Aske ramte en mental mur i praktikken: ”Det er vigtigt, at man tænker på sig selv, så man ikke bryder sammen”

”Jeg har set folk, som har været i psykose. Man kan blive virkelig bange, fordi de er bange. Men man får også empati. Det kan være rigtig hårdt at se patienter, der har det så skidt. Så at blive bedre rustet til at håndtere dét, er måske den største opgave.”

Sådan siger sygeplejestuderende Aske Elm om sin kommende praktiktid på et åbent psykiatrisk afsnit for folk med psykose. Han har set patienter på kanten af livet før, da han var i praktik på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Med andre ord; han ved, hvad det kræver.

”Det er jo lidt en grundpræmis, at man selv har en vis grad af mental robusthed, når man skal tage sig af nogen, som ikke har det. Især i psykiatrien,” siger den 29-årige studerende.

Det var den erkendelse, der fik ham til at sige ja til at deltage i et forløb, der klæder sygeplejestuderende på til at tage hånd om egen trivsel.

”Styrket mental sundhed for fremtidens sygeplejersker” hedder pilotprojektet, som Din Sundhedsfaglige A-kasse står bag i partnerskab med Center for Mental Robusthed og Diakonissestiftelsen. Via undervisning, netværksgrupper og egen mental træning skal projektet afdække, om det er muligt at øge trivslen og forebygge stress hos Aske Elm og hans medstuderende, der inden længe trækker i kitlen som færdiguddannede sygeplejersker.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto af Andreas Beck

”Som sygeplejerske har du meget patientkontakt, og når du har vigtige arbejdsopgaver, som fx at passe på psykisk syge mennesker, er det endnu vigtigere, at du har så mange redskaber som muligt til at passe på dig selv,” siger Aske Elm, som har taget nogle af øvelserne fra forløbet i brug allerede.

Et positivt sind

Aske Elm kommer oprindeligt fra Møn, men har boet i København de seneste otte år af sit liv. Til dagligt læser han på 6. semester på Diakonissestiftelsens sygeplejerskeuddannelse på Frederiksberg.

Han har en bachelor i humaniora fra Roskilde Universitet og tre fjerdedele kandidat i geografi, som han måtte afbryde lige før sit speciale, fordi det gik op for ham, at han ikke ville gå akademikervejen alligevel. Uddannelsesloftet på daværende tidspunkt tvang ham til at opgive specialet, hvis han skulle have mulighed for at vælge en ny retning i sit liv; sygeplejen.

”I nogle af de år, jeg gik på universitetet, arbejdede jeg som hjemmehjælper i Gentofte. Den vej igennem er jeg blevet præsenteret for det fag, jeg læser nu. Man gør en forskel for mennesker, og man kan se nogle klare resultater med det samme. For det meste. Det er universelt, og det er praktisk,” siger han om sit fagskifte.

Aske Elm betegner sig selv som 'mental robust og positivt tænkende'. Og selvom de efterhånden manglende SU-klip gør, at han mange dage er i gang fra klokken otte om morgenen til 23 om aftenen – først studie, så arbejde – så får han det bedste ud af det. Huslejen skal jo betales.

Men da han skulle i klinik på 5. semester og lægge, hvad der svarer til et fuldtidsarbejde i timeantal og samtidig skulle balancere to studiejob ved siden af, skete der noget.

”I min sidste klinikperiode, oplevede jeg for første gang at være psykisk udkørt. Min mentale robusthed var meget, meget lav. Og det var lidt en øjenåbner for mig, fordi jeg synes, at jeg altid har været robust, haft enormt meget overskud og været glad og tilfreds for det meste. Jeg har klaret de udfordringer og modstand, der har været i mit liv. Men der kunne jeg godt mærke, at jeg blev ramt på en måde, som jeg ikke har prøvet før,” siger Aske Elm.

Det var ikke mængden af opgaver eller selve opgaverne alene, der gjorde udslaget, forklarer han, men derimod det mentale pres, der lå i at præstere sit bedste mange timer i døgnet – og på en dårligt normeret afdeling – der til sidst knækkede ham.

”Jeg havde ikke tid til at lade batterierne op, så jeg løb tør på et tidspunkt, hvor jeg bare ikke kunne mere. Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Det var ikke fordi, jeg var stresset. Men jeg havde mange ting, jeg skulle nå på kort tid og samtidig blev jeg presset til mit yderste på mit arbejde. Det var svært at håndtere,” konstaterer Aske Elm, som samtidig oplevede sygdom i sin nærmeste familie.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto af Andreas Beck

I dag prøver han at undgå samme følelse ved at være opmærksom på egenomsorg. Erkendelsen af, at selv mennesker som ham med mentalt overskud kan ramme muren, har gjort ham ydmyg i arbejdet med mental sundhed

”Man kan aldrig vide sig sikker, så det er godt at være forberedt med nogle redskaber til, hvordan man kan trække sig selv op af et sort hul.”

Mental sundhed på skemaet

En del af den forberedelse Aske Elm taler om, er tre undervisningsdage, som han har deltaget i på forløbet om styrket mental sundhed. Her er de studerende blandt andet blevet klogere på selvregulering, positive relationer og følelser samt kognitive modeller, der hjælper til at give et retvisende billede af virkeligheden.

Det har været med til at give den kommende sygeplejerske en følelse af ikke at være alene.

”Jeg ved nu, at det ikke kun er mig, der har det sådan. De ting, jeg oplever, er faktisk meget almindelige. Det oplever alle mennesker. Så muligheden for at se ens mentale helbred i et lidt større perspektiv, synes jeg, har været utrolig lærerigt.”

Forløbet og oplevelsen af at brænde ud i sin klinikperiode bærer han med sig ind i et fremtidigt job, forhåbentlig i psykiatrien, hvor Aske Elm ser sig selv, når uddannelsen er i hus.

Særligt én ting står klart for ham.

”Hvis arbejdspresset er for stort for længe, så knækker man. Man skal selv have det godt for at kunne tage sig af andre,” siger han velvidende at et i job sundhedssektoren formentlig bliver et travlt et af slagsen.

”Vi kan ikke trylle flere sygeplejersker frem og vi kan ikke trylle flere patienter væk, så det er virkeligheden lige nu, vi bliver nødt til at forholde os til. Og der tror jeg, at det er vigtigt, at man tænker på sig selv, så man ikke ender med at bryde sammen. Hvis det sker, så kommer man måske aldrig til at hjælpe nogen mennesker igen.”

Aske Elm er en del af en årgang sygeplejestuderende på Diakonissestiftelsen, som deltager i pilotprojektet. Under praktikken mødes de studerende i netværksgrupper til supervision og coaching. Deres trivsel bliver løbende evalueret over ét år frem mod 2024, hvor resultatet ligger klar.

Pilotprojektet skal forebygge stress hos sygeplejestuderende