Det var mere en nødvendighed end en drøm, da Johanna Risager efter kun to år som nyuddannet jordemoder så sig nødsaget til at finde en alternativ måde at skrue sit arbejdsliv sammen på.
I dag er hun selvstændig og underviser på en privat fødselsforberedelsesklinik og i gravidyoga, hun har faste jordemoderkonsultationer for Hvidovre Fødeafdeling som timelønnet af regionen, og så er hun ansat i et vikarbureau, hvor hun tager vagter på Hvidovre – eller en uge ad gangen i Tromsø i Nordnorge.
”Det fungerer rigtig godt for os, fordi min mand har fuldtidsarbejde, og vi har tre børn mellem 4 og 10 år, så jeg kan tilrettelægge arbejdet efter familiekalenderen,” siger hun.
Johanna Risager er en lidt atypisk jordemoder, fordi hun først tog en uddannelse som tekstilformidler og skrædder og arbejdede i modebranchen, indtil hun blev gravid med sit første barn og blev tændt af tanken om selv at blive jordemoder.
Hun var derfor 33 år, da hun som nyuddannet fik forhandlet sig til gunstige vilkår på Hvidovre Hospital med både fast rul og en fast konsultationsdag og tilmed startede sin ansættelse med at gå seks måneder på barsel med sit tredje barn. Hun glædede sig, for hun elsker sit fag.
”Jeg havde faktisk regnet med, at jeg godt kunne klare det. Men lige pludselig magtede jeg ikke at give det, jeg egentlig gerne ville. Hvis jeg havde tre fødsler på en 12 timers vagt, så havde jeg givet så meget til de familier, at jeg slet ikke havde noget at give til min egen familie. Min lunte blev kort, og det føltes groft sagt, som om det var den forkerte prioritering, at jeg skulle rumme gravide mennesker i stedet for min egen familie,” fortæller Johanna Risager.
Selv om hun elskede både ledelse og kolleger, kunne hun efter et års tid mærke, at hun var på vej til at brænde ud – ganske som statistikkerne viser.
”Jeg gik ned i tid for at prøve at få det til at hænge sammen, men man får jo ikke færre genevagter af det. Hvis man så tænkte, at jeg tjente en ordentlig løn ved at være væk hver anden weekend i 12 timers vagter, og at man kunne holde lang sommerferie og tage et fedt sted hen, men jeg kunne hverken holde lang sommerferie eller tjene nok til at tage et fedt sted hen.”
Arbejde i Norge
En kollega, der i forvejen underviste i fødselsforberedelse på den private klinik Mamaprofylax, spurgte, om Johanna kunne tænke sig at starte nogle nye hold op. Det passede perfekt, for under corona var det hele ved at ramle hjemme hos Johanna, hvor hendes mand skulle jonglere tre mindre børn og hjemmearbejde, mens hun knoklede løs med ekstra vagter på forskellige tidspunkter af døgnet på fødegangen.
”Jeg så det også som en god mulighed, da jeg elsker at videreformidle og klæde den gravide og partneren godt på til fødslen.”
Hun sagde derfor sin stilling op, tog en masse undervisning og supplerede med timelønnede vagter på Hvidovre.
På grund af den massive mangel på jordemødre i det offentlige blev der på et tidspunkt igen åbnet for vikarer fra bureauer, og Johanna skiftede til et bureau, hvor timelønnen er 3-4 gange højere.
Nu hvor børnene er blevet lidt større, har Johanna Risager forsøgt sig med at tage en uge ad gangen til Tromsø i Nordnorge for at være vikar på en lille fødeafdeling.
”I Norge er der en væsentlig bedre normering, så man har slet ikke travlt og får virkelig lov til at være jordemoder. Der er tid til alt det jordemoderfaglige – altså ikke bare tjekke, at mor/baby har det godt, men også virkelig at kunne være der for parret. De bor som regel langt væk og kommer ind tidligt i fødslen, og så barsler de på samme afdeling, så man kan følge dem i dagene efter.”
På en uge i Norge har Johanna overskud til at tage ekstravagter ud over de normerede 35,5 timer, fordi hun ikke har andre forpligtelser. Derfor kan hun tjene det samme som en månedsløn på en fødeafdeling i Danmark, samtidig med at arbejdet er meget mindre udmattende.
”I Danmark skal man ofte skynde sig med journalen efter fødslen, fordi man skal hurtigt videre til næste fødsel. I Norge har du en helt anden ro, og på nogle vagter passer man måske en, der er indlagt for at blive sat i gang. Der er tid til at skrive journal, og man kan altid nå at tisse og spise sin frokost – det er bare noget helt andet,” siger hun.
Vil gerne tilbage til en afdeling
For Johanna var det et relativt nemt spring at blive selvstændig, for ”alt blev serveret” for hende, som hun siger. På den private klinik, hvor hun underviser, inviterede ejeren sin revisor ud for at fortælle Johanna og en anden ny kollega lidt om regnskaber, regler og lignende, og derudover bruger hun en app til at holde styr på sit regnskab. Et enkelt system, når man ikke rigtig har nogle udgifter, og hvor den største udfordring er at huske at lægge fra til pension og ferier.
Hun forestiller sig, at hun vil fortsætte dette arbejdsliv i nogle år endnu.
”Hvis der ikke bliver bedre vilkår herhjemme, synes jeg, det er skønt at tage til Norge. Man får en uge, hvor man arbejder, og så har man fri, når man har fri – det er jo ren luksus med tre børn. Jeg er fra Nordsverige, og at få lov at komme op til sådan nogle små fødesteder, hvor der også er en smuk natur, giver mig lidt følelsen af at komme hjem.”
Men HVIS vilkår og løn bliver forbedret væsentligt herhjemme, kan Johanna Risager ikke forestille sig noget bedre end at komme tilbage i et fast arbejde som jordemoder på en fødeafdeling i Danmark.
”Livsstilsmæssigt passer det sikkert bedre for nogen at tage til Norge, men i forhold til min familie giver det da bedst mening at blive hjemme. Det kan bare ikke betale sig.”
Johanna brænder for kernen i jordemoderarbejdet, og hun har derfor svært ved at forestille sig slet ikke at skulle håndtere fødsler.
”Selve fødslen er bare et kæmpe empowerment for det par, der skal føde deres barn. At få dem til at lave et godt teamarbejde, så de får en styrkende oplevelse sammen. Og hvis man kan hjælpe de kvinder, der har født til at få den indstilling, at ”jeg kan klare hvad som helst” – det kunne rykke rigtig meget i samfundet på et ligestillingsniveau. Efter jeg havde født mit første barn, tænkte jeg jo også ”selvfølgelig kan jeg da blive jordemoder! Jeg skal dog ikke selv have flere børn, for de sover jo ikke om natten, og man skal også opdrage dem, men at få lov at nasse på andres lykkehormon er bare så fedt. Jeg føler mig lidt som en narkoman, der skal have mit fix.”
