Elevatortale

”Fortæl lidt om dig selv”. Sådan vil det typisk lyde til en jobsamtale. Her får du 6 tips til, hvordan du forbereder og øver dig på den gode samtale.

Enkle spørgsmål, kræver enkle svar. Men du vil hurtigt opdage, at det kræver tid at finde dem og levere dem kort og præcist. Din præsentation af dig selv skal være skarp og så kort, at den i princippet kunne nås på en elevatortur. Det bliver den kun, hvis du øver dig.

Her er 6 konkrete tips til, hvordan du udformer og øver dig på den gode elevatortale.

  1. Fortæl, hvem du er fagligt og socialt
    Hvad er din baggrund (uddannelse og erfaring), og hvor skiller du dig ud?
    Sæt ord på, hvad det specielt er, du kan.

  2. Hvordan skaber du værdi?
    Vælg et godt eksempel fra dit arbejde, der giver et billede af, hvordan du
    løser dine opgaver - og ikke mindst hvilke gode resultater du har opnået.

  3. Lav et skelet du kan tilpasse
    Lav et skelet af de to ovenstående punkter, som du kan bruge igen og
    igen. Tilsæt et målrettet tvist, alt efter hvem, du taler med. Sørg fx for at referere til erfaringer, der har relevans for det job, du søger.

  4. Få indhold og udtryk til at spille sammen
    Din elevatortale skal maks. vare ét minut. Øv dig, tag tid og skær fra, så du
    kun har det vigtigste med. Husk, at din fysiske fremtoning og stemmeføring skal understøtte dine ord.

  5. Optag dig selv
    Optag din elevatortale på video. Når du ser dig selv, opdager du hurtigt, hvor du virker ægte og engageret, og hvor du skal stramme op, så du bliver fokuseret og overbevisende.

  6. Find en kollega at sparre med
    Lav evt. din elevatortale sammen med en god ven eller kollega. Giv hinanden feedback. Elevatortalen kan bruges i flere sammenhænge – både til jobsøgning og netværk.

Tips til den gode elevatortale er et uddrag af vores bog “Førstehjælp til dit arbejdsliv”.