Får du selv lov at bestemme, hvordan du fuldfører en arbejdsopgave, eller skal du gøre det på en bestemt måde, i en bestemt rækkefølge og i et bestemt tempo? Kan du tage en pause, når du har brug for det, eller skal du altid spørge om lov? Føler du, at du har noget at skulle have sagt til møder, eller bliver der talt over hovedet på dig? Alle scenarierne handler om en ting. Nemlig indflydelse.
Noget, der ifølge Lars L. Andersen, er en af de vigtigste faktorer for et godt arbejdsmiljø.
Han er professor i Sundt Arbejdsliv ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og har beskæftiget sig med området i over 20 år.
”Det er vigtigt for at have det godt, at man har indflydelse på sit arbejde. At ens chef ikke kommer og siger, at i dag, skal du gøre det, det og det. Det betyder meget som menneske, at man har indflydelse, fordi det giver en oplevelse af, at man er en del af fællesskabet. At man er noget værd,” siger han i den nyeste episode af podcasten Det bæredygtige arbejdsliv.
”Det er måske okay for nogen at have lav indflydelse på arbejdet, men for mange mennesker vil det også være en oplevelse af, at man er lidt en skakbrik, der bare bliver flyttet rundt på, eller en robot, der er blevet programmeret og sat i gang,” siger han.
Men hvordan opnår du så en højere grad af indflydelse på din arbejdsplads?