Utraditionel allierede hjalp Ida med at lande drømmejobbet: "Den formulerede mine kompetencer på en overbevisende måde"

Jobansøgninger kan være lidt af en hovedpine, og ofte kan det være svært at få et overblik over, hvilke af dine kompetencer, der giver mening at fremhæve for arbejdsgiveren. Der findes dog et hjælpemiddel, der kan spare dig tid og energi. Nemlig ChatGPT.

At få det rigtige job kan være en udfordrende rejse, især når det kommer til at blive opmærksom på, hvilke kompetencer man har, hvordan man kan bruge dem, og hvordan man kan præsentere dem på en overbevisende måde. Heldigvis for 30-årige Ida Thorsteinsson blev denne rejse lettere med en utraditionel allieret - ChatGPT.  

Denne digitale assistent blev Idas hemmelige våben i jobansøgningsprocessen og hjalp hende med at lande drømmejobbet som IT-konsulent hos Rigspolitiet - et arbejde, der er markant anderledes, end det hun var vant til som uddannet sygeplejerske og med en kandidat i teknoantropologi.  

Hun søgte i første omgang stillingen, fordi hun synes, at den lød rigtig spændende, og selvom den som udgangspunkt lå langt fra hendes tidligere erfaringer, kunne hun godt se et match med nogle af hendes kompetencer.  

Men for at skrive en så god ansøgning som muligt og for at få fremhævet de helt rigtige kompetencer - og dem alle sammen - bad hun ChatGPT om hjælp til at identificere dem, som var mest relevant for stillingen hos politiet. 

”Det er jo et andet miljø, end jeg umiddelbart var vant til at arbejde i, og et område som bruger nogle helt andre vendinger og termer, end jeg er vant til. Det hjalp ChatGPT mig med at komme udenom. Den foreslog blandt andet mine kompetencer som at trives med at arbejde i et tværfagligt miljø og at have gode samarbejdsevner på forskellige organisatoriske niveauer,” siger hun.  

”Den mindede mig også om, at en del af sygeplejerskers arbejde også er at formidle komplekst information til patienter og pårørende, og evnen til at kunne det er jo faktisk også supervigtig i en stilling som konsulent”. 

Kom til jobsamtaler på grund af ChatGPT 

Ida Thorsteinsson fortæller, at hun skrev cirka 12 ansøgninger ved hjælp af ChatGPT og kom til flere samtaler på baggrund af de ansøgninger. Der var en tydelig forskel, i forhold til før hun brugte ChatGPT. Generelt var den god til at formulere og danne et overblik over andre kompetencer, end dem hun selv lige havde tænkt på at fremhæve.  

For eksempel har hun erfaring i at have omskiftelige opgaver på grund af sin sygeplejerske baggrund. Den erfaring var åbenbart også meget relevant i forhold til det job, hun søgte og endte med at få hos politiet, selvom jobbet ikke havde noget med sygeplejerskefaget at gøre.  

”Den giver et godt overblik over de kompetencer, arbejdsgiveren søger, og hvordan de overlapper med de kompetencer, man selv har. Den fik kringlet min baggrund til at passe ind i jobbet hos Rigspolitiet, selvom jeg ikke havde arbejdet med noget lignende. Den formulerede det på en god og overbevisende måde,” siger hun. 

”Til jobsamtalen kunne de se min relevans, fordi det var blevet formuleret så fint af ChatGBT”. 

ChatGPT er effektiv og en god inspiration til, hvordan og hvad man skal skrive i sin ansøgning. Og samtidigt er det nemt at få den til at spytte en tekst ud, du kan arbejde videre med, hvis du er gået lidt i stå. 

”Den var en stor hjælp, når jeg var gået lidt død i skrivearbejdet og en stærk motivation til at få skrevet noget ordentligt. Det er nemlig lettere at redigere end at skrive noget fra begyndelsen,” afslutter hun. 

Det er ikke kun til at skrive en ansøgning, du kan bruge ChatGPT. I denne artikel valgte vi også at prøve kræfter med ChatGPT. Vi fodrede den med hele artiklen og bad den skrive en indledning på 5 linjer til artiklen. Ud fra det fik vi den intro, vi har sat ind i artiklen. Fangede du det? 

Idas syv råd til ChatGPT

Selvom Ida Thorsteinsson er vild med ChatGPT, bruger hun den mere som en redaktør, der optimerer, gennemlæser og gør ansøgningen lidt mere spiselig. Hun ville aldrig lade den skrive hele ansøgningen selv.  

”Det er et hjælpemiddel. Ikke et mirakel. Du skal rette ansøgningen igennem flere gange og være kritisk. Den kan finde på at skrive ting, der ikke passer”.   

  1. Skriv nogle stikord om dig selv 
    Skriv lidt kontekst om dig selv til ChatGPT med relevante oplysninger. Det skal være noget andet, end det, der står i dit CV. Det kan være tidligere projekter eller personlighedstræk. Det kan for eksempel være, at arbejdsgiveren leder efter en teamplayer, så skriver jeg kort, om et gruppeprojekt, jeg har lavet på studiet. Det fletter ChatGPT ind i teksten.
  2. Ret løbende til 
    Du kan løbende rette passager. Læs første udkast og bed ChatGPT om at uddybe eller omformulere en passage. Et særligt godt svar, kan du bede den sprede mere udover hele teksten.
  3. Brug den som en redaktør på ansøgningen 
    Rediger selv første udkast og send den igennem ChatGPT igen og bed den rette kommafejl, stavefejl, eller bed den udpege noget, der ikke giver mening.  
  4. Giv den gode instrukser 
    Det er vigtigt, at man giver de rigtige instrukser til ChatGPT fx sprog, længde og tone, men det kan være svært for nogen at gennemskue teknikken. Din Sundhedsfaglig A-kasse laver nogle kurser i ChatGPT, der gør den endnu mere tilgængeligt for alle. 
  5. Lad den finde de blinde vinkler 
    Spørg ChatGPT, om der er noget, der kan forbedres. Den er god til at finde de blinde vinkler.  
  6. Læs ansøgningen igennem selv 
    Vær kritisk og skriv den rent. ChatGPT kan finde på projekter, du ikke har lavet, fordi den bare vil fylde teksten ud. Det er vigtigt at vide, at den ikke kan skrive hele ansøgningen for én.                    
  7. Brug ChatGPT – det betaler sig 
    Jeg vil helt klart anbefale at prøve at anvende ChatGPT som et hjælpemiddel i jobansøgningsprocessen. Den er virkelig god til at spare tid, men man skal selvfølgelig stadig selv lægge noget personlighed og energi i den her proces

Gratis sparring på CV, ansøgning og samtale

AI kan ikke hjælpe dig helt i mål. Men det kan vi!

Har du et job i kikkerten, du gerne vil lande? Få hjælp til at udforme et stærkt CV og en skarp ansøgning. Skal du til jobsamtale sparrer vi også gerne med dig forud for samtalen.

Book en samtale