Nu træder nye dagpengeregler i kraft

Mandag 1. maj 2023 træder en række varslede ændringer på dagpengeområdet i kraft.

For langt de fleste af vores medlemmer betyder ændringerne bedre vilkår, hvis de får brug for dagpenge. Særligt for dem, der har været på arbejdsmarkedet i en længere periode, er der positive forandringer på vej i dagpengesystemet.

Fra 1. maj vil lønmodtagere og selvstændige, der opfylder visse kriterier, således kunne få en højere dagpengesats, end de har haft ret til tidligere.

I den mindre positive ende betyder ændringerne også, at nyuddannede vil opleve forringelser af deres dagpengesats efter 3 måneder, hvis de ikke har børn. De vil også opleve, at dagpengeperioden bliver sat ned fra 2 år til 1 år.

Få overblikket over de centrale ændringer, der træder i kraft mandag 1. maj herunder.

Højere dagpengesats de første tre måneder

Fra 1. maj 2023 hæves den maksimale dagpengesats de første tre måneder for fuldtidsforsikrede ledige fra 19.728 kr. til 23.449 kr. (15.632 kr. hvis deltid). Det gælder for ledige der

  • Sammenlagt har haft 2 års beskæftigelse (3.848 timer) eller har tjent 508.656 kr. inden for en 3-årig periode
  • Har været uafbrudt medlem af en a-kasse de seneste 4 år
  • Har haft en lønindkomst, der giver ret til mere end den maksimale dagpengesats. Det vil sige en gennemsnitlig lønindkomst på mindst 23.830 kr. For at få det højeste tillæg kræves en gennemsnitlig lønindkomst på 28.320 kr.

Alle kriterier skal opfyldes for at få ret til den forhøjede sats. Den samlede dagpengesats kan dog højst udgøre 90 procent af din tidligere indkomst.

De nye regler gælder kun, hvis du søger om dagpenge efter 1. maj

Når du bliver ledig og skal have dagpenge, bliver du indplaceret i en dagpengeperiode. Det betyder, at melder du dig fx ledig 20. april, er indplaceringsdatoen 1. april (dvs. samme måned).

Med de nye regler gælder, at hvis din indplaceringsdato ligger 1. maj 2023 eller senere, får du ret til den højere sats i tre måneder (under ovenstående forudsætninger).

Hvis din indplaceringsdato ligger før 1. maj 2023, får du ikke ret til den højere sats, men kun den aktuelle sats (19.728 kr.).

Lavere dagpengesats og kortere dagpengeperiode for nyuddannede

For nyuddannede der er under 30 år og ikke-forsørgere sættes dagpengesatsen efter 3 måneders ledighed ned fra 14.106 kr. per måned til 9.700 kr. per måned.

For nyuddannede der er fyldt 30 år og ikke-forsørgere, sættes dagpengesatsen efter 3 måneders ledighed ned fra 14.106 kr. per måned til 12.253 kr. per måned.

Ledighed før 1. maj 2023 tæller også med, men dagpengene kan dog tidligst nedsættes fra 1. maj 2023. Dagpengesatsen for nyuddannede, der er forsørgere ændres ikke, uanset alder. Den er fortsat 16.177 kr. om måneden.

Dagpengeperioden for nyuddannede reduceres desuden fra 2 til 1 år. Er du allerede indplaceret i dagpengesystemet 1. maj 2023 bevarer du din 2-årige dagpengeperiode.

Hvis du får dimittendsatsen som nyuddannet kan du få beregnet en individuel, og måske bedre, dagpengesats, når der er gået mindst 6 måneder efter, at du fik dagpengeret på baggrund af din uddannelse. Det kan du læse mere om her.

Har du arbejdet 1 time eller mere, efter du afsluttede din uddannelse, kan du muligvis undgå den lavere dagpengesats som nyuddannet. Her skal du bruge den såkaldte ’sammenlægningsregel’, hvor du søger dagpenge på baggrund af arbejde og ikke uddannelse. Det kan du læse mere om her.

Dimittender skal opfylde et sprogkrav for at kunne modtage dagpenge

Alle dimittender skal fra 1. maj 2023 opfylde et sprogkrav for at kunne modtage dagpenge. Sprogkravet er opfyldt, hvis du har gennemført en dansksproget uddannelse (minimum gennemført 6. klasse i folkeskolen) eller bestået prøve i Dansk 2.

Dimittender, som har vist aktuel tilknytning til det danske arbejdsmarked, undtages fra sprogkravet.