Ny undersøgelse: Næsten hver femte sundhedsfaglige er neurodivergent, men arbejdspladserne er dårligt rustede til at inkludere dem

Forestil dig, at din arbejdsplads ikke kunne rumme den måde, du tænker, arbejder og bidrager på. For neurodivergente sundhedsprofessionelle er det ikke et tankeeksperiment, men derimod virkeligheden.

Det viser en undersøgelse fra Din Sundhedsfaglige A-kasse blandt 4.037: Sygeplejersker, bioanalytikere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykoterapeuter, radiografer og jordemødre. Det er den hidtil største branchespecifikke kortlægning i Danmark.

I den svarer næsten hver femte sundhedsfagligt udannede, at de har ADHD, ADD og/eller autisme.

Og peger samtidig på, at mange af dem står med flere samtidige udfordringer i arbejdslivet, blandt andet træthed og udbrændthed, koncentrationsbesvær, sanseoverbelastning og pres ved at skulle skjule deres naturlige træk.

Samlet set oplever 4 ud af 10, at udfordringerne i høj eller meget høj grad påvirker deres arbejdsliv.

Udfordringerne afspejler sig også i sygefraværet. Næsten halvdelen neurodivergente har haft mere end fire sygedage det seneste halve år – blandt neurotypiske gælder det kun godt 2 ud af 10.

Derudover rækker konsekvenserne langt ud over trivsel og får konkret betydning for både sygefravær, karrierevalg og tilknytning til arbejdsmarkedet.

• Over 4 ud af 10 har undladt at søge nye arbejdsopgaver, og over halvdelen har undladt at søge mere ansvar på grund af udfordringer knyttet til deres neurodivergens. 

• Knap 3 ud af 10 har i høj grad overvejet at sige op på grund af manglende støtte – og blandt dem har næsten halvdelen også rent faktisk forladt en stilling helt eller delvist af den grund. 

Og det er et stort problem, ifølge Harun Demirtas, forperson for Din Sundhedsfaglige A-kasse: 

“Sundhedsvæsenet har brug for alle sundhedsfaglige, også dem, der tænker, arbejder og bidrager anderledes end flertallet. Derfor skal arbejdspladserne være bedre klædt på til at rumme medarbejdere med neurodivergens”, siger han. 

Undersøgelsen peger samtidig på, at neurodivergente oplever at rumme væsentlige styrker i arbejdslivet, både i mødet med patienter og i opgaveløsningen.

Blandt de mest fremhævede styrker er indfølingsevne, en stærk retfærdighedssans samt evnen til at tænke anderledes. Derudover nævnes intuition, evnen til at gå i hyperfokus og til at se mønstre og sammenhænge. 

Alligevel oplever de færreste, at deres styrker bliver bragt i spil på arbejdspladsen. Færre end 2 ud af 10 svarer, at det i høj eller meget høj grad er tilfældet. 

Kultur for åbenhed og psykologisk tryghed  

Udover at arbejdspladserne kan have svært ved at få neurodivergente sundhedsprofessionelles kompetencer i spil, oplever mange et arbejdsmiljø, hvor de føler sig nødsaget til at skjule deres naturlige træk – også kaldet maskering. 

Undersøgelsen viser nemlig, at 3 ud af 10 neurodivergente oplever kulturen som lukket mod godt 1 ud af 10 blandt deres neurotypiske kolleger. 

Kulturen på arbejdspladsen har samtidig stor betydning for både medarbejdernes trivsel og deres lyst til at blive i jobbet. 

I arbejdspladser med en lukket kultur er både stigmatisering, lav værdsættelse og opsigelsesovervejelser markant mere udbredte. For eksempel har 52 procent i en lukket kultur overvejet at sige op mod 27 procent i en åben. Og over halvdelen oplever stigmatisering, mens det gælder omkring en tredjedel i arbejdspladser med en åben kultur. 

Alligevel vælger omkring 3 ud af 10 helt at undlade at fortælle om deres neurodivergens på arbejdspladsen. Blandt dem angiver omkring 6 ud af 10, at det skyldes bekymring for negative konsekvenser – herunder risiko for at blive opfattet som syg eller mødt med færre karrieremuligheder. 

Og lukketheden betyder også, at det er svært at bede om hensyn. Næsten halvdelen oplever ikke, at det er trygt at bede om hensyn, og kun knap 3 ud af 10 har faktisk gjort det. 

"En lukket kultur kan blive en barriere for både dialog, nødvendige tilpasninger og trivsel – og i sidste ende for fastholdelse. Derfor taler vi for en åben kultur og psykologisk tryghed", siger Harun Demirtas. 

Flere neurodivergente blandt unge og ledige 

Neurodivergens fylder markant mere blandt de sundhedsfaglige, der står uden for arbejdsmarkedet – og blandt dem, der skal udgøre fremtidens arbejdskraft. 

Blandt de ledige er andelen med ADHD, ADD eller autisme næsten dobbelt så høj som blandt beskæftigede: 31 procent mod 16 procent. 

Samtidig er neurodivergens mest udbredt blandt de yngste. Knap 4 ud af 10 i alderen 18–29 år angiver neurodivergens. 

Det peger på en udfordring for sundhedsvæsenet: En voksende del af arbejdsstyrken har andre behov, end arbejdspladserne i dag er indrettet til. 

“Når vi ser, at en stor del af de neurodivergente er blandt de yngre og ledige, er det et klart signal. Hvis arbejdspladserne ikke tilpasser sig, risikerer vi at miste en væsentlig del af den fremtidige arbejdskraft,” siger Harun Demirtas. 

Hvad kan arbejdspladserne gøre?

Undersøgelsen peger på, at løsningerne ikke findes i store, komplekse indsatser, men i stedet i hverdagen og i måden arbejdet organiseres på.

Tiltagene vil ikke kun gavne neurodivergente medarbejdere. De samme forhold hænger også sammen med højere trivsel og bedre fastholdelse blandt medarbejdere generelt – uanset hvordan hjernen fungerer.

6 ud af 10 peger på en kultur for åbenhed som afgørende, mens omkring halvdelen fremhæver behovet for fleksible arbejdstider, tilpassede arbejdsopgaver og mulighed for ro og fordybelse.

Samtidig viser undersøgelsen, at tre forhold gør en særlig forskel:

• at medarbejdernes styrker bringes i spil  

• at der er en kultur med åbenhed og psykologisk tryghed  

• og at hensyn faktisk bliver imødekommet i praksis  

Ifølge Harun Demirtas kalder resultaterne på et bredere perspektiv på inklusion: 

“Det handler ikke kun om særlige hensyn. Det handler om at skabe rammer, hvor forskellighed bliver set som en styrke, og hvor det er trygt at være sig selv,” siger han.