Medlemmet i denne artikel ønsker at være anonym, derfor har vi valgt at kalde hende det opdigtede navn Katrine. Redaktionen kender selvfølgelig hendes rigtige identitet.
Historien er alene skrevet ud fra medlemmets oplevelse, og dette er hendes historie om, hvorfor hun valgte at sige op, uden at have et andet job på hånden.
33-årige Katrine kunne ikke sove. Hendes hjerte bankede mod brystkassen, og maven trak sig sammen. Uroen var blevet udløst af travlhed og et pres på arbejdspladsen, hvor personalemangel betød endnu flere vagter til Katrine.
Katrine var sygeplejerske på en kirurgisk afdeling. Et job, der ofte var præget af for lidt tid og for få ressourcer til at tage sig ordentligt af de meget syge patienter.
Afdelingen arbejder med neurokirurgiske patienter, som blandt andet har sygdomme, skader og medfødte misdannelser i kranie, hjerne, hjernens kar og hinder, hvirvelsøjle og rygmarv. Her er patienterne nogle af dem, der kræver allermest pleje, både fysisk og psykisk.
Nogle gange kan det handle om liv eller død, og derfor kan det være meget normalt, at man skal kunne løbe hurtigt. Og det gjorde Katrine også. Men i takt med at der kom en større mangel på personale, blev løbene oftere, og situationerne blev mere presset og uholdbar for hende. Det satte sig som et voksende pres i Katrine, som samtidig ikke kunne slappe af, når hun endelig havde fri. Dels var hun nervøs for sin næste vagt, og dels kunne arbejdspladsen have brug for at ringe til hende og bede hende om at tage en ekstravagt – og selvom hun afviste vagten, oplevede hun stadig en uro og en følelse af stress.
”Det kræver enormt meget energi at være sygeplejerske på en arbejdsplads, hvor travlheden overskygger. Jeg havde ingen forudsigelighed i min hverdag og omkring min arbejdstid. Jeg gav alt, hvad jeg havde på mit arbejde og havde til sidst ikke overskud til menneskerne i mit eget liv. Hver gang jeg skulle på arbejde, havde jeg en stor frygt for, hvad jeg mødte ind til,” fortæller hun.
I virkeligheden kunne Katrine godt lide sit arbejde, men arbejdspresset var efterhånden blevet for meget.
Karantæne: En risikabel, men nødvendig beslutning
Da Katrine startede på afdelingen, kunne hun læne sig op ad andre sygeplejersker, der havde flere års erfaring. Men efterhånden blev Katrine den mest erfarne på afdelingen. Det betød, at mindre erfarne sygeplejersker spurgte hende til råds, og pludselig skulle hun tage sig af dem. Selv manglede hun nogen at sparre med og støtte sig op ad.
”Det var en mundfuld,” fortæller hun.
I et halvt år tog hun tilløb til at sige op. Hun vidste godt, at hun ville få karantæne, som betød, at hun ikke ville få dagpenge i tre uger. Men det var det værd.
”Det krævede utroligt meget mod af mig at sige op, men jeg kunne mærke lettelsen lige så snart, jeg havde gjort det. Den økonomiske del var skræmmende, men alternativet var værre. Mit velbefindende betyder rigtig meget for mig,” fortæller hun.
”Jeg synes, jeg havde gået langt for min arbejdsplads, og jeg havde haft det skidt længe, før jeg sagde op. Måske andre havde været i det i længere tid, end mig, men jeg kunne ikke mere. Jeg var nødt til at sige op”.
På det tidspunkt kunne Katrine ikke se, hvilket alternativt arbejde, hun skulle gå efter. Derfor sagde Katrine sit job op, før hun havde fundet et nyt. Katrine mente heller ikke, at hun skulle ud i en sygemelding. For godt nok var hun presset på arbejdet, men hun var ikke blevet stresset.
Katrine er ikke den eneste, der siger op, uden at have et andet job på hånden. Faktisk ser vi blandt vores medlemmer hos de forskellige faggrupper, at antallet af selvforskyldte ledige er steget med 50 procent indenfor de sidste fire år – altså medlemmer som siger op uden at have et andet job på hånden.
Blandede følelser
At sige farvel til sin arbejdsplads var ikke kun en rar fornemmelse.
”Faktisk havde jeg blandede følelser efter, at jeg havde sagt op. En lettelse over ikke at skulle tilbage, men også en følelse af uro og uvished. Jeg var blandt andet nervøs for, hvor hårdt min a-kasse ville gå til mig, fordi der mangler sygeplejersker,” siger hun.
”Jeg var bange for, at min a-kasse ville presse mig ud i arbejde igen og være ligeglade med mit mentale helbred, men de har været utroligt forstående overfor situationen, og hvorfor jeg sagde op. Der findes mange arbejdspladser, der vil være bedre for mig, og Din Sundhedsfaglige A-kasse støtter mig i at finde en, hvor jeg kan trives”.
Nu er Katrine klar til at få arbejde igen, og hun tror på, at hun kan finde noget, som passer til hende.
”Jeg er glad for, at jeg sagde op. Det har tvunget mig til at finde ud af, hvad jeg sætter pris på indenfor sygeplejen. Blandt andet kommunikation, rådgivning, at formidle information og den instrumentelle del. Jeg søger et job med stabile og forudsigelige arbejdstider. Og jobs, hvor mine kompetencer indenfor de områder, jeg godt kan lide, fylder mere i jobfunktionen,” afslutter hun.
Forstå reglerne med Din Sundhedsfaglige A-kasse
Når du skal undgå karantæne, er der flere ting, som skal opfyldes, og reglerne kan være komplekse at forstå. Vi har skrevet om reglerne på vores hjemmeside, som du kan finde her.
Er du i tvivl om reglerne, anbefaler Din Sundhedsfaglige A-kasse altid, at du kontakter a-kassen og får vejledning, før du siger op. Det kan også være en god ide at tage en dialog med din fagforening, hvis du ikke trives på dit arbejde og før du evt. siger op.
