Læg et budget

Der er altid udgifter forbundet med det at være selvstændig. Derfor er det vigtigt, at du danner dig et overblik og lægger et budget.

De første måneder som selvstændig sundhedsfaglig vil ofte være forbundet med flere udgifter end indtægter. Lokaler, udstyr, kundemøder, revisorhjælp mm. koster alt sammen. Står du ikke med en håndfuld kunder, der kan give dig omsætning, så skal du finde pengene et andet sted. Det kan ikke komme bag på nogen.

Beskriv din forretningsidé

Derfor er første step som selvstændig at sætte dig ned og beskrive din forretningsidé og de medfølgende udgifter. Hvis ikke du kan beskrive din forretningsidé i forholdsvis få sætninger, bør du se det som et tegn på, at der er for meget omkring dit koncept, som er uafklaret. Hvis du har svært ved at forklare dig selv, hvad du sælger, og hvor kunderne kommer fra, bliver det helt umuligt at forklare en potentiel samarbejdspartner, leverandør, bank eller vigtig investor. Du må arbejde mere med idéen, så den bliver klarere for dig, og du kan se, hvad der skal til for at realisere den.

Du bør samtidig vurdere og beskrive, hvordan du vil arbejde med salget - altså din markedsføring - og hvor hurtigt, du forventer at have omsætning.

Lav et årsbudget

Helt lavpraktisk skal du gennemtænke og på papir visualisere, hvordan din idé vil udvikle sig økonomisk i løbet af det første år og hvilke tiltag, du vil sætte i gang. Inddel året i kvartaler og skriv ned, hvad du forventer af indtægter, udgifter og andre initiativer. På den måde får du afdækket, hvor længe du kan drive forretningen, uden at tjene noget og om du evt. har behov for at låne penge et sted – og hvornår det er påkrævet. Husk at medregne i dit budget, at du som medlem hos os kan få supplerende dagpenge, mens du starter din virksomhed op. Det kan gøre det lettere at få mad på bordet, mens du etablerer den drøm, der skal brødføde dig – og måske din familie – fremadrettet.

Du kan fx benytte et simpelt økonomisk årshjul som visuel guideline for dit projekt. Når du begynder med at definere din forretningsidé og dermed definere dit økonomiske behov og din grænse, vil du være langt bedre rustet til et liv som succesfuld selvstændig. Du får ikke flere penge af at lave budgettet, men det økonomiske årshjul giver bedre overblik, så du kan reagere i tide.

 

 

Årshjul giver overblik over mål

Mest af alt får du et klart mål. For at kunne afdække, hvor længe du kan klare dig uden løn fra din virksomhed, må du sætte nogle delmål for, hvornår de første betalende kunder skal i hus. Ved at gennemtænke de økonomiske scenarier så godt det nu er muligt, sikrer du dig, at der bliver arbejdet seriøst med din drøm fra første færd. Du sikrer, at omgivelserne tager dig seriøst. Og deler du økonomi med nogen, skylder du ganske enkelt vedkommende at få dette overblik. Du køber jo heller ikke et sommerhus, uden at din partner også har nikket til de nye månedlige udgifter.

Det kan være, du ikke er meget for tal. Så må du finde folk, der kan hjælpe dig. Forarbejdet er afgørende for, at du kommer godt fra start. Det økonomiske årshjul bliver et redskab, der fortæller dig, om du når dine mål, om du bliver nødt til at speede din salgsindsats op – eller om du bør finde en anden levevej. Det er samtidig et redskab, der kan øge dit drive og appellere til dit konkurrencegen. Årshjulet hjælper med at afdække, hvad der skal til, for at din virksomhed bliver en succes.

Kilde: Førstehjælp til dit arbejdsliv

3 gode grunde til at være medlem som selvstændig

  • Du er produktet - vi sikrer dig en indtægt, hvis du ikke kan levere
  • Du får en forsikring, du kan regne med
  • Du kan evt. få dagpenge, mens du løber din forretning i gang

Bliv medlem i dag

MasterClass i Markedsføring

Få det optimale ud af din markedsføring, når en af landets førende på området viser en række digitale markedsføringsdiscipliner, du kan omsætte til handling i din kommende eller eksisterende virksomhed.

Se MasterClass