Obs: Dette er en gammel artikel fra 2020
Folketinget har 25. juni 2020 vedtaget en ny særlov, der for en periode giver dig, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, lettere adgang til at få dagpenge. Loven indeholder 2 ordninger. Den ene giver dig mulighed for at søge om dagpenge, selvom du ikke er medlem af en a-kasse, og den anden giver dig mulighed for at få dagpenge, uden at du behøver at lukke din virksomhed helt.
Ret til dagpenge uden af have været medlem
Som udgangspunkt skal man være medlem af en a-kasse for at have ret til dagpenge, men fra 9. juli til 8. august 2020 gælder der andre regler. Hvis du slet ikke er medlem af en a-kasse, kan du nu skynde dig at melde dig ind og modtage dagpenge med det samme, hvis du har fået påbud mod at holde din virksomhed åben pga. COVID-19. Er du allerede medlem, men endnu ikke har været det i et helt år, så kan du også blive omfattet af særbestemmelserne.
Ret til dagpenge uden at lukke virksomheden
Driver du selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan du normalt kun få dagpenge, hvis du lukker din virksomhed og afmelder den alle offentlige registre. Men fra 9. juli til 8. september 2020 behøver du ikke at lukke din virksomhed helt for at kunne få dagpenge, hvis myndigheder har givet dig et påbud mod at holde åbent. Retten til at få dagpenge, uden at lukke din virksomhed helt, gælder dog kun i den periode, hvor du har fået forbud mod at holde åbent.
Ingen karantæne
Reglerne om venteperiode (også kaldet karantæne) efter ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse gælder ikke i forbindelse med den midlertidige lukning af din virksomhed. Du kan derfor få dagpenge allerede fra dag 1, såfremt du opfylder de øvrige betingelser.
” Betingelserne for selvstændiges muligheder for at søge dagpenge som følge af lukning på grund af COVID-19 har ikke været de bedste. Derfor er vi meget glade for denne særregel, der giver nye såvel som nuværende medlemmer ret til dagpenge uden helt at skulle sige farvel til deres livsdrøm”, siger Susanne Sehested Henriksen, Chef for HR, Økonomi og Jura i Din Sundhedsfaglige A-kasse efter vedtagelsen af den nye særlov.
Du skal opfylde de øvrige betingelser
I perioderne for de to særordninger skal du stadig opfylde de øvrige betingelser for ret til dagpenge fx være tilmeldt Jobcentret, stå til rådighed for arbejdsmarkedet og indsende DP-kort. Læs mere om reglerne for ret til dagpenge
Læs mere
Læs mere om de midlertidige regler for selvstændige
Læs mere om reglerne for forbud mod drift af selvstændig virksomhed