Når du melder dig ind, skal du notere, at du allerede er medlem af en anden a-kasse. Det gør du ved at trykke på knappen "meld dig ind" ovenfor, udfylde skemaet og krydse af i boksen, om du er medlem af en a-kasse allerede.
Herefter tager vi kontakt til din nuværende a-kasse og sørger for, at du bliver overflyttet til os. Du skal derfor ikke melde dig ud af din nuværende a-kasse.
Overflytning som nyuddannet
Er du lige blevet færdiguddannet og vil overflyttes til Din Sundhedsfaglige A-kasse, skal du melde dig indsenest 14 dage, efter du har bestået din sidste eksamen.
Som nyuddannet har du følgende muligheder og rettigheder:
- Skal du søge om dagpenge, når du bliver færdiguddannet, kan du først ansøge om dagpenge, når du har fået en bekræftelse på, at du er optaget som nyuddannet.
- Du kan få dagpenge i op til 2 år, hvis du er ledig efter uddannelsen.
- Har du været medlem af din tidligere a-kasse i minimum 1 år, har du mulighed for ret til dagpenge fra dagen efter din sidste eksamen. Husk dog at melde dig ledig på jobnet.dk, da du tidligst kan få dagpenge fra den dag, du er ledigmeldt.
- Overflyttes du fra din nuværende a-kasse med rettigheder som nyuddannet, bliver du optaget som medlem i Din Sundhedsfaglige A-kasse pr. den første i den måned, hvor din sidste eksamenen er.
- Du får dagpenge på dimittendsatsen, som er en særlig sats for nyuddannede.
- Har du tidligere modtaget dagpenge eller arbejdet? Så skal du, inden du melder dig ind, tage stilling til, om du vælger at få ret til dagpenge som nyuddannet, eller om du vil fortsætte med de rettigheder, du har på nuværende tidspunkt.
Du skal derfor kontakte din nuværende a-kasse, som kan undersøge, om det bedst kan betale sig for dig at blive overflyttet med rettigheder som nyuddannet eller med dine nuværende rettigheder. Der kan nemlig være fordele og ulemper ved begge dele.
Når du har fundet ud af, hvad der bedst kan betale sig, skal du i indmeldelsesblanketten hos os notere under afsnittet 'Uddannelse', hvilke rettigheder du ønsker at blive overflyttet med.
Overflytning som lønmodtager
Ønsker du en overflytning til Din Sundhedsfaglige A-kasse i forbindelse med, at du afslutter en uddannelse indenfor vores faglige område, bør du være opmærksom på, om du har en eksisterende dagpengeret fra dit medlemskab hos din tidligere a-kasse.
Har du en eksisterende dagpengeret, skal du nemlig vælge, om du ønsker at blive overflyttet som nyuddannet – med de rettigheder der er beskrevet i afsnittet ovenfor - eller om du ønsker at blive overflyttet med dine eksisterende rettigheder.
Der kan være forskel på, hvad du kan få i dagpengesats, og hvor længe du kan få dagpenge afhænger af, om du vælger overflytning som nyuddannet eller med eksisterende rettigheder.
Du kan kontakte os for at få hjælp til at afklare dine muligheder.