Christine Antorini har netop overstået sin første praktikperiode som sygeplejerske. Og hun er slet ikke i tvivl om, at hun er landet det rigtige sted. Noget som gjorde særligt indtryk på hende, var det tværfaglige samarbejde mellem læger og sygeplejersker, og den fine dialog de havde med patienterne og de pårørende.
”Det var meget rørende og professionelt,” siger Christine Antorini.
I sommer lagde 58-årige Christine Antorini sit liv om, da hun startede på sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød.
Christine Antorini har ellers haft et langt arbejdsliv med politik, som minister og flere år som topleder. Hun har blandt andet siddet i folketinget i 15 år, været undervisningsminister fra 2011-2015, og siden 2018 har hun været direktør for LIFE fonden.
Men I sommer skulle der nye boller på suppen.
Drømmer om at blive sygeplejerske
Christine Antorini savnede mere balance i sit liv og drømte om mere fritid og flere rejser med sin nye mand -og det krævede et karriereskift.
Men hvordan skifter man lige pludselig retning så radikalt og så sent i livet? Det troede Christine Antorini heller ikke selv, at hun kunne. Men efter at have talt med en studievejleder, gik det op for hende, at hun sagtens kunne søge ind på sygeplejerskeuddannelsen, som hun gik og drømte om. For det første var der stadig ledige pladser – da der desværre er for få, som søger uddannelsen i øjeblikket – og for det andet gjaldt hendes studentereksamen fra 1984 stadig.
”Jeg har altid tænkt, at det var megafedt at være på en arbejdsplads, hvor man hver dag gør en vigtig forskel for mennesker, og hvor der er en blanding af en dyb faglighed og et godt håndværk, som sygeplejerskefaget er. Jeg troede bare ikke, at det kunne lade sig gøre.”
Heldigvis for Christine blev hun klogere, og hun kan nu følge sin drøm om at hjælpe andre mennesker som sygeplejerske.
Sygeplejefaget er enormt vigtigt
Christine Antorini synes selv, at sygeplejerskeuddannelsen er enormt vigtig. Og for hende er det en katastrofe, at der ikke er flere, som søger ind.
Ifølge Christine Antorini handler det blandt andet om, at den offentlige debat kun fokuserer på det negative, og at vi glemmer at tale om, hvor vigtigt og godt faget og uddannelsen i virkeligheden er.
”Det er en vigtig uddannelse, som giver mange muligheder. Der er utroligt mange forskellige jobmuligheder. Et højt fagligt niveau, god undervisning og en bred vifte af gode praktikmuligheder. Det synes jeg, man skal få fortalt, og kan jeg være med til at fortælle den historie, så gør jeg det gerne.”
Hør mere om Christine Antorinis karriereskift i denne episode af ’Det bæredygtigt arbejdsliv.’
Her kan du høre mere om, hvordan hendes første praktiktid var, hvordan det er at starte i skole igen, og hvordan man som 58-årig samarbejder med unge i 20’erne.