Beskyt civile og sundhedsprofessionelle

Situationen i Gazastriben og Israel bekymrer os - særligt sikkerheden for de civile og de sundhedsprofessionelle, der hver dag sætter livet på spil for at hjælpe sårede og tilskadekomne.

Vi støtter opfordringen til parterne i den væbnede konflikt om at følge Genevekonventionerne. Det haster med at give adgang for humanitær bistand og skabe sikre rammer for civile og sundhedsprofessionelle.

Humanitære organisationer og sundhedsprofessionelle i konfliktramte områder leverer hjælp og behandling til alle uanset køn, race, religion eller alder. Det skal de kunne gøre uden at sætte livet på spil.

Vi sætter handling bag ordene og støtter op om den humanitære bistand ved at donere kr. 10.000 til Røde Kors, som vi i forvejen har et godt samarbejde med. Med denne markering udtrykker Din Sundhedsfaglige A-kasse sympati og støtte til civilbefolkningen i Palæstina, Israel, Ukraine og andre steder, hvor krig, terror og katastrofer udspiller sig. Vores tanker går til de sundhedsprofessionelle og civile, der lever og arbejder under meget vanskelige forhold.