Kvindernes kampdag: Fokus på overgangsalder skaber forandring

På kvindernes internationale kampdag retter vi blikket mod den udvikling, der er sket, siden vi for et år siden offentliggjorde en omfattende undersøgelse blandt 3.300 sundhedsprofessionelle om overgangsalder og arbejdsliv.

Undersøgelsen blev en del af vores kampagne om overgangsalderen, hvor vi satte emnet på dagsordenen hos både medier, politikere, sundhedsprofessionelle og den brede offentlighed.

Undersøgelsen blev udgivet i marts 2025 og viste blandt andet, at: 

  • 2 ud af 3 oplever, at overgangsalder påvirker deres arbejdsliv – primært i negativ retning
  • 1 ud af 5 har haft sygefravær pga. gener forbundet med overgangsalderen
  • 1 ud af 3 siger nej til nye opgaver og mere ansvar
  • Meget få beder nærmeste leder eller kolleger om hensyn 

Resultaterne satte spor. Medlem af Regionsrådet Marie Gudme (S) tog initiativ til et forslag om at støtte kvindelige ansatte, der er hårdt ramt af overgangsalder, og hun fortæller til Politiken, at det gjorde stort indtryk på hende, da vi offentliggjorde resultaterne af undersøgelsen.

Regionsrådet i Region Hovedstaden vedtog enstemmigt indsatsen i maj 2025. Region Hovedstaden er med ca. 44.000 medarbejdere én af landets største sundhedsfaglige arbejdspladser. 75 pct. af disse er i øvrigt kvinder. 

Regionsrådet besluttede herefter i december 2025, at overgangsalder fremover skal indgå som et tema i medarbejderudviklingssamtaler (MUS) og ledere og HR-ansatte skal uddannes i overgangsalder, så der i højere grad kan tages hensyn og tilbydes støtte på arbejdspladsen. Derudover vil der være mulighed for fleksible mødetider, flere pauser, ændringer i arbejdsopgaver, adgang til stillerum, ekstra uniformer eller skiftetøj og meget mere.

Marie Gudme (S) fortæller til Politikken, at andre regioner viser interesse, og der er medvind på tværs af hele landet.

Et stigende fokus på kvinders sundhed og arbejdsliv

Meget tyder også på, at overgangsalderen ikke længere er omgærdet af samme tavshed som tidligere.

I vores kampagne om overgangsalderen har medlemmer gennem personlige historier sat ord på gener som hedeture, søvnløshed og ledsmerter – og på, hvordan symptomerne kan påvirke arbejdslivet. Det har været med til at bryde et tabu.

Heldigvis sker der også fremskridt, når det gælder behandling af symptomer. I februar 2026 har Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi udarbejdet nye retningslinjer for hormonbehandling. Retningslinjerne bygger på den nyeste forskning og skal give kvinder et solidt grundlag for at vurdere fordele og risici ved behandling.

Den nyeste forskning viser nemlig, at hormonbehandling ikke øger risikoen for at dø. Studiet bygger på data fra 876.805 danske kvinder født mellem 1950 og 1977. Kvinderne blev fulgt fra de fyldte 45 år og i gennemsnit de næste 14 år.

Vi er stolte af at have været med til at sætte fokus på et så vigtigt emne og håber, at udviklingen fortsætter.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er en del af rapporten ’Overgangsalder på Arbejdspladsen’, der er støttet af Velliv Foreningen og er udført i samarbejde med rådgivningsfirmaet DISCUS og Din Sundhedsfaglige A-kasse. Journalist Dorte Mosbæk har taget initiativ til projektet. 

Undersøgelsen bygger på i alt 3.831 besvarelser fra kvinder i alderen 45-55 år, hvoraf de 3.328 er medlemmer af Din Sundhedsfaglige A-kasse og 504 er medlemmer af enten HK og FOA.