Tiltrængt løft af dagpengesats - men dimittender må atter holde for

Højere dagpengesats til ledige de første tre måneder og lavere sats til dimittender efter tre måneders ledighed er blandt hovedpunkterne i den aftale, regeringen indgik fredag aften i et smalt forlig med De Radikale, Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokraterne.

Der har været arbejdet på de interne linjer længe, og nu får dagpengesatsen endelig et tiltrængt løft. Regeringen indgik fredag aften en aftale om at indføre en højere dagpengesats til ledige de første tre måneder, man er ledig. Det betyder, at man vil kunne få op til 23.000 kr. i dagpenge, hvilket er 3.650 kr. mere end højeste dagpengesats i dag.

Højere sats fordel for vores medlemmer
Når vores medlemmer bliver ledige, kommer de hurtigt tilbage i arbejde. To ud af tre ledige i Din Sundhedsfaglige A-kasse er tilbage i arbejde efter tre måneder. Derfor er den nye aftale et betydeligt og vigtigt løft, som uden tvivl vil komme mange af vores medlemmerne til gode.

Den forhøjede dagpengesats vil gælde for ledige, som har været medlem af en a-kasse i de seneste fire år og har haft to års beskæftigelse inden for de seneste tre år.

Forringelser for dimittender
Desværre har regeringen valgt at overhøre alle anbefalinger om ikke at røre dagpengesatsen til dimittender. Derfor er det endnu engang de unge, der står med regningen for de forbedringer, der ellers er lagt op til i aftalen.

Som dimittend fastholdes dagpengesatsen de første tre måneder. Men er man ledig mere end tre måneder, vil man som ikke-forsørger under 30 år ryge ned på 9.514 kr. pr. måned. Ikke-forsørgere, der er fyldt 30 år, nedsættes til 12.018 kr. pr. måned efter tre måneders ledighed.

En myte at lavere sats får flere i arbejde
I Din Sundhedsfaglige A-kasse er vi ærgerlige over, at regeringen går med på fejlslutningen om, at en lavere dimittendsats får de nyuddannede hurtigere i arbejde. Det er en sejlivet myte, der er aflivet af flere omgange – senest af en analyse fra Danske A-kasser i sommeren 2020.

Kortere dagpengeperiode til nyuddannede
Udover den lavere dagpengesats lægges der også op til at afkorte dagpengeperioden for dimittender fra to til ét år. Det betyder, at man som nyuddannet skal genoptjene til en ny dagpengeperiode, hvis man er ledig i mere end et år efter endt uddannelse.

Studerende kan arbejde mere ved siden af SU
Dog ligger der også forbedringer for de unge i pakken, i og med at man som studerende får mulighed for at tjene op til 4.000 kr. mere ved siden af SU’en. Ligeledes hæves indkomstloftet for fritagelse af a-kassekontingent for studerende med 4.000 kr. om måneden.

Tidshorisonten er ukendt
Det er uvist, hvornår ændringerne i den nye aftale vil kunne træde i kraft. Dele af aftalen, bl.a. forringelser af dimittendsatsen, er bundet af et tidligere forlig og kan derfor ikke gennemføres før et valg uden accept fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Alle tre partier er imod det løft i dagpengesatsen, som også ligger i aftalen.

Se flere detaljer om den nye aftale på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.