Din Sundhedsfaglige A-kasse lancerer ambitiøst projekt for ledige seniorer

For tredje gang i træk er Din Sundhedsfaglige A-kasse blevet tildelt puljemidler af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til at gøre en ekstra indsats for de velfærdsprofessionelle seniorer. Projektet løber i 2021-22, og vi kan slet ikke vente med at komme i gang.

Nyheder 18. januar 2021

I samarbejde med tre andre a-kasser inden for velfærdsområde går Din Sundhedsfaglige A-kasse i gang med endnu et ambitiøst projekt, hvor ledige seniorer er i fokus. Projektet skal gøre en forskel for vores medlemmer, som bliver ramt af ledighed senere i karrieren.

Sammen med Pædagogernes A-kasse (BUPL-a), Socialpædagogernes A-kasse (SL-a) og Lærernes A-kasse (LAKA) vil vi bygge videre på flere års gode erfaringer med projekter, der allerede har hjulpet mange af vores seniormedlemmer i job.

Det kommende projekt vil have et øget fokus på digitalisering og jobsøgning. Deltagerne i projektet kan se frem til individuelle samtaler med en personligt tilknyttet og sundhedsfaglig karrierekonsulent og digitale workshops via platformen Teams. Som et nyt redskab skal deltagerne også arbejde med virtuel jobsøgning og -samtaletræning.

Vi ser i den sammenhæng frem til at et godt samarbejde med virksomheden Studymind, der har udviklet en app ”Jobmind” til formålet. Det er vores forventning, at deltagerne vil få stort udbytte af dette værktøj i samarbejdet med deres karrierekonsulent.

Overførbar viden til gavn for flere medlemmer

Vi har fra tidligere projekter set, at den erfaring, vi får med projekterne, på mange måder er direkte overførbar til andre af vores medlemsgrupper. Det er derfor til gavn for alle, at vi endnu engang får mulighed for at udvikle vores services og hjælpe vores medlemmer endnu mere kvalificeret. Vi glæder os – ikke mindst på medlemmernes vegne!

Vi forventer at gå i luften med det nye projekt i starten af april 2021. Indtil da kan du læse mere om det tidligere projekt her og se videoen nedenfor:

Nyhed

Denne nyhed blev publiceret 18. januar 2021

Se alle nyheder