Annette Aggerbeck har skrevet en artikel i Tidsskriftet Psykoterapi om skriveterapi. Her kan du læse en forkortet og redigeret version af artiklen. Du kan læse hele artiklen i Tidsskrift for Psykoterapi s. 46-49.
Skriveterapi handler om at skrive sine følelser og oplevelser ned for at bearbejde dem. Det kan lyde lidt som at skrive dagbog. Men det er langt fra det samme, forklarer Psykoterapeut MPF Annette Aggerbeck.
Dagbogsskrivning er ofte spontan og selvstyret og kan variere fra dag til dag, hvor tanker og følelser bliver udtrykt uden nogen fastlagt struktur.
Skriveterapi består derimod af målrettede skriveøvelser, baseret på en værktøjskasse med skriveteknikker. Den skal forbedre ens selvindsigt og være en støtte til at håndtere følelsesmæssige problemer og specifikke udfordringer.
”Du lærer at skrive om krop, følelser og tanker. At skrive gør dig opmærksom på dine følelser, og gør det lettere at besvare spørgsmålet, ”Hvad føler jeg dybest set?”. Når følelser kommer til udtryk via pennen uden fordømmelse, kan det føre til selvindsigt og accept af følelser. At det er okay at have det, som du har det,” siger hun.
”Du bliver bedre til at tolerere og regulerer svære følelser. Skriveterapi er altså følelsesregulerende”.
Sundt for det mentale og fysiske helbred
Det er en god idé at komme i gang med skriveterapi, hvis man spørger Annette Aggerbeck. Hun forklarer, at det er vigtigt for helbredet at få sat ord på vores følelser – og det gælder uanset, om vi gør det mundtligt over for et andet menneske, eller om vi skriver om vores følelser.
”Det kan opleves som en lettelse at få formuleret sine følelser på skrift i stedet for at bruge energi på at holde sine følelser og tanker for sig selv,” siger hun og fremhæver, at terapeutisk skrivning fremmer psykisk velvære og har god effekt ved psykiske lidelser som depression, angst og stress.
At skrive om følelser har også betydning for det fysiske helbred; blandt andet bliver immunforsvaret styrket af at skrive. Man bliver fx ikke så ofte syg med forkølelse og influenza.
Forskere har i skriveforsøg også registreret færre lægekonsultationer og hospitalsindlæggelser.
”Mennesker, der ikke taler med andre om deres ubehagelige eller traumatiske oplevelser, har større risiko for at udvikle alvorlige sygdomme. Heldigvis viser undersøgelser, at vi kan styrke vores helbred ved at skrive om tanker og følelser forbundet med oplevelserne,” forklarer psykoterapeuten.
”Skriverierne skaber en større forståelse af det, der skete og af os selv. Vi får bearbejdet vores følelser og kan lægge det traumatiske bag os. Dermed får vi fornyet energi og overskud”.
Hjernescanninger har vist, at aktiviteten i hjernens amygdala reduceres, når vi skriver. Amygdala er en del af det limbiske system og har blandt andet den funktion at hjælpe os med at reagere på fare.
”Når der er mindre aktivitet i amygdala, er ubehagelige følelser ikke så intense. Det virker beroligende. Skriveterapi er ikke bare beroligende, men hjælper os med at finde mening, når livet udfordrer os,” siger hun.
Gode oplevelser, der hænger ved
Men ikke kun ubehagelige oplevelser er værd at skrive om. Det er positive oplevelser også.
”En vigtig del af min metode skriveterapi er at skrive om det positive i livet. Vi kan dermed dvæle ved og forlænge de behagelige kropsfornemmelser og følelser,” siger Annette Aggerbeck.
”Positiv skrivning med fokus på det gode i livet, på personlige styrker og ressourcer kan forme hjernen ved at danne nye neurale forbindelser, så vi får en mere konstruktiv og positiv livsindstilling,” afslutter hun.
Vil du gerne prøve kræfter med skriveterapi? Tilmeld dig her: Introduktion til Skriveterapi eller her Online Workshops i Skriveterapi.