Høje karakterer er ikke afgørende
”På fysioterapeutstudiet fik jeg mange 12-taller, mens jeg på kandidatstudiet har været knap så stræbsom – meget med overlæg. For eksamenssnittet er slet ikke så afgørende, som jeg først troede. På min nuværende arbejdsplads har min chef aldrig set mit eksamensbevis, fordi jeg blev ansat, før jeg blev færdig. Og en af de chefer, jeg mødte, da jeg var færdig som fysioterapeut, ansatte mig også uden at se eksamensbeviset. Da hun efterfølgende så det og opdagede, at der var mange 12-taller, sagde hun faktisk, at hvis hun havde set det først, havde hun nok ikke ansat mig. Hun ville være bekymret for, om jeg nu også havde haft et socialt liv, når jeg havde læst så meget,” fortæller Anne.
Anne nyder at være landet et sted, hvor hun både får sin grunduddannelse og sin kandidat i spil.
I jobbet som leder af sundhedsprojektet for psykisk syge og handicappede er det Annes opgave at sikre, målgruppen bliver hjulpet til en hverdag med mere motion og sundere mad.
”Jeg er både rundt på bosteder og institutioner og underviser i en sundere livsstil. Her sætter jeg fx den organisationspsykologi i spil, jeg har haft om på studiet”, fortæller Anne.
Hun er glad for sit job og taknemmelig over, at hun satte sig for at blive god til at balancere tiden mellem at læse og arbejde under studiet.