Sådan går du fra nyuddannet til sundhedsfaglig selvstændig

Drømmer du om at starte din egen virksomhed, når studiet er veloverstået? Her får du svar på ting, der er gode at vide, når du går selvstændig som dimittend.

Efter det sidste punktum i eksamensopgaven venter et spændende arbejdsliv, og hvis du har ambitioner om at starte som selvstændig erhvervsdrivende, sidder du sikkert med en masse store og små spørgsmål, der grundlæggende handler om; Hvordan gør man egentlig?

Vi har samlet en række af de mest gængse spørgsmål, som nyuddannede sundhedsfaglige grubler over, når iværksætterdrømmene begynder.

Fra studerende til chef i egen forretning

Hvad skal jeg kunne som selvstændig?

Som sundhedsfaglig er din spidskompetence netop det; din sundhedsfaglige viden og kunnen. Men som selvstændig skal du også være klar til at kaste dig over flere discipliner end dem, du er vant til.

Du skal overskue alle aspekter i din forretning, selv om du ikke behøver at være ekspert eller stå for det hele selv. Som eneste ansatte i ”butikken” er du nemlig hovedansvarlig for, at du lever op til reglerne, og at din virksomhed løber rundt. Det vil sige, at du skal tænke i alt fra regnskab til markedsføring og evt. koordinering af lokaler og en bookingkalender.

Menneskelige relationer er sandsynligvis ikke fremmed for dig, og det er en stor styrke at være god til at snakke med og møde mennesker. Se det som din fordel, når du som selvstændig skal tiltrække kunder eller indgå i forskellige samarbejder, hvis du får brug for det.

Bør jeg tage et job, inden jeg bliver min egen chef?

Der er ingen, der siger, at det er bedst at arbejde som lønmodtager, før man går selvstændig. Men som ved alle andre til- og fravalg er der fordele og ulemper. En stor fordel er fx, at du som helt nyuddannet kommer med den nyeste viden inden for dit område og masser af gå-på-mod med din gode idé, som du sikkert har haft sommerfugle i maven over i et stykke tid. Nogle vil foretrække at have erfaring fra et lønmodtagerjob, før de kaster sig ud i at favne områder udover deres faglige kompetencer – som du jo skal som selvstændig – mens andre er klar til at starte op selv lige efter studiet. Mærk efter i maven; Hvad føles rigtigt for dig?

Hvordan ved jeg, om min idé er god?

Det allervigtigste er, at du har en idé, som kan give dig din nødvendige indtægt, når du skal gå fra SU til at give dig selv løn. Det kan du blive klogere på, hvis du laver en forretningsplan, hvor du blandt andet kigger på, hvem dine potentielle kunder er og deres behov samt budgettet.


Du behøver ikke have en vision om at skalere din virksomhed i størrelse eller få mange ansatte. Du kan være glad for at være ene selvstændig eller have mange ansatte – spørgsmålet er, hvilken virksomhed du har lyst til at drive og om din idé matcher ambitionen?

Det praktiske

Hvordan starter jeg en virksomhed?

Helt konkret skal du først finde et navn til din virksomhed og finde ud af, hvilken virksomhedsform der passer bedst til din type forretning. Se de forskellige muligheder her.

Når du har gjort din research på området, kan du registrere din virksomhed digitalt her. Nu er du i gang! 

Skal jeg have en opsparing til at starte med?

Først og fremmest skal du beslutte dig for, hvilken virksomhedsform du vil registrere. En enkeltmandsvirksomhed stiller ikke nogen krav til startkapital, hvorimod et anpartsselskab kræver, at du har 40.000 kroner stående i din virksomhed fra start. Derudover er det meget individuelt, hvor mange penge du har brug for at have på lommen som ny selvstændig erhvervsdrivende. En god idé er at kigge på dit budget og sætte de penge af, der er beregnet i budgettet.

I hvilken rækkefølge skal jeg gribe det an?

Det starter først og fremmest med din gode idé, som du naturligvis har tryktestet ved at lave en forretningsplan, hvor du også undersøger markedet. Herefter er det naturligt at kigge på dit budget. Efter alt dette kan du rykke til etableringsfasen, hvor du helt lavpraktisk skal registrere din virksomhed og have en NemKonto osv.. Etableringsfasen har også konkrete opgaver med fx at skaffe lokaler, produktionsfaciliteter og tilladelser. I sidste fase går du i gang med at drifte, udvikle, markedsføre og føre regnskab.

Hvordan håndterer jeg moms, skat og regnskab?

En vigtig del af livet som selvstændig er at have styr på sit regnskab. Mange har glæde af at hyre en revisor, der kan hjælpe med den del. Du kan læse meget mere om skat, moms og regnskab generelt her.

Hvordan griber jeg markedsføringen af min virksomhed an?

Der findes et hav af muligheder for at gøre opmærksom på dig selv og dine ydelser, og hvis du ikke har erfaring med marketing, kan det være svært at vide, hvor du skal starte og slutte. Derfor har vi skrevet denne guide til hvordan du griber markedsføringen an som sundhedsfaglig selvstændig.

Hvad skal jeg tage for min ydelse?

Noget af det sværeste som ny solo-selvstændig kan være at finde ud af, hvordan du skal prissætte dine ydelser eller dit produkt. Det korte svar er, at du skal tage det, som dine kunder vil betale. Det lidt mere nuancerede svar er, at der er en masse ting, du skal tage højde for.

  • Har du direkte konkurrenter – og hvad tager de for deres ydelse?
  • Pengene skal dække dine faste udgifter, og der skal være nok til, at du kan få løn.
  • Indtægten skal også gå til dine feriepenge og din pensionsopsparing.
  • Du gør klogt i at sætte et beløb af til markedsføring og eventuelle ydelser, du gerne vil købe – fx en revisor eller andre eksperter.

Når du har lavet dit store regnestykke i forbindelse med, at du lægger dit budget, vil du formentlig blive meget klogere på, hvad du skal tage for din ydelse, for at din forretning kan løbe rundt.

Hvordan får jeg kunder?

En afgørende faktor for, om din forretning kan løbe rundt, er, om du kan tiltrække kunder. Er behovet for din ydelse stor nok? Og formår du at nå dine potentielle kunder med dit salgsbudskab? Det er de to ting, der skal gå op i en højere enhed. Når du har afdækket behovet for dit produkt eller din ydelse i markedet, skal din markedføring skaffe dig kunder.

Det sjove

Hvad er fordelene ved at være selvstændig?

Der er flere gode ting ved at være sin egen chef. Først og fremmest; Er det ikke skønt, at du kan gøre din passion til din levevej? Der er ingen, der bestemmer hvad du skal lave andre end dig selv, og du kan derfor vælge at prioritere at kaste dig over arbejdsopgaver, som giver dig energi. Derudover er der oplagte fordele som fx muligheden for at planlægge din egen hverdag på dine præmisser. Kan du lide at starte morgenen med en tur i svømmehallen? Så kan du snildt gøre det – hvis du først har booket aftaler i kalenderen op ad formiddagen vel at mærke. En ting, som også er værd at nævne, er, at når det går godt for din virksomhed, så er det dig selv, du kan takke. Det giver (også) overskud på selvtillidskontoen.

Kan jeg få sparring?

Det kan godt være ensomt at kaste sig ud på det solo-eventyr, det er at være selvstændig erhvervsdrivende. Men husk på, at der er mange andre, som befinder sig i samme situation som dig. Der findes hjælp at hente i form af netværk og sparring – blandt andet gennem fagforeninger og iværksætterprogrammer. Læs mere om det her.

Ønsker du sparring på de mange regler, som er forbundet med at være selvstændig? Fx om du er berettiget til supplerende dagpenge i opstartsfasen eller andet, så kan du altid ringe til os. Du kan også læse mere om det her.

Din personlige økonomi

Kan jeg gå fra SU til dagpenge, mens jeg starter min virksomhed?

Det første svar på det spørgsmål er, at du skal være medlem hos os for at få dagpenge. Dernæst kommer det helt an på, hvordan du har tænkt dig at gribe din arbejdssituation an. Lovgivningen skelner mellem, om du driver din virksomhed som hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse. Hvis din virksomhed vurderes til at være en bibeskæftigelse, så kan du have ret til dagpenge, samtidig med du driver den. Der findes flere regler på området for selvstændige og dagpenge, som du kan opdatere dig på.

Skal jeg arbejde dag og nat for at få det til at løbe rundt?

Ingenting kommer af sig selv, og skal der ske noget i din virksomhed, skal initiativet komme fra dig. Der vil være masser af ting at se til – især i opstartsfasen. Når det er sagt, så vil den tid, du vælger at bruge på det komme helt an på dit ambitionsniveau og værdien af din ydelse. Nogle bliver selvstændige for at få mere tid til sig selv og familien ved at planlægge ugentlige fridage, mens andre selvstændige arbejder mange timer om ugen.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan leve af min virksomhed?

Der er mange måder at indrette sit arbejdsliv på. Hvis du finder ud af, at du ikke kan leve af din virksomhed alene, kan du overveje at kombinere det med nogle vikartimer eller et job på nedsat tid. Det kan også være, du finder ud af, at livet som selvstændig slet ikke er noget for dig, og du må lukke din virksomhed.

Under alle omstændigheder vil det være en fordel at være medlem af Din Sundhedsfaglige A-kasse, da det kan være, du vil gøre brug af dagpenge og dermed ikke stå uden indtægt i en rum tid, mens du søger job.

Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg?

Som selvstændig erhvervsdrivende har du mulighed for at få sygedagpenge fra din kommune, når du er uarbejdsdygtig på grund af sygdom og de øvrige betingelser er opfyldt. Du kan læse mere om reglerne her.

Hvad gør jeg, hvis jeg skal på barsel?

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende og skal på barsel, kan du søge om barselsdagpenge. Også her gælder en række betingelser, som du skal leve op til for at få barselsdagpenge. Bliv klogere på barsel som selvstændig her.

Er du i tvivl, om du er på rette vej som selvstændig erhvervsdrivende?

Tag denne test og find ud af, hvad du mangler at tjekke op på, inden du springer ud i livet som iværksætter.

Se vores webinar og bliv klogere på livet som selvstændig

3 gode grunde til at være medlem som selvstændig

  • Du er produktet - vi sikrer dig en indtægt, hvis du ikke kan levere
  • Du får en forsikring, du kan regne med
  • Du kan evt. få dagpenge, mens du løber din forretning i gang

Bliv medlem i dag

MasterClass i markedsføring

Få det optimale ud af din markedsføring, når en af landets førende på området viser en række digitale markedsføringsdiscipliner, du kan omsætte til handling i din kommende eller eksisterende virksomhed.

Tilmeld MasterClass