Er du psykoterapeut MPF, og har du brug for retning og sparring til din karriere? Måske drømmer du om at blive selvstændig og vil gerne lægge en plan?
Tal med vores karriererådgiver Tine Siv Gildbjerg, som selv er uddannet sygeplejerske og psykoterapeut, og få en ny indsigt i dine karrieremuligheder. Hun står klar med en hjælpende hånd til både inspiration til jobsøgning og karriere.
”Jeg ved rigtig meget om, hvilken situation, man står i, når man vil læse videre, skifte karriere, er arbejdsløs og drømmer om at finde et job som psykoterapeut,” fortæller hun.
Tine har både indgående kendskab til arbejdsmarkedet inden for mental sundhed og kan give faglig sparring til at se tingene fra en ny vinkel og se nye muligheder. Og til at tage de første skridt som selvstændig.
”En del psykoterapeuter ønsker at blive selvstændige, hvilket ofte er et stort skidt rent karrieremæssigt og også privat. Hvad er fordelene ved at være selvstændig? Hvad er ulemperne, og hvordan når jeg mit mål?” siger hun.
”Når vi står over for at udleve vores drømme, er det ofte os selv der er den største begrænsning for at komme i mål med vores drøm. Her kan det være gavnligt at få taget et ”reality tjek” på, om det for eksempel er ens bekymringer, der begrænser en, eller om det er, fordi tiden bare ikke er den rette til det spring lige nu. Det kan jeg hjælpe med at finde ud af”.
Husk at tage dig kærligt af dig selv
Tine Siv Gildbjerg udøver ikke terapi, men hun bruger sin viden og teori fra psykoterapeutuddannelsen på mange forskellige måder, når hun taler med medlemmerne i Din Sundhedsfaglig A-kasse.
”Som ledig kan man komme i kontakt med mange svære følelser, og nogle gange er det svære situationer, der er gået forud for, at man blev ledig. Det kan være sygemeldinger forårsaget af stress eller fysisk sygdom, der gør, at man ikke længere kan varetage sin jobfunktion,” fortæller hun.
”At have psykologisk kendskab til, hvordan vi mennesker kan opleve kriser, hjælper mig til at kunne møde og rådgive vores medlemmer”.
Hun bruger dagligt sin viden om stress og selvværd, som hun også fik fra studiet. Hun taler ofte med medlemmerne i Din Sundhedsfaglige A-kasse om, hvordan tanker kan påvirke os, og hvordan man tager en pause fra eventuelle bekymringer.
Så bruger hun sin viden og kompetencer indenfor positiv psykolog for at sætte fokus på de muligheder, der også findes i svære situationer.
”Stort set alle psykoterapeuter besidder en eller anden funktion, hvor de passer på eller er noget for andre, hele det aspekt i også at kunne tage sig kærligt af sig selv, synes jeg er vigtigt at give videre,” siger hun.
Hun kan derfor støtte psykoterapeuter MPF med de mange tanker, der kan opstå, når man skal springe ud i noget nyt eller forlade noget velkendt.
Det hjælper at se det ”udefra” med nye øjne
Som karrierekonsulent rådgiver Tine Siv Gildbjerg også dagligt både sygeplejersker, jordemødre og andre sundhedsfaglige faggrupper og hjælper dem med at opdage nye muligheder og udforske deres passioner.
”Det er utroligt givende at være en del af en proces, hvor folk opnår større klarhed og finder vejen – eller kommer et skridt nærmere deres drømmejob,” siger hun.
Selvom hun er en del af den proces, der skaber klarhed, mener hun, at mange af medlemmerne i Din Sundhedsfaglige A-kasse, herunder særligt psykoterapeuterne, allerede er enormt reflekterede og ofte godt selv kender deres styrker og udfordringer, når de ringer ind til hende.
”Det betyder ikke, at du ikke kan komme i en situation, hvor du har brug for hjælp til at se tingene ”udefra” med nye øjne, og det er det, jeg synes professionel rådgivning kan”.