Image (3).jpg
Artikel - 26.05.26

Ergoterapeut bruger compassion til at passe på sig selv i sit arbejde

Et temamøde hos Din Sundhedsfaglige A-kasse gav Nynne Christoffersen konkrete redskaber til at dyrke mental træning. Nu bruger hun blandt andet vejrtrækning og bodyscan, der handler om at mærke kroppen fra top til tå, til at finde ro i et følelsesmæssigt krævende arbejdsliv.

Isabella Canto Nielsen

36-årige Nynne Christoffersen mærker det i dag fysisk, når hun er presset. Når hun som ergoterapeut på et bosted for autister møder en borger, der har det svært, spænder hun i kæben. Sådan har kroppen formentlig reageret længe, men det var først, da hun begyndte at arbejde med compassion, at hun blev bevidst om det.

Det begyndte til et temamøde hos Din Sundhedsfaglige A-kasse, som hun tilmeldte sig i en periode, hvor hun var ledig og ledte efter noget meningsfuldt at fylde dagene med. Hun havde ingen forventninger, men blev meget positivt overrasket.

Det første, hun lagde mærke til i øvelserne, var, at det krævede noget af hende. Hun skulle koncentrere sig og lukke alt andet ude. Det var sværere, end hun havde regnet med.

“Ligesom med al anden træning bliver det nemmere, når man øver sig,” siger hun.

I dag er hun glad for, at hun kastede sig ud i at prøve det, selvom det var svært i begyndelsen. Hun havde tidligere snuset lidt til mindfulness, men på temamødet fik hun et nyt sprog for, hvordan hun kunne bruge øvelserne mere bevidst.

“Noget af det compassion kan, er, at når en borger fortæller om eller oplever noget svært, kan du mentalt sige til dig selv: Det er den person, der har det svært. Jeg ønsker, at vedkommende får det bedre,” siger hun.

“Jeg har lært at stå i de svære situationer uden at tage det hele ind i mig selv.”

For Nynne handler compassion ikke kun om at håndtere svære øjeblikke, når de opstår. Det handler også om at træne sin mentale robusthed, før man står midt i dem.

Det mentale fitnesscenter

Nynne arbejder med compassion hver dag og ser det som en form for træning, især når hun har stået i en svær situation.

“Jeg bruger det til at falde til ro og lade energien op igen,” siger hun.

“Ligesom med fysisk træning skal man begynde stille og roligt. Jeg kan blive træt efter en meditation eller bodyscan, fordi det er hårdt, men det gør mig stærkere mentalt”.

Hun ser compassion som sit mentale fitnesscenter – et billede, der falder naturligt for hende, da hun selv træner meget fysisk. Når hun har lavet mindfulness eller arbejdet mentalt med sig selv, siger hun til sine venner eller familie, at hun har været en tur i det mentale fitnesscenter.

I praksis bruger hun især bodyscan og vejrtrækning. Efter aftenvagter laver hun bodyscan for at falde i søvn. Og på arbejdet bruger hun vejrtrækningen helt konkret: ind gennem næsen, ud gennem munden. 

“Vejrtrækningsøvelserne giver mig en ro, som smitter af på den borger, jeg står sammen med,” siger hun.

Hun husker især én episode fra i sommer. En borger, hun arbejdede med, havde svær angst og fortalte, hvor meget angsten fyldte i hverdagen. Det påvirkede Nynne, som selv har mærket angst på egen krop. Efter samtalen tog hun fem minutter for sig selv og lavede vejrtrækningsøvelser.

“Det hjalp mig med at få oplevelsen ud af hovedet og ned i kroppen, så jeg var klar til den næste borger,” siger hun.

Prøv det – og start småt

Nynnes råd til andre, der er nysgerrige på compassion, er enkelt.

“Prøv det. Start med at trække vejret bevidst ind igennem næsten og ud igennem munden og se, hvad der sker med kroppen,” siger hun.

Hun understreger, at man ikke skal kaste sig ud i det hele på én gang. Ligesom man ikke starter med den hårdeste træning i fitnesscentret, skal man heller ikke forvente at mestre compassion fra dag ét. Og hun anbefaler at tilmelde sig et temamøde hos Din Sundhedsfaglig A-kasse, hvis man har mulighed for det.

For Nynne er compassion ikke bare en teknik. Det er en nødvendighed.

“Det gør, at jeg kan holde til og af mit arbejde. Jeg har haft stress, og compassion er et af de redskaber, jeg bruger for ikke at blive belastet igen,” afslutter hun.