
Rigtigt godt nytår – og tak!
Et spændende år er gået med rig medlemskontakt, stærkere fællesskab, debatter der skaber resultater og bedre sundhedsfaglig trivsel. Og jeg får lyst til både at sige tak og at glæde mig til det næste!
Af Harun Demirtas forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA)Tak for 2025.
Og tak for jer som medlemmer. Sammen kan vi støtte de af os, der af forskellige årsager kan opleve at stå uden for arbejdsmarkedet. Sammen sikrer vi, at dét at blive ledig ikke vælter livet for den enkelte. På den måde rundede vi sidste år knap 700 mio. kr. i udbetalinger. Vi, sundhedsfaglige, passer på alle her i Danmark, og vi passer på hinanden. Det er der noget smukt over, synes jeg, og jeg er glad for, at vi står sammen – om blandt andet det.
Vi håndterer sammen flere sider af hele arbejdslivet
Vi står også sammen om at knokle for at skabe bæredygtige arbejdsliv. Det handler nemlig ikke alene om økonomi men også om arbejdsmiljø, hvor vi er med jer i mange aspekter – og hele arbejdslivet. Vores løbende og tætte kontakt med jer handler bl.a. om karrieresparring, stressvejledning og socialrådgivning, og i 2025 besvarede vi over 227.000 beskeder og opkald fra jer medlemmer. Det inspirerer mig.
Derfor har jeg også lyst til at sige tak for, at vi igen nærmer os knap 100.000 medlemmer. Vi er vokset som sundhedsfaglig familie, og vi er stolte af det. Vi er Danmarks stærkeste sundhedsfaglige fællesskab, og vi udbygger sammen med jer den stærkeste sundhedsfaglige stemme. Tak.
Jo større og stærkere, vi bliver, jo mere kan vi også gøre for fællesskabet og skabe sociale aktiviteter. Sidste år var der fx i omegnen af 400 studerende, der nød godt af vores mange tilbud under Studielivet, som er vores gratis fællesskab og fordelsklub for sundhedsfaglige studerende. Her giver vi jer adgang til unikke rabatter og events. I årets løb fik Studielivet endda også en splinterny instragramkonto.
Vi bliver ved at rejse vigtige debatter
Med vores stærke sundhedsfaglige stemme har vi i årets løb også medvirket til at sætte fokus på flere emner og udfordringer, som siden er blevet til krav i overenskomstforhandlinger hos flere af vores medlemmers faglige organisationer. Det glæder mig.
Vi viste fx, hvordan overgangsalder er en naturlig men også stor udfordring for vores medlemmer. Vi ved, at 2 ud af 3 kvinder oplever, at overgangsalderen påvirker deres arbejdsliv – primært i negativ retning. Generne er mange – og for nogle er de alvorlige. Det er et stort tab – især i de kvindedominerede sundhedsfag. For det er jo de mest erfarne kræfter, der gennemgår overgangsalderen. Her fik vi heldigvis også politikerne til at reagere; Region Hovedstaden greb hurtigt bolden, og arbejder på at indføre konkrete tiltag for at rumme og favne alle - også i deres bedste alder.
Vi fremhævede bl.a. også, hvordan vold og trusler er en stor risiko for vores medlemmer. Med jeres udstrakte borgerkontakt og omsorg bliver I som sundhedsfaglige buffer for et system, der presser borgere i risikogruppen. Siden 2022 er der årligt anmeldt 4.500-5.000 sager med vold og trusler mod offentligt ansatte. Tendensen fortsætter i 2025 med ca. 2.500 anmeldelser i 1. halvår. Regeringen vil nu skærpe straffen for vold og trusler betydeligt. Men vi ved, at det ikke kan stå alene.
Endelig er jeg glad for, at vi her mod udgangen af året i vores medlemsundersøgelse kan se fortsat bedring i jeres trivsel. Eksempelvis er det nu knap 3 ud af 4, der er tilfredse med sin jobsituation – og under hvert tiende, der ikke er. Vi nærmer os også, at 2 ud af 3 af jer oplever at kunne få arbejds- og familieliv til at hænge sammen – mens hver tiende ikke kan. Der er derfor både bedring, og fortsat noget at arbejde for, så vi kommer endnu længere ned, end at knap hver femte fortsat kan føle sig stresset eller omsorgstræt. Men sammen er vi godt på vej.
Jeg glæder mig derfor til det kommende år – til endnu mere dialog med jer, til et voksende fællesskab og til en endnu stærkere sundhedsfaglig stemme, der er med til at skabe bæredygtige arbejdsliv. For når vi står sammen om både enkeltsager og om at styrke sundhedsvæsenets plads i den offentlige debat, så rykker det. Jeg ser også frem til at udvikle blandt andet endnu flere temamøder, rådgivningsformater og digitale hjælpemidler til jer. Forhåbentlig kan de medvirke til at gøre det endnu nemmere at udvide horisonterne og fastholde eller finde drømmejobbet.
Tak for, at vi må være med jer - hele arbejdslivet.
Godt nytår.