Din Sundhedsfaglige A-kasse træder ind i vigtigt partnerskab om mental sundhed

Vi er glade for at dele, at Din Sundhedsfaglige A-kasse er blevet en del af ’Sammen om Mental Sundhed’, et bredt partnerskab der arbejder for at fremme mental trivsel på arbejdspladsen.

Som a-kasse er vi bevidste om vigtigheden af at skabe et sundt og balanceret arbejdsmarked, hvor ledere, medarbejdere og kolleger har adgang til de rette værktøjer for at fremme bedre mental sundhed.

”Det er afgørende, at vi arbejder på tværs af arbejdsmarkedet for at sikre størst mulig vidensdeling og udvikling. Vi ønsker at sætte fokus på mental sundhed i arbejdslivet og bidrage med vores erfaring og indsigt fra sundhedsområdet. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi træder ind i netop det her partnerskab.” lyder det fra Harun Demirtas, Forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Vi har valgt at træde ind i partnerskabet, fordi vi ønsker at tage et aktivt ansvar for vores medlemmers mentale sundhed. Det er afgørende for os at kunne støtte medlemmer, der oplever mentale helbredsproblemer, og skabe et arbejdsmarked, hvor trivsel er i fokus.

Gennem partnerskabet får vi adgang til en række konkrete værktøjer og ressourcer, der kan hjælpe os med at forebygge mistrivsel og stress og skabe bedre forudsætninger for et arbejdsliv i balance.

Om partnerskabet

Sammen om Mental Sundhed samler aktører fra både sundheds- og beskæftigelsesområdet for at fremme mental sundhed på arbejdspladser. Partnerskabet dækker både det private og offentlige arbejdsmarked og arbejder for at bringe viden og konkrete værktøjer ud til arbejdspladserne, så ledere, medarbejdere og kolleger får redskaber til et arbejdsliv med mental sundhed og trivsel.

Sundhedsministeriet leder partnerskabet, og Komiteen for Sundhedsoplysning varetager sekretariatsfunktionen. Gennem aktiviteter som konferencer, netværk, kampagner og oplysning sikrer partnerskabet, at arbejdspladser kan få adgang til værktøjer og viden, der hjælper dem med at styrke den mentale sundhed.

Vi ser frem til at bidrage til partnerskabets vigtige arbejde og gøre en forskel for vores medlemmer ved at sætte mental sundhed højt på dagsordenen.