Udvalgte selvstændige kan få genoptaget ansøgning om dagpenge og efterløn

Har du fået afslag på dagpenge eller efterløn, fordi dit erhvervslokale ikke var afhændet? Eller har du fået udskudt din ret til dagpenge eller efterløn, fordi du først skulle afhænde dit erhvervslokale? Så kan du muligvis få genoptaget din sag på baggrund af en ny dom fra Højesteret.

En ny dom fra Højesteret fastslår, at et medlems personlige arbejde i en selvstændig virksomhed kan være ophørt mere end midlertidigt, selv om lokalet, hvorfra virksomheden har været drevet, endnu ikke er afhændet. Den nye dom betyder, at medlemmer, der har fået afslag på dagpenge eller efterløn eller udsat deres ret til dagpenge eller efterløn, fordi de stadig var i besiddelse af deres erhvervslokale, har mulighed for at få genoptaget deres ansøgning om dagpenge eller efterløn.

Hvem kan få genoptaget deres sag?

For at få genoptaget din sag, skal du have fået afslag på din ansøgning om dagpenge eller efterløn med den begrundelse, at du ikke anses for at være endeligt ophørt med virksomhedsdrift, fordi du stadig ejer lokalerne, hvor din virksomhed blev drevet. Afslaget skal være faldet efter 30. april 2016.

Har du søgt om dagpenge, er det en betingelse, at du var: 

  • tilmeldt jobcentret som ledig i perioden, hvor du søgte om dagpenge og
  • aktiv jobsøgende og kunne overtage arbejde med dags varsel i perioden, hvor du søgte om dagpenge

Sådan gør du

Hvis du mener, at der kan være mulighed for at få genoptaget din ansøgning om dagpenge eller efterløn, skal du kontakte os via Min Indbakke. Vi vil efterfølgende vurdere, om den nye dom giver grundlag for at genoptage din sag.

Hvad siger højesteretsdommen?

Efter reglerne kan et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed, først få dagpenge, når medlemmets personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.

Sandsynliggørelsen af, at det personlige arbejde er ophørt mere end midlertidigt kan bestå i dokumentation for afhændelse af driftsmidler, varelager, inventar og lokale samt en afmeldelse af cvr.nr., samt fra 1. oktober 2018 kan det sandsynliggøres ved at sende en ophørsattest. 

Dommen slår fast, at et medlems personlige arbejde i virksomheden kan være ophørt mere end midlertidigt, selv om lokalet, hvorfra virksomheden blev drevet, ikke er afhændet. Det vil bero på en konkret vurdering i forbindelse med omstændighederne ved virksomhedens ophør og forudsætte, at virksomhedens drift indstillet mere end midlertidigt og evt. driftsmidler, varelager, inventar m.m. er afhændet.