DSC 7816 1
Artikel - 20.12.24

Glædelig nyhed til studerende: Gratis studiemedlemskab uanset alder

Fra 1. januar 2025 er der gode nyheder til dig, der er studerende og som er fyldt 30 år. Fra det nye år kommer der nemlig ensartede regler for alle studerende, som betyder, at du som studerende kan være gratis studiemedlem af a-kassen.

I Din Sundhedsfaglige A-kasse ser vi det som en rigtig glædelig nyhed, at der bliver gjort op med den nuværende forskelsbehandling. Vi bakker op om, at reglerne på området bliver forenklet, så det fremover er nemmere at finde ud af, om du som studerende har mulighed for at blive kontingentfritaget eller ej. 


Hvad betyder det for dig?

Hvis du er studerende og over 30 år, vil det ikke længere have betydning for dine muligheder for at blive kontingentfritaget, om du betaler til efterlønsbidrag eller om du opfylder et indkomst- eller beskæftigelseskrav, når du starter på din uddannelse. Dette gælder også dig, som er deltidsforsikret og studerende.


Du kan se mere om muligheden for gratis medlemskab for studerende her.


Måske du allerede har fået en opkrævning for 1. kvartal 2025?

Da de nye regler først træder i kraft 1. januar 2025, vil du allerede nu have fået en opkrævning fra 1. kvartal 2025. Hvis du har fået en opkrævning på medlemsbidrag for 1. kvartal 2025, bedes du betale bidraget.

Når vi har behandlet din anmodning om kontingentfritagelse, vil vi sørge for, at du får eventuelt for meget betalt kontingent retur for perioden. Dette kan vi dog først gøre fra det nye år, når reglerne er trådt i kraft.