Kender du det, når du glemmer tid og sted, fordi du er så optaget af et projekt, som du både nyder og bliver udfordret af? Den slags projekter, hvor sværhedsgraden og dine kompetencer er så meget i balance, at alt bare flyder? Det kaldes flow. Den tilstand er blandt de vigtigste begreber indenfor craft psykologi, som beskriver, hvordan håndværksarbejde kan hjælpe dig til mere ro og mindre stress.
Anne Kirketerp er uddannet væver og håndarbejdslærer, og har en kandidat i psykologi og en phd i motivation og foretagsomhed. Og så er det hende, der har opfundet begrebet craft psykologi.
Craft psykologi er ikke en erstatning til psykiatrisk behandling, men det er et værktøj, som kan lindre stress, angst og depression.
Craft psykologi handler ikke nødvendigvis kun om at strikke – selvom det nok er det, som er mest udbredt. Det handler om at beskæftige sig med et håndværk, som kan få dig i en tilstand af flow, hvor du glemmer tid og sted. En frivillig selvforglemmelse, som er en tilstand, som udskiller lykkehormoner, og som hjælper med at lindre stress, angst, depression og meningsløshed.
Derfor kan håndværket i virkeligheden være mange ting. Fx strikning, keramik, at bygge lego, lave havearbejde eller lave mad. Så længe balancen mellem sværhedsgrad og dine kompetencer er i balance, og du nyder, det du laver. Så kommer du i flow.
I denne episode af podcasten ’Det bæredygtige arbejdsliv’ kan du møde Anne Kirketerp, som fortæller nærmere om, hvordan man kan komme i gang med Craft psykologi, og hvad og hvem det er godt for. Lyt nærmere her.