Fysioterapeut Kathrine gik fra klinik til konsulent på jobcenter: ”Der står ikke hele tiden en patient foran mig og forventer noget”

Det var altid arbejdet på en fysioterapeutisk klinik, Kathrine Skøtt så for sig, da hun studerede til fysioterapeut. Og hun fik da også opfyldt sit ønske som nyuddannet, men valgte alligevel efter et par år at se i andre retninger.

”Der går én patient ud, og så kommer den næste patient ind. Hele dagen. Det egnede jeg mig ikke særlig godt til. Jeg synes, det var vanvittigt hårdt aldrig at have et pusterum, hvor jeg kunne dykke ned i noget og reflektere lidt mere,” siger Kathrine Skøtt om baggrunden for, at hun i dag har et helt andet slags arbejde.

Den 27-årige fysioterapeut er i dag ansat på Vejle Jobcenter, hvor hun med egne ord har både en konsulentrolle og en myndighedsopgave.

Artiklen fortsætter under billedet

”Jeg hjælper beskæftigelsesrådgiverne med at forstå borgerne, hvis der er nogle sundhedsmæssige udfordringer, de er i tvivl om, og hvilken betydning, de har for borgernes arbejdsevne. Derudover arbejder jeg med at stille hjælpemidler til rådighed for borgere for at kunne fastholde dem på arbejdsmarkedet, hvis de har en fysisk, psykisk eller social udfordring,” forklarer Kathrine Skøtt, der blev uddannet i 2019.

Hjemmebesøg og skrivebordsarbejde

Arbejdet er fordelt på cirka 50 procent borgerkontakt og 50 procent administration. Borgerkontakten kan bestå i, at Kathrine Skøtt besøger virksomheder, som af forskellige årsager har fået brug for hjælpemidler til en ansat.

Eller hun tager på hjemmebesøg hos en borger for at lave en funktionsvurdering, der bruges i forbindelse med indstilling til førtidspension.

Den administrative del handler herefter om at få nedfældet observationerne fra besøgene, søgt om hjælpemidlerne til virksomheden eller få udarbejdet det skriftlige notat til sagen om førtidspension.

Paragraffer, lovgivning og administration var dog ikke ligefrem på skemaet under Kathrines uddannelse.

”Vi havde et modul på 10 uger om arbejdsmiljølovgivning, som jo i princippet nærmer sig det, jeg sidder med i dag. Jeg syntes, det var så kedeligt! Men jo mere man dykker ned i et emne, jo mere spændende folder det sig ud. Så jeg vidste godt, at der var en masse vinkler og nuancer, som kunne gøre det interessant.”

Trods sin manglende erfaring med det specifikke arbejdsfelt, synes Kathrine Skøtt dog alligevel, at hun trækker på mange ting fra sin uddannelse og sit tidligere job.

Artiklen fortsætter under billedet

”På klinik var der også rigtig meget vejledning i forhold til, hvordan patienten begår sig bedst i sin hverdag, hvis han f.eks. har ondt i skulderen. Og det er i princippet lidt det samme, jeg vejleder om nu - her har jeg bare også øje for, om der er et hjælpemiddel, som kan få ham til at udføre sit arbejde nemmere. Ordet hjælpemiddel associerer man jo hurtigt med en ergoterapeut, men vi skelner ikke så meget mellem vores titler, andet end at vi ved, at vi har nogle forskellige kompetencer, og at vi den måde kan sparre med hinanden.” 

Kathrine Skøtt holder også af skrivebordsarbejdet, for det giver fleksibilitet og afveksling i hverdagen.

”Jeg synes, det er helt fantastisk at kunne gå ud og give borgere redskaber med på deres vej. Men jeg kan egentlig også godt lide det administrative, for det giver automatisk mulighed for at reflektere over det, man har observeret.”

Og helt personligt er det også en befrielse for Kathrine, som har to små børn, at arbejde på flekstid uden patienter i kø i venteværelset.

”Der står ikke hele tiden en patient foran mig og forventer noget. Hvis det hele brænder på derhjemme en morgen, kan jeg vælge at møde lidt senere ind, eller hvis et af mine børn er syge, kan jeg tage mine computer med hjem og arbejde hjemmefra. Det letter en hel del på ens samvittighed at have den mulighed, når man har små børn.”

Skal gå 140 kilometer med borgere

En af udfordringerne ved at arbejde i et kommunalt jobcenter kan være, at man som fysioterapeut typisk kun ser borgerne én gang og dermed ikke kan være med til at rykke dem så langt, som man kunne ønske.

”Indimellem kan jeg møde en borger, hvor jeg tænker, hvis jeg nu bare lige så dig fem gange, kunne jeg måske gøre en forskel. Jeg rådgiver en del om såkaldt ”energiforvaltning” og det her med at sætte grænser – det er mere en form for terapeutisk vejledning. Hvis jeg har en borger, hvor jeg virkelig føler, at vi har fået en rigtig god relation, og jeg får sået nogle frø, kunne det være dejligt med et lidt længere forløb, hvor man kan følge op.”

Kathrine Skøtt er generelt meget interesseret i den mentale del af sit job og har for nylig fået mulighed for at være en del af projektet ”Fra kyst til kyst,” som går ud på at følge en række borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet. Projektet skal ende med, at gruppen på fem dage sammen går 140 kilometer fra Blåvandshuk på Vestkysten til Vejle Havn.

Artiklen fortsætter under billedet

”Vi vil gerne have, at de udvikler sig som mennesker, får noget mere selvværd og noget mere tro på sig selv. Der er det fysiske – at de skal blive i stand til at gå den her lange tur, og så er der det andet aspekt, hvor de lige så langsomt skal begynde at nærme sig en virksomhedspraktik og øge deres tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Hun forklarer, at borgerne er psykisk sårbare, har angst og andre psykiske lidelser, og for nogle af dem er der også misbrug indblandet. Hele ideen er at skabe struktur i hverdagen via undervisning og gåture med gruppen.

”Der vil jeg jo automatisk have min terapeutkasket på og spørge, ”hvad er din udfordring? Hvor ligger din barriere for at gøre det, du egentlig gerne vil?” Og så skal man ikke underkende, at vi er 15-20 personer, der har et fælles mål. Det er jo i fællesskab med andre, man udvikler sig som menneske. Det kan man ikke gøre selv.”

Når Kathrine har sat vandrestøvlerne til sommer, er hun i princippet arbejdsløs, da hendes job har været to overlappende vikariater. Men det bekymrer hende ikke, for hun ser sig selv som en form for generalist med sundhedsfaglig baggrund.

”Tingene plejer at løse sig, og jeg har mange skøre tanker for, hvad jeg skal nå i mit arbejdsliv. Jeg skal både nå at være efterskolelærer og prøve at have en mere blæksprutteagtig funktion. Verden er åben - der skal nok være et eller andet, jeg kan se mig selv i.”