Sundhedsfaglige børnefamilier mister balancen i lukkedags-slinger

Sundhedssektorens rygrad risikerer at smuldre, hvis ikke dem, der passer på os andre, kan finde balancen i familie- og arbejdslivet. Derfor er det alarmerende, når kommuner svinger sparekniven og fx indfører flere lukkedage og kortere åbningstider. Kommunalvalget må vende denne tendens.

Af Harun Demirtas forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA)

Om få uger står vi med et vigtigt valg. Vi skal pege på dem, der skal styre vores kommuner. Dem, vi vælger, er samtidig dem, der kan indrette både indhold i og rammer for vores allernærmeste og nødvendige velfærd. 

Meget er godt, men vi ser også grundlæggende udfordringer snige sig ind, når en spareiver i byrådet spreder sig som ringe i vandet og ender med at diktere indretningen af vores alles velfærd. Og sådan en grundlæggende udfordring er der netop tale om, når kommunerne sparer på børneområdet. 

Senest har vi set, at knap hver femte med børn i daginstitution, har meldt sig syg, når daginstitutionen har en lukke- eller sammenpasningsdag. Samtidig oplevede fire ud af 10 forældre, at denne type dage gør det sværere at passe deres arbejde. Det kan bl.a. hænge sammen med, at knap en femtedel heller ikke har mulighed for at arbejde hjemme. 

Fraværet af muligheden for fx hjemmearbejde kender en god del af vores næsten 100.000 medlemmer. For det kræver i sagens natur fysisk fremmøde, når man som sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, radiograf, jordemoder, bioanalytiker eller psykoterapeut skal varetage funktioner, der er med til at passe på alle os andre. 

Dermed er det også – i hvert fald i første omgang – især sundhedsfaglige, der bliver presset af kommunernes spareiver på børneområdet. Og det kan nemt vise sig som en ret dårlig forretning.

For det har konsekvenser og omkostninger for os alle, når sundhedsfaglige føler sig tvunget til at forlade deres job og fag i håbet om at genfinde balancen i familie- og arbejdsliv. Og det er en reel risici, hvis ikke kommunernes sparekniv pakkes væk.

Fortsat ubalance kan få sundhedsfaglige til at forlade sundhedssektoren

Vi ved nemlig, at kun knap 53 pct. af vores medlemmer har en positiv oplevelse af balance i deres familie- og arbejdsliv. Vi ved også, at mere end hver tiende oplever, at der ikke er balance imellem familie- og arbejdsliv. Og det var vel at mærke i 2024.

Vi kan derfor frygte, at det hele balancerer på en knivsæg. Den risiko bliver desværre ikke mindsket, når vi også ved, at det fortsat er en tredjedel af vores medlemmer, der er i tvivl om, hvad de vil med deres arbejdsliv. Derfor bør man også overveje lokalt og frem mod valget af de nye byråd og kommunalbestyrelser, hvad det er for en balancegang man vil gå. 

Måske kan vi endda lære noget ved at kigge lidt mere på tværs. Forskellene mellem kommunerne kan nemlig virke bemærkelsesværdige. Som eksempel havde nabokommunerne Herning og Billund i 2025 hhv. 49 og 8 lukke- og sammenpasningsdage. For vores medlemmer, der møder fysisk op med motivation, omsorg og faglighed kan de 8 dage i hvert fald smage noget mere appetitligt end cirka seks gange så mange – et alternativ med dobbeltvagter, ekstravagter eller komprimerede arbejdsuger virker i hvert fald ikke langtidsholdbart.

Det bør vi derfor også huske på, når vi i den kommende tid diskuterer både indretningen og rammerne for vores nære velfærd. God valgkamp til alle.