Sådan arbejder vi

Læs her, hvordan vi arbejder

Din Sundhedsfaglige A-kasse er til for sine medlemmer – ikke kun når de er mellem job, men gennem hele deres arbejdsliv. 

Vi er mere end en arbejdsløshedskasse. Vi er en arbejdslivskasse. Et sted, hvor sundhedsprofessionelle finder støtte, retning og fællesskab, uanset hvor de er i deres karriere eller livssituation. Med en klar fælles retning samler vi vores indsatser, så vi bliver mere synlige, mere relevante og endnu stærkere i vores arbejde for vores medlemmer. 

1. Et fællesskab, der følger sundhedsfaglige uddannet hele vejen 

Vi følger vores medlemmer hele vejen. Fra de første skridt ind på arbejdsmarkedet til skift, pauser og nye retninger undervejs. Når arbejdslivet forandrer sig, er vi der med rådgivning, sparring og konkrete tilbud, der hjælper vores medlemmer videre. Vi arbejder for, at de ikke står alene med svære valg eller udfordringer, men oplever at have en partner, der kender deres virkelighed og tager den alvorligt. 

Vi er en nærværende og troværdig samarbejdspartner, der engagerer sig i vores medlemmers udvikling – både fagligt og menneskeligt. Vi baner vejen for et arbejdsliv, hvor der er plads til hele mennesker, og hvor den enkelte kan finde retning, udvikle sig og træffe valg, der hænger sammen med resten af livet. 

2. En stærk stemme – for og med vores medlemmer  

Som Danmarks største sundhedsfaglige fællesskab har vi en særlig position, og den bruger vi aktivt og ansvarligt. Vi bringer vores medlemmers virkelighed ind i den offentlige debat, sætter dagsordener og arbejder for løsninger, der gør arbejdslivet mere holdbart og bæredygtigt. Vi bidrager med viden og perspektiver, og vi arbejder for forandringer, der kan mærkes i hverdagen. 

Vi står ved vores medlemmers side, både når det gælder de store strukturelle rammer og de konkrete udfordringer i hverdagen. Det gælder, når rammerne er for snævre, når arbejdspresset er for højt, eller når der er behov for nye veje og muligheder. 

3. Vores viden skaber indflydelse  

Vores arbejde tager afsæt i vores medlemmers erfaringer. Det er deres hverdag, deres udfordringer og deres viden, der driver vores indsats. Når de deler deres oplevelser med os, er de med til at skabe det grundlag, vi bruger til at påvirke beslutninger om arbejdsmarked, beskæftigelse og sundhedsvæsen. 

På den måde er vores medlemmer ikke kun en del af fællesskabet – de er med til at skabe reel forandring. Sammen omsætter vi erfaringer til viden, viden til indflydelse og indflydelse til bedre vilkår for sundhedsprofessionelle.