”Vi taler samme sprog”: Bente bruger sin tværfaglighed til at hjælpe sygeplejersker gennem svære oplevelser

Bente Taagholt arbejdede som sygeplejerske i over 30 år og kender derfor fagets styrker og svagheder.  

“Jeg kender til glæden ved at gøre en forskel for patienter, men også til de svære oplevelser, hvor der hverken er tid eller rum til at bearbejde dem,” fortæller hun. 

Med årene blev det for hårdt, og da privatlivet samtidig brød sammen i en kaotisk skilsmisse, vidste hun, at hun måtte finde en ny retning. Valget faldt på psykoterapien, hvor hun blev færdiguddannet i 2020.  

“Det var en øjenåbner at opdage, at de to verdener ikke behøver at være adskilt,” siger hun. 

”Jeg bruger de erfaringer, jeg selv har fra, da jeg var sygeplejerske. Hvis der kommer en ind til mig, som er rigtig, rigtig ked af det og påvirket. Så kan jeg sige, hvad er det, der gør, at du har det sådan? De kan svare, at det har været en rædselsfuld vagt. Så behøver de ikke at sige ret meget mere, fordi vi taler samme sprog”.   

I dag bruger hun sin tværfaglighed til at støtte sygeplejersker til at bearbejde til tider voldsomme oplevelser, de møder i arbejdet. Hun er nemlig Forebyggelsesspecialist på Herlev og Gentofte Hospital, hvor hun underviser sundhedspersonale i at håndtere belastende oplevelser i arbejdet, afholder supervision og individuelle samtaler.  

"Fordi jeg selv har stået i lignende situationer, har jeg en særlig baggrundsforståelse, og det skaber hurtigt tillid. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke trækker på min tværfaglighed," fortæller hun. 

Når rygsækken bliver for tung 

Bente Taagholt hjælper både med at lette den tunge rygsæk af små, ubearbejdede oplevelser og med de mere dybt traumatiserende hændelser. Som dengang en helt nyuddannet sygeplejerske kom ind til hende og fortalte, at hun havde slået en patient ihjel. Den unge kvinde var dybt påvirket og overbevist om, at hun havde gjort uoprettelig skade. 

“Jeg beder hende om at folde historien ud, for jeg ved jo faktisk ikke, om det er rigtigt,” fortæller hun og fortsætter: 

"Det viste sig, at patienten for det første ikke var død, men derimod var blevet hastet på intensiv på grund af komplikationer efter en operation. Sygeplejersken troede fejlagtigt, at komplikationerne var hendes skyld, men jeg kan ret hurtigt gennemskue, at de intet har med sygeplejersken at gøre. Og, at hun faktisk, ved at opdage det og reagere med det samme har reddet patientens liv. Så hun kommer ind dybt rystet og ender med at gå derfra med rank ryg,” siger hun. 

Det er ikke hver dag, Bente Taagholt møder de sygeplejersker, der har store traumer med sig.

”Det kan også være den nyuddannede sygeplejerske, der tager et kæmpe ansvar på sig og som har svært ved at prioritere – alt er vigtigt”.

Bente fortæller dog, at det oftere er erfarne sygeplejersker i 50’erne, som kommer ind til hende, der gradvist er begyndt at miste sig selv. De sover dårligt, er nedtrykte og mærker, at de ikke længere trives hverken på arbejdet eller derhjemme. Ofte kommer det til udtryk i en hårdere tone over for kolleger og patienter, end de selv bryder sig om. Når det bliver bemærket og taget op i en samtale, bliver de henvist til Bente Taagholt, som kan hjælpe dem med at forstå, hvad der ligger bag, og finde vejen tilbage til sig selv. 

”Tit når vi frem til, at det er svært at sætte ord på en enkelt begivenhed, men rygsækken er blevet for tung at bære. Det er sådan et udtryk, jeg jævnligt hører. Rygsækken er bare blevet for tung. Og så sidder vi og kigger på, om det er en ophobning af enkeltepisoder, som ikke er blevet bearbejdet, og så går vi i gang med at tømme rygsækken”. 

Et unikt tilbud 

Der er i dag ingen andre hospitaler end Herlev og Gentofte Hospital, der tilbyder et forløb som det, Bente Taagholt står for. På Amager Hospital og Hvidovre Hospital er der ansat psykoterapeuter til stresshåndtering, men de har ikke en baggrund som sygeplejersker. Det burde dog være meget mere udbredt, mener hun.  

“Der er ingen tvivl om, at kravene for sygeplejersker er høje både følelsesmæssigt og tidsmæssigt. Mange oplever situationer, hvor de ikke føler, deres kompetencer rækker, hverken fagligt eller personligt. Det belaster, og derfor har de brug for at få bearbejdet oplevelserne,” siger hun. 

Hun understreger, at behovet gælder både for de nyuddannede og de erfarne sygeplejersker:  

“Jeg arbejder meget bredt. Alle burde have mulighed for at få de tunge oplevelser italesat og bearbejdet. Men det er der desværre ikke tradition for i faget – kun på ganske få afdelinger. Det er ærgerligt, fordi det gør en kæmpe forskel”.