Det er ikke mange vågne patienter, Suzanna Fragtrup har berøring med i løbet af sin arbejdsdag, som foregår koncentreret og intenst på landets største thorax-anæstesiologiske afdeling, der er en del af Hjertecentret på Rigshospitalet.
”Jeg trækker vejret og observerer patienten tæt under hele operationen,” forklarer hun om sin vigtigste opgave på en helt almindelig mandag.
Der kunne også være liv og død på spil i Suzanna Fragtrups tidligere job på intensivafdelingen, der hører til samme center, men det var ofte lidt mere krævende og fysisk hårdt med mange løft af apparaturer eller mobilisering af patienter. Og ikke mindst mange daglige skridt rundt på stuerne til patienter med yderst specialiserede plejebehov.
I dag passer hun én patient ad gangen i de mange timer, en kompliceret hjerte- eller lungeoperation varer, og hun indgår som en central del af det team, der står for operationen.
49-årige Suzanna Fragtrup elskede sit job på intensiv, som var et perfekt match til hendes liv med delebørn – hun kunne lægge flere vagter de uger, hun ikke havde sine døtre, og havde ofte fri i hverdagene. Omvendt var jobbet så fysisk krævende og ”vagttungt”, at Suzanna ligesom de fleste andre i lignende stillinger kun kunne holde til at arbejde 32 timer om ugen.
”Jeg stod ved skillevej, da jeg havde været på intensiv i 15-16 år. Jeg havde været med til at udvikle mange ting, var med til at uddanne sygeplejersker og var mentor og så videre, men det nagede mig lidt, at jeg ikke havde prøvet noget andet,” siger hun.
Vagter er defineret som aften- og nattevagter, og med ”vagttungt” forklarer Suzanna Fragtrup, at der på en intensivafdeling er lige mange på arbejde døgnet rundt. Er man på fuld tid som sygeplejerske, kræver det derfor 8-10 aften- og nattevagter på en måned.
”Det ville jeg gerne slippe ud af i et eller andet omfang, men jeg ville også gerne finde en anden gren af sygeplejen, hvor jeg stadig kunne arbejde med hjerte- og lungepatienter og det lidt akutte.”
Starter fra nulpunktet
Løsningen blev, at Suzanna Fragtrup i 2018 søgte en toårig uddannelsesstilling som anæstesisygeplejerske i Region Hovedstaden.
”Man skal til samtale foran et stort panel af uddannelsesansvarlige sygeplejersker fra de forskellige hospitaler, og jeg fik indtryk af, at det ikke ligefrem var et plus, at jeg havde de andre efteruddannelser fra intensiv bag mig. De var lidt bekymrede for, om jeg kunne omstille mig til at indgå i en uddannelse, hvor man starter fra nulpunktet,” siger Suzanna Fragtrup, der også følte, at hendes alder var et issue.
”Man tænker, at det kan være en stor fordel med erfaring, men det kan også være ret hårdt at skulle lære en masse nyt, når man er 45. Man er måske lidt mere tung i det. Men jeg valgte at være nysgerrig og åben og overgive mig til det - også selv om jeg hele tiden blev korrigeret på detaljer. De vil jo altid have én til at yde det bedste.”
Anæstesispecialet er så omfattende, at det tager to år som ”fuldtids-føl” hos erfarne sygeplejersker på forskellige afdelinger og hospitaler med skift hver tredje måned. Derudover er der teori og hjemmelæsning, som svarer til et halvtidsstudie oveni.
Alene det at arbejde i dagtimerne hver dag var en gennemgribende forandring for en sygeplejerske som Suzanna, hvis liv altid har været meget fleksibelt. Derudover var der selve læringsprocessen.
”Man kommer som meget erfaren, højt kvalificeret intensivsygeplejerske og skal bare … underlægge sig fuldstændig. Selvfølgelig har man sin robusthed og generelle erfaring med sig, men det er en helt anden måde at arbejde på. Det er et håndværk at kunne håndtere luftvejene – at kunne intubere patienternes luftrør,” siger Suzanna Fragtrup og fortsætter:
”Når man arbejder med intensivpatienter, går man op i mange detaljer om den enkelte patient. I anæstesien skal du ikke vide lige så meget, men du skal vide lige præcis det, der er vigtigt.”
Uddannelsessygeplejerskerne bliver konstant evalueret og vurderet på en skala fra 1-5, og for Suzanna var det også en ny oplevelse.
”Jeg var meget opmærksom på den del, fordi jeg selv har uddannet rigtig mange, og nu var jeg på den anden side. Men det var rigtig fedt, og nok også min fordel, at jeg kunne efterspørge lige præcis, hvad jeg havde brug for, så de kunne støtte mig.”
Stort ansvar
På Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling, som Suzanna Fragtrups afdeling også kaldes, udføres både planlagte og akutte operationer i hverdagene mellem 7.30 og 18, som derfor er hendes primære arbejdstid. Hver sjette uge har hun døgnvagt i weekenden, hvor der kun foretages akutte operationer.
”Det kan godt være nogle lange dage, men man undgår aften og nattevagter. I starten var jeg helt kulret – gud, er det sådan almindelige mennesker arbejder, huha. Det er jo hver dag,” griner hun.
Hun er heller ikke i det samme tætte fagfællesskab længere. Under en operation er der mellem fem og ni personer i forskellige faggrupper.
”Jeg arbejder aldrig sammen med en anden anæstesisygeplejerske, men arbejder meget tæt sammen med lægen. På intensiv har man et fællesskab med de andre sygeplejersker omkring patienterne. Det kan være mere ensomt at være anæstesisygeplejerske, siger Suzanna Fragtrup og tilføjer, at der på hendes afdeling er en aftale om, at anæstesisygeplejerskerne holder en halv times formiddagspause samtidig, selv om det er midt i en operation, hvor de så bliver afløst af lægen imens.
For Suzanna Fragtrup er det en stor tilfredsstillelse at arbejde på en højt specialiseret afdeling, hvor hun også qua sin erfaring kender patientens videre forløb.
”Man har en helt anden rolle og et kæmpe ansvar som anæstesisygeplejerske. Man skal tage mange beslutninger selv, og der er ikke lige nogen på stuen, der kan det samme som mig. Nogle af de meget syge og meget komplekse patienter bliver patienter på intensiv, så der bruger jeg en masse af min viden – også til samarbejdet med intensiv,” siger hun og fortsætter:
”Det var en investering i min fremtid. Med den her uddannelse har jeg nogle helt andre og bedre muligheder i mit arbejdsliv. Det her kan jeg gøre, til jeg skal pensioneres. Det er ikke fordi, det ikke er hårdt, det er bare en helt anden måde at arbejde på, og man passer kun én patient ad gangen. Jeg skal kun være ét sted.”