Erfaren ergoterapeut: “Jeg skal ned i tid, ellers holder jeg ikke til pensionsalderen”

Med pensionsudspil fra Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har emnet fyldt godt i løbet af den just afsluttede valgkamp.

Nu understreges emnets vigtighed af en undersøgelse blandt mere end 2.400 sundhedsfaglige i alderen 50-65 år. Den viser nemlig, at knap hver tredje forventer at måtte stoppe før pensionsalderen.

En af dem er Brian Laurits Højsgaard Jensen. Han er 64 år og arbejder som ergoterapeut i psykiatrien i Hillerød, og selvom han er glad for sit arbejde, kan han mærke, at det slider.

"Det er ikke, fordi jeg ikke kan arbejde, men energien er bare ikke den samme som før. Efter mange års arbejde i psykiatrien synes jeg efterhånden, at det er tungt at have så stort et ansvar for andre mennesker. Jeg kan godt mærke omsorgstrætheden," siger han og fortsætter:

"Det betyder, at jeg er begyndt at tænke en del over, hvordan det bliver muligt for mig at kunne blive ved med at arbejde frem til pensionsalderen.”

Udbredt nedslidning i sundhedsvæsnet

Ifølge undersøgelsen, der er gennemført af Din Sundhedsfaglige A-kasse og besvaret af 2.418 fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykoterapeuter, bioanalytikere, radiografer, jordemødre og sygeplejersker, står Brian Laurits Højsgaard Jensen langt fra alene med sin oplevelse af slid.

Undersøgelsen viser, at godt hver tredje sundhedsfaglige oplever markant nedslidning – og at nedslidningen for halvdelen begynder allerede inden deres 55. leveår. Og netop omsorgstræthed er en af de mest udbredte former for nedslidning.

Brian kan især mærke trætheden, når han kommer hjem fra arbejde. Sammen med sin kone lægger han sig på sofaen og tager en halv times powernap. Han er også begyndt at sætte sig ned, når han kan. Før kunne han sagtens stå og smalltalke, men nu leder han automatisk efter en bænk eller en stol.

"Jeg kunne tydeligt mærke en forskel, efter jeg fyldte 60 år. Jeg er 64 nu, og jeg kan mærke, at jeg har brug for at sidde ned. Selv når jeg bare står og taler med nogen, får jeg lyst til at finde et sted at sidde. Det er blevet et mønster," siger han.

På trods af sine oplevelser vil Brian Laurits Højsgaard Jensen gerne fortsætte længere endnu.

"Jeg bliver nødt til at gå i ned i tid, hvis jeg skal kunne blive ved – ellers ender jeg med at blive helt slidt ned. Og heldigvis giver min arbejdsplads mulighed for det, men man skal have økonomien til det. Og det har både min hustru og jeg knoklet for at have,” siger han og fortsætter:

“Jeg har håb for, at jeg på den måde kan blive ved indtil jeg er 67 år.”

Urealistisk med stigende pensionsalder

Ét af de store diskussionsemner er den nuværende regel om, at pensionsalderen skal stige i takt med levealderen – uden nogen former for loft. En regel, der skærer alle over én kam - også landets sundhedsfaglige.

Og det er urealistisk mener, Brian Laurits Højsgaard Jensen, fordi det er ikke alene folk med fysisk hårdt arbejde som politi, fængselsbetjente eller håndværkere, der kan have svært ved at arbejde som 70-årige. Det gælder også i psykiatrien.

For arbejdet i psykiatrien kan udover at være mentalt krævende, også være fysisk hårdt. Man skal håndtere udadreagerende patienter, og nogle gange udvikler det sig til håndgemæng eller direkte slagsmål, før der kommer hjælp.

"Det er svært at se, at pensionsalderen bare skal stige og stige. Jeg kan for eksempel ikke se for mig, at en 70-årig lige skiller to psykiatriske patienter ad, der er kommet op at slås eller skal fastholde en påvirket 25-årig på steroider. Det er jo ikke en fair kamp,” siger han og fortsætter:

"Jeg er med på, at det koster noget for samfundet, at vi bliver ældre og ældre. Men det kan ende med at blive den dyre løsning, hvis ikke der kigges mere på løsninger, der hjælper folk til at blive længere på arbejdsmarkedet.”

Ifølge Brian vil sundhedsvæsnet blive stærkere, hvis erfarne medarbejdere bliver lidt længere - både fordi sundhedsvæsnet mangler arbejdskraft og fordi erfaring betyder noget:

“Men der skal også være gode muligheder for at blive. Det er for eksempel at kunne gå i ned i tid, som det jo ikke er alle, der selv kan betale for, eller at kunne arbejde på efterløn uden at blive modregnet,” afslutter han.