Mentor letter processen
Tine vil anbefale alle ledige sundhedsfaglige at bruge Mentor.
”Det er ofte en svær situation, når man kommer på dagpenge. Det var det i hvert fald for mig. Jeg vil i allerhøjeste grad anbefale alle, der skal skrive x antal ansøgninger om ugen at bruge Mentor,” siger hun.
”Jeg vil også sige til andre, der enten er i eller kommer i samme situation, at de ikke skal fortvivle, der er god hjælp at hente. Jeg var som sagt noget overvældet over, at jeg skulle skrive 1-2 ansøgninger om ugen, men Mentor gør det både overskueligt, lettere og meget sjovere”.
At få Mentor til at komme med forslag til en ansøgning er heller ikke svært. Tine går på Din Sundhedsfaglige A-kasses hjemmeside og finder Mentor i nedre højre hjørne.
Så skriver hun til Mentor om den vil hjælpe hende med at skrive en ansøgning. Det vil den gerne, hvis hun logger ind. Det gør hun, og så kopierer hun jobopslaget ind og efterfølgende sit CV.
Det er vigtigt at huske at skrive til Mentor, hvilken slags ansøgning du ønsker. Det kan være, at det er en arbejdsplads, der ønsker en formel tone. Eller måske er det en arbejdsplads, hvor der er lidt mere plads til humor.
Du kan også bede Mentor om at skrive din ansøgning længere eller kortere og sætte ansøgningen op i et bestemt format. Måske vil du gerne have, at Mentor har speciel fokus på en tidligere arbejdsplads og din erfaring derfra, eller at du taler flere sprog. Disse specifikke ønsker til Mentor bliver kaldt ’prompts’.
Et eksempel kunne være:
”Hej Mentor. Jeg vil gerne have, at du skriver min ansøgning på baggrund af mit CV og dette stillingsopslag. Du må gerne have fokus på, at jeg har x års erfaring i at være sygeplejerske. Teksten skal være 2400 anslag inkl. mellemrum. Derudover skal den være i en formel tone. Ansøgningen skal sættes op med en rubrik og mellemrubrikker samt 4 afsnit”.
Mentor stiller et sidste spørgsmål, inden den er klar med en ansøgning.
”Mentor spørger mig, hvad der motiverer mig til at søge stillingen. Det kan være, at jeg svarer, at jeg kender specialet, eller at jeg har god erfaring. Så får jeg et forslag til en ansøgning, der selvfølgelig lige skal korrigeres og rettes, men hvor jeg kan bruge en del af vendinger og få inspiration,” forklarer Tine.
Leger med Mentor
Tine er i fuld gang med at sætte sig ind i hvilke funktioner Mentor har.
”Jeg kender slet ikke alle de muligheder der er. Jeg leger lidt med at stille Mentor forskellige udfordringer,” siger hun.
Hun har fundet ud af, at der ligger nogle gode muligheder i forhold til, hvordan hun ønsker formuleringen skal være i ansøgningen.
Det kan for eksempel være om tonen skal være formel eller professionel – også her får hun hjælp af Mentor, som fortæller, hvornår hvilke formuleringer oftest benyttes.
”Lige nu prøver jeg at få Mentor til at komme med forslag til en god ansøgning, selvom jeg søger noget, der er lidt anderledes end det, jeg har erfaring i. Det har den lidt svært ved, men der er stadig en del sætninger, jeg kan bruge,” afslutter hun.