Vi anbefaler at din ansøgning indeholder disse elementer:
- En god overskrift
- Et motivationsafsnit
- Et kvalifikations- og kompetenceafsnit med faglige kompetencer
- Personlige kompetencer
- En opsummering og god afslutning
1. Den gode overskrift
Laven sigende overskrift, der passer til den stilling, du søger. Du kan vælge at lave en neutral overskrift, fx:
- Sygeplejerske med mange års erfaring indenfor børneområdet søger nye udfordringer
- Fysioterapeut til forløbsprogrammer
Du kan også vælge at lave en overskrift, hvor din motivation eller din personlighed bliver fremhævet. Her er det vigtigt, at ansøgningen afspejler det, du skriver. En overskrift kan fx være:
- Ergoterapeut der brænder for genoptræning
- Bioanalytiker med flair for patientkontakt
2. Motivation
Målret din ansøgning til sundhedsvæsnet og til selve arbejdspladsen. Din faglige og personlige motivation for at søge stillingen skal være meget tydelig og skal være det første, arbejdsgiveren læser. Undersøg virksomhedens hjemmeside. Her skal du kigge på den respektive afdeling, men vi anbefaler også, at du kigger på hospitalets eller kommunens hjemmeside. Hvilken profil har virksomheden, vision, værdigrundlag, faglige profil osv.
Hvad er det præcist ved arbejdspladsen, arbejdsområdet eller patientkategorien, du synes er spændende og/eller udfordrende? Forklar og begrund din motivation for at søge stillingen:
- Min interesse for stillingen er vakt, da jeg brænder for….fordi…..
- Jeg ser hjertemedicinsk afdeling som en attraktiv arbejdsplads, fordi……
- Efter samtale med leder eller medarbejder xx og efter at have læst om afdelingen på hjemmesiden, er det tydeligt, at det er en afdeling, jeg vil være stolt af at være en del af, fordi….
3. Erfaringer og faglige kompetencer
Beskriv dine kvalifikationer og kompetencer i relation til den aktuelle stilling Nævn, hvad der kvalificerer dig til jobbet. Her er det vigtigt, at det ikke bliver en lang opremsning af dine tidligere ansættelser.
Du skal tænke fremadrettet, skrive dig ind i jobbet og vise, hvad ud kan bidrage med.
Fremhæv i din ansøgning, hvorledes du tænker, at du kan anvende de kvalifikationer og kompetencer, du har med dig. Giv eksempler og forsøg at beskrive, hvordan du tænker, at en ny arbejdsplads kan få glæde af dine relevante kvalifikationer og kompetencer. Tænk på, at det kan være både patienterne, de pårørende eller dine kommende kollegaer. Det kan naturligvis være vanskeligt, hvis man kun har en kort opgavebeskrivelse i jobopslaget. Derfor er det ekstra vigtigt, at du selv opsøger oplysninger om arbejdspladsen via internettet, deres hjemmeside og ”google” arbejdspladsen for at finde artikler eller anden omtale.
Det er vigtigt, at det, du tilbyder dem, præsenteres struktureret. Sørg for at have det vigtigste først i afsnittet. Skriv konklusionen først og forklar derefter.
Eksempler på sætningsopstart:
- Jeg har erfaring med….
- Jeg er / jeg lykkes med / jeg har succes med….
- Jeg ser mig selv i stillingen fordi….
- Mine bedste kompetencer til jobbet er….
- Jeg inspireres / drives af, at….
4. Personlige kompetencer
Dine personlige kompetencer handler om, hvordan du er som kollega og medarbejder på din kommende arbejdsplads. Beskriv med eksempler, hvordan du kan bruge dine personlige egenskaber i en faglig og kollegial sammenhæng på arbejdspladsen.
Beskriv dine personlige kompetencer. Skriv her hvilke personlige egenskaber, du står for. Fx: Du er nysgerrig, proaktiv, ambitiøs, udadvendt, vellidt, engageret. Det er vigtigt, at det ikke blot bliver en lang opremsning af ord, men at du beskriver, hvorledes du tænker, at disse egenskaber vil kunne sættes i spil på den ny arbejdsplads.
Eksempler:
- Jeg er meget vellidt af patienter, kollegaer, familie og venner, da jeg altid er der for mennesker, som har brug for hjælp.
- Jeg kan have mange bolde i luften. På en travl dag forstår jeg at prioritere mellem arbejdsopgaverne, så det væsentlige bliver løst først. Denne egenskab tænker jeg, at jeg kan sætte i spil hos jer i akutte situationer.
- Jeg er meget nysgerrig, vellidt og rummelig. Gennem mit frivillige arbejde i medborgerhuset har jeg kontakt med mange mennesker med forskellige kulturelle og religiøse baggrunde. Det har været med til at give en stor rummelighed og forståelse, som jeg tænker, jeg kan bruge i mit daglige arbejde på xxx (Nævn den nye arbejdsplads)
5. Afslutning
Rund gerne din ansøgning af med at opsummere hvad de får, når de vælger dig, skriv fx:
- Med mig som kollega får I….
- I skal vælge mig, fordi….
Afslut ansøgningen ved at være imødekommende overfor en uddybende samtale, skriv fx.
- Jeg ser frem til at møde jer til en personlig samtale, hvor jeg vil glæde mig til at uddybe min ansøgning.
- Jeg glæder mig til at bringe mine kompetencer i spil hos jer og bidrage til den gode udvikling på xxx sted.