens er ikke barrieren for et godt arbejdsliv – det er manglende forståelse fra arbejdspladsen”

Obs. Kilden står frem under opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hendes identitet. 

Tine startede på ergoterapiuddannelsen i februar 2020, men allerede i marts samme år blev hun hjemsendt, da landet lukkede ned under Covid-19-pandemien.

”Det var faktisk enormt rart for mig. Jeg var glad for den online undervisning, der fulgte med nedlukningen, og jeg havde mere energi og overskud til at fokusere på selve indholdet af studiet, fordi jeg ikke skulle pendle eller bruge energi på unødvendig socialisering,” fortæller hun.

Selvom Tine havde mindre behov for socialt samvær end mange af sine medstuderende, havde hun længe følt sig ensom. Hun kæmpede med udfordringer, som hun ikke oplevede, at andre omkring hende havde.

”Jeg begyndte især at lægge mærke til de her udfordringer og hvor meget de fyldte, da samfundet begyndte at åbne op igen efter covid-pandemien. Jeg havde svært ved sociale situationer, indkøb og offentlig transport. Min energi var hurtigt opbrugt, og jeg havde ikke overskud til hverdagsting, relationer eller ændringer i planer, hvis jeg skulle klare mig nogenlunde igennem studiet,” siger hun.

Hun talte også med sin studiegruppe om nogle af de udfordringer, hun oplevede.

”De var altid meget hjælpsomme, når jeg havde brug for noget, og forstående, når jeg havde behov for at trække mig.”

Selvom hun var åben om sine udfordringer, vidste hun længe ikke, hvorfor hun havde dem. 

LÆS OGSÅ: ADHD-diagnose blev vendepunktet for fysioterapeutstuderende

Tine blev færdiguddannet og fik arbejde kort tid efter. På papiret lignede det en historie om en, der var gledet ubesværet gennem uddannelsessystemet og direkte ud på arbejdsmarkedet. Men virkeligheden var en anden - det havde været hårdt.

For cirka halvandet år siden fik hun endelig diagnoserne atypisk autisme og ADHD. Atypisk autisme er en form for autisme, hvor man ofte har udfordringer med socialt samspil, kommunikation og behov for struktur, men hvor tegnene ofte er mindre tydelige og derfor kan blive opdaget sent.

I dag er hun 28 år og taknemmelig for dem, fordi diagnoserne har givet hende en større forståelse af sig selv.

”Det var en kæmpe lettelse, uden tvivl. Jeg har lettere ved at acceptere, at der er perioder, hvor jeg kan mindre end andre, uden at jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke gør nok. Jeg føler mig mere tilpas i tilværelsen, end jeg gjorde for nogle år siden,” siger hun.

Små hensyn kan gøre en stor forskel

Selvom Tine har haft arbejde, siden hun blev diagnosticeret, var hun ikke åben om det i ansættelsesprocessen.

”Jeg søgte ikke stillingen med fortrinsret, da det er min erfaring, at man desværre bliver valgt fra, hvis man er åben om det fra start. Det er ekstremt frustrerende, og man sidder med en følelse af at have ’snydt’ sin kommende arbejdsplads. Men der er desværre stadig meget stigma forbundet med at have et handicap,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske Marie redder liv, men tør ikke at fortælle, at hun har ADD

Senere har hun været åben om sin diagnose i de sammenhænge, hvor det var nødvendigt blandt andet over for ledelsen og nogle af sine nærmeste kolleger. Reaktionerne har generelt været positive, særligt fra kollegerne.

Alligevel har hun valgt at opsige sin stilling på en specialskole, hvor hun har arbejdet med at hjælpe elever med særlige behov til at få hverdagen til at fungere.

Åbenheden ændrede nemlig ikke på, at rammerne på arbejdspladsen ikke fungerede for hende. Tine har brug for tydelig struktur, fleksibilitet og forståelse for sin situation. For hun har meget at byde ind med, hvis arbejdspladsen formår at skabe rammer, der tager højde for hendes udfordringer.

”Jeg har ikke haft en følelse af, at ledelsen havde den store forståelse for mine udfordringer – heller ikke efter gentagne samtaler om det,” fortæller hun.

”Der var desværre en tendens til, at jeg blev presset ud over mine grænser for, hvad jeg kunne håndtere. Det resulterede i, at mit sygefravær steg.”

Det er ellers ikke arbejdet i sig selv, der har været problemet. Tine har været meget glad for sit job, hvor hun havde mulighed for at fordybe sig og finde kreative løsninger.

”Det er enormt givende at arbejde med børn og kunne se, at ens indsats faktisk har en positiv effekt på deres liv. Jeg har kunnet bruge mine egne personlige erfaringer i mit daglige arbejde, da jeg arbejdede på en specialskole for børn hovedsageligt med autisme.”

Tine oplever ikke, at det at være neurodivergent i sig selv er en barriere for at komme ud på arbejdsmarkedet. Udfordringen opstår snarere, når arbejdspladserne ikke er villige til at tage de nødvendige hensyn. Ifølge hende kan små justeringer eller en tydeligere struktur ofte gøre en stor forskel, forklarer hun.

”Personligt har jeg et stort ønske om at arbejde. Jeg vil rigtig gerne bruge min faglighed og den uddannelse, jeg har kæmpet hårdt for at få. Men det kræver, at der bliver taget nogle hensyn, så jeg ikke brænder ud i mit arbejde.”

Ifølge Tine er det dog ikke altid let at få den forståelse.

”Der er stadig mange stereotyper og fordomme forbundet med neurodivergens. Det kan gøre, at ikke alle føler sig trygge ved at være åbne om det. Og hvis man ikke er åben, er det også svært at lave aftaler om skånehensyn. Så kan det daglige arbejde hurtigt føles tungt og overvældende, og det kan ingen holde til i længden, neurodivergent eller ej,” siger hun.

”Og andre gange, som i mit tilfælde, kan man godt være åben og stadig ikke blive mødt med den forståelse, man har brug for.”

Gode kolleger betyder meget

Selvom Tine ikke oplevede den nødvendige forståelse fra ledelsen, var det anderledes med hendes kolleger.

”Det er altid rart at føle sig forstået og lyttet til. De så mig som en fagligt stærk medarbejder, der kunne bidrage til deres arbejde. Og så betød det meget, at vi havde det godt sammen, og at der var plads til grin og hygge i en travl hverdag,” fortæller hun.

Hun oplevede selv, at hun var villig til at gå langt for at hjælpe sine kolleger, hvis de havde brug for sparring eller støtte og omvendt.

”Mine kolleger var utrolig skønne, og jeg oplevede et godt arbejdsmiljø blandt os terapeuter, logopæder og psykologer. Alle var forstående, samarbejdsvillige og fagligt dygtige, hvilket jeg satte stor pris på i mit daglige arbejde.”

LÆS OGSÅ: Bioanalytiker Line bruger sin egen historie om neurodivergens til at bane vej for andre

Tine håber at finde et arbejde med lige så gode kolleger, men også med mulighed for at tilpasse og gradere arbejdsbyrden i perioder, hvor hendes overskud er mindre, for eksempel ved meget lidt eller ingen søvn, eller når hendes nervesystem er på overarbejde.

”Jeg har behov for en ledelse, der er villig til at tilpasse mine arbejdsopgaver – for eksempel med mulighed for hjemmearbejde eller perioder med mindre pres. Det er vigtigt for mig, at ledelsen respekterer en paragraf 56, da det kan være med til at fastholde mig på arbejdspladsen.”

Tine har dog ikke planer om at være åben om sin diagnose i ansøgningsprocessen fremadrettet. Ikke så længe der stadig er risiko for at blive valgt fra udelukkende på grund af den.

”Måske en dag, hvis tingene ændrer sig i takt med, at der kommer mere forståelse for det at være neurodivergent,” siger hun.

”Jeg vil gerne vurderes udelukkende på mine faglige kompetencer, da jeg føler, jeg kan rigtig meget på trods af, at jeg har autisme.”