Mandag morgen kan afdelingsleder Thomas Gravenslund byde Anne Katrine Fredholm Lund velkommen som nyansat ergoterapeut i Socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune.
Onsdagen forinden havde de to slet ikke hørt om hinanden, men med Din Sundhedsfaglige A-kasses mellemkomst blev det helt rette mix af kompetencer og personlighed matchet på effektiv vis.
Vi gengiver her forløbet, hvor det på få dage lykkes karrierekonsulent Gitte Korsholm at skabe kontakt mellem en arbejdsgiver, der er på medarbejderjagt, og den helt rette kandidat.
Mandag den 11. september: En uge til at finde den rette medarbejder!
Thomas Gravenslund har et akut behov. Han er afdelingsleder i Socialpsykiatrien i Sønderborg kommune og har præcis en uge til at finde og ansætte en ergoterapeut til et vikariat i sin afdeling. Han starter sin jagt på den rette kandidat ved at lægge følere ud i sit eget netværk.
Onsdag den 13. september: Kan Din Sundhedsfaglige A-kasse bruges?
Netværket lægger ikke mange krummer ud for Thomas. Han udvider derfor sin søgning og får om eftermiddagen hul igennem til vores karrierekonsulent, Gitte Korsholm.
”Jeg blev henvist til Din Sundhedsfaglige A-kasse af Ergoterapeutforeningen, der vidste, at Din Sundhedsfaglige A-kasse havde kendskab til ledige ergoterapeuter i mit område," siger Thomas.
Efter samtalen med Gitte udfylder Thomas en såkaldt jobordre, hvor han oplister sine ønsker og krav til medarbejderen. Det giver Gitte rigeligt med ammunition til at indlede jagten på den rette medarbejder.
”Efter dialogen med Thomas, hvor jeg får spurgt ind til hans særlige ønsker og behov, kan jeg afsøge vores database for potentielle kandidater. To afgørende parametre er fyldestgørende CV’er fra vores ledige medlemmer og vores kendskab til de enkelte medlemmer fra vores rådighedsmøder,” siger Gitte.
Men jagten er slut, før den rigtig er kommet i gang.
Torsdag den 14. september: Jagten bliver indstillet
Allerede dagen efter kan Gitte tilbyde et perfekt match til Thomas ledige stilling. Hun hedder Anne Katrine Fredholm Lund og har været ledig i en måned.
”Jeg havde netop haft nogle dygtige ergoterapeuter til cv-møde, og da jeg søger på specifikke kvalifikationer, dukker Anne Katrine op som den mest kvalificerede til stillingen,” siger Gitte.
Thomas er næsten i mål med sin ekspres-rekruttering, for jobsamtalen skal holdes allerede næste dag. Men heldigvis er Anne Katrine hurtigt på spring.
”Til mit held ringer Gitte til mig torsdag, og jeg bliver sat i forbindelse med Thomas, som inviterer mig til jobsamtale om fredagen. Jeg blev utrolig overrasket og glad, for jeg troede ikke, det var realistisk at få et job gennem en karrierekonsulent. Så selvfølgelig takker jeg ja til jobsamtalen,” siger Anne Katrine.
Fredag den 15. september: Et perfekt match
Fredag morgen kl. 8.00 tropper Anne Katrine op til jobsamtale hos Thomas, og både faglighed og personlighed er lige det, som Thomas håber på.
”Ikke nok med at Anne Katrines faglige profil og joberfaringer passer til jobbet, så passer hendes personlighed også perfekt. Hun har bl.a. arbejdet med mange forskellige typer af borgere og med udviklingsorienterede opgaver, som hun også skal hos os. Og så matcher hendes personlighed til de to andre ergoterapeuter, som vi har ansat,” siger Thomas.
Mandag den 18. september: Hurtigere kan det næppe gøres
Anne Katrine bliver ansat straks efter jobsamtalen og har første arbejdsdag om mandagen.
Karrierekonsulent Gitte Korsholms viden om Din Sundhedsfaglige A-kasses ledige medlemmer og hurtige indsats skaber kontakten mellem arbejdsgiver og jobsøger. Anne Katrine kan nøjes med en enkelt måned som jobsøgende, og Thomas får på under 3 dage en medarbejder med de helt rette faglige og personlige kvalifikationer.
”Det var en rigtig god oplevelse, og jeg kan næsten ikke få armene ned. Alternativet var jo, at jeg selv skulle lave et stillingsopslag og holde ansættelsessamtaler. Det ville både kræve flere ressourcer og tage meget længere tid”, slutter Thomas Gravenslund.