Lad os nu indrette arbejdslivet bæredygtigt – effektivt og fremsynet

I 1919 kæmpede arbejderbevægelsen for en tålelig tilværelse med ”8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers søvn”. Godt 100 år senere fokuserer den socialdemokratisk ledede regering vist mest på arbejdsdagen og virker ude efter danskernes arbejdsmoral. Men retorikken synes forældet, uden nuancer og uden fremsyn. Det kan da næppe være effektivt? En spritny podcast fra Din Sundhedsfaglige A-kasse med en tidligere, central S-minister er seneste tegn på noget andet.

Blog 13. december 2023

Mens Mette Frederiksen og Kaare Dybvad bibringer befolkningen sine alvorsord, så skriver den mangeårige  S-minister og nuværende ligestillingsordfører, Trine Bramsen, i Altinget:

 ”Nøglen til at mindske stress, mistrivsel og sygemeldinger ligger måske netop i diskussionen om, hvordan vi tilrettelægger et arbejdsmarked, hvor det ikke gælder om at overleve indtil pensionsalderen indtræffer – men også om at leve undervejs.”

Bramsen citerer i samme ombæring tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale fra 1998:

 ”Vi har alle set unge forældre - oftest er det jo moderen - komme cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke med de små søvndrukne bag på cyklen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling? - Jeg tror det”.

En anden fremtrædende, tidligere S-minister, Christine Antorini, udtrykker parallelle refleksioner i den dugfriske podcast ”Skift karriere i sen alder – sådan gik Christine Antorini fra direktør til studerende” fra Din Sundhedsfaglige A-kasse. Her påpeger den tidligere undervisningsminister bl.a., at: ”Jeg tror også, at man er nødt til at se på det politisk. For det politiske budskab er jo tydeligt: ”Vi skal arbejde længe!” Men så skal man også tænke i nogle rammer for, at man kan skifte spor, og at det er muligt, at man kan uddanne sig - også ind i de områder, hvor der mangler medarbejdere, som fx på sygeplejerskeområdet.”

Og Antorini har sat handling bag ordene; i september startede hun på sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød.

For det må aldrig være for sent at skifte spor. Gentænke sit arbejdsliv. Det kan fx ikke være godt for hverken den enkelte eller samfundsøkonomien, at mere end 4 ud af 10 af medlemmerne i Din Sundhedsfaglige A-kasse faktisk er i tvivl om, hvad de vil med deres arbejdsliv. Eller at over hver fjerde af dem føler sig udbrændte pga. deres arbejde.

Som Antorini også betoner: ”Det kan godt være, at jeg ikke kommer til at arbejde fuldtid, indtil jeg bliver 70 år. Men jeg vil gerne give noget tilbage; jeg kan godt lide at arbejde. Jeg synes det er vigtigt, at det er nogle meningsfulde opgaver, og jeg har også brug for det faglige og sociale fællesskab, som en arbejdsplads er. Så jeg vil meget gerne bidrage – men så skal det også være på nogle muligheder, hvor jeg ikke skal arbejde så meget, som jeg har gjort før.”

 Fleksibilitet virker mere effektivt end betonparoler – og har vi råd til andet?

Hvis vi gerne vil lande nærmest en effektiv indretning af vores arbejdsmarked og optimal udnyttelse af samfundsressourcerne, må vi kunne indrette arbejdslivet på forskellige måder, til forskellige tider. Fremfor at argumentere ud fra fastlåste 37-timers-strukturer som evigt saliggørende.

På spørgsmålet om der er råd til, at flere gør som hende, svarer Christine Antorini uden tøven:

 ”Det har vi. For vi har som samfund slet ikke råd til, at der er nogle opgaver, der ikke bliver dækket ind. Og jeg har jo kun mulighed for at tage en ny uddannelse forfra, fordi der desværre ikke er nok, der søger sygeplejeuddannelsen i dag

Vi har for nylig set, at når fx fødeafdelingen i Gødstrup arbejder med individuel fleksibilitet, så tiltrækker og fastholder de sundhedsprofessionelle. De har bl.a. en 4-dages arbejdsuge, som kan mindske stress og udbrændthed – og det lykkes endda på en fødeafdeling med døgnbemanding og stor uforudsigelighed.

I Din Sundhedsfaglige A-kasse kan vi ikke se stiltiende til, når næsten halvdelen af vores medlemmer oplever, at det er svært at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Mere end hver tredje overvejer at gå ned i tid. Og hver tredje føler sig stresset af sit arbejde. Vores medlemmer er blandt de vigtigste faggrupper i sundhedsvæsenet og velfærdssamfundet.

Derfor arbejder vi for, at de får et bæredygtigt arbejdsliv i balance.

Vi fristes til at gentage en statsministers 25 år gamle spørgsmål: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”

Det tror vi – også – på, at vi kan.

Blogindlægget blev bragt Sundhedsmonitor. 

Blog

Dette blogindlæg blev publiceret 13. december 2023

Se alle blogindlæg

Om Harun Demirtas

Forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Harun Demirtas er født 4. juni 1989, bor i København og er uddannet sygeplejerske og social- og sundhedsassistent.

Er desuden 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, og har været politisk aktiv i flere foreninger bl.a. bestyrelsesmedlem i AIDS-Fondet og Dansk Kvindesamfund.

Hørt vores podcast?

Det kalder på nye løsninger at gøre arbejdslivet mere holdbart i længden. Hvordan kan trivsel og fleksibilitet gå hånd i hånd med effektive arbejdspladser?

Det undersøger vi i podcasten Det bæredygtige arbejdsliv.

Læs mere