Regeringens indsats svigter, når det gælder vold og trusler mod sundhedsfaglige ansatte

Som repræsentanter for medarbejdere i den offentlige sektors sundheds- og omsorgsarbejde er vi opsat på at skabe og vedligeholde en kultur, hvor mødet fra menneske til menneske har plads, rum og respekt.

For hvis vi kun fokuserer på straf og glemmer rammerne, risikerer vi at underminere både medarbejdertrivsel og borgertilfredshed – med den øgede risiko for konflikter, trusler og vold, som det medfører. Det er ingen tjent med.

Når omsorg og nærhed er en del af mange offentligt ansattes kerneydelse, så er risikoen for vold og trusler ikke kun teoretisk. 

I Din Sundhedsfaglige A-kasse kender vi alt for godt konsekvenserne for vores næsten 100.000 sundhedsfaglige medlemmer. Dansk Psykoterapeutforenings medlemmer arbejder samtidig med de konsekvenser, som vold og trusler mod blandt andet sundhedsfaglige medarbejdere har - eksempelvis risikoen for længere sygemeldinger. Derfor er det vigtigt, at der bliver arbejdet massivt på at styrke arbejdsmiljøet for vores medlemmer.

Når der er mangel på tid, ressourcer eller støtte svækkes muligheden for at møde borgeren med ro, respekt og dialog. Det kan forstærke en borgers oplevelse af ikke at blive hørt eller set.

Udfordringen er ikke medarbejderens skyld, men et strukturelt problem, der kan betyde en mere konfliktfyldt kontakt mellem ansatte og borgere og hæmme mulighederne for genopretning af tillid.

For nylig viste et større studie, at krav og risiko for vold på arbejdspladsen kan øge risikoen for spontan abort. Som eksempler på netop denne type risikoarbejde fremhæves arbejde, hvor man indgår i relationer med patienter, elever eller klienter. Senest så vi ligeledes, at 7 ud af 10 ansatte på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital har haft brug for nye sikkerhedsassistenter.

Vores medlemmer er sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, jordemødre, bioanalytikere, radiografer og psykoterapeuter, der i deres arbejde dagligt veksler mellem hensynet til den enkelte klient og hensyn til systemets krav om effektivitet. Det er velkendt, at dette dobbelte pres kan medføre en øget risiko for omsorgstræthed og udbrændthed. Vi ser blandt vores sundhedsfaglige medlemmer eksempelvis, at det trods fald stadig er i omegnen af en femtedel, der er stressede og/eller omsorgstrætte.

Vi mener derfor, at den skærpede strafferamme, som regeringens nu foreslår, bør suppleres af både bedre rammer i forhold til tid og ressourcer og af fokus på øgede investeringer i medarbejderens psykosociale arbejdsmiljø.

Der er gode erfaringer med, at medarbejdere undervises i såkaldte ”low arousal” strategier. Fast supervision og sparring skal ligeledes være en naturlig del af arbejdet med ansatte i social- og sundhedsfunktioner. For selve strafferammen er nok det sidste, som en udfordret borger tænker på, når frustrationen rammer.

Samtidig er en trussel om straf et meget uhensigtsmæssigt værktøj at stikke en sundhedsfaglig medarbejder. 

I stedet kunne et væsentligt supplement tage udgangspunkt i eksempelvis Det Etiske Råd’s syv budskaber for omsorg i sundhedsvæsenet, der blandt andet har vægt på det ledelsesmæssige ansvar.

Når omsorg indgår som et grundvilkår i ens daglige arbejde og ikke blot som en individuel holdning, styrkes både medarbejderens trivsel og borgerens oplevelse af at blive set. Det kan reducere konflikterne mellem borgere og offentligt ansatte.

Samtidig bør vi som samfund overveje mere dokumentation af årsagerne til den vold og chikane, der sker på hospitaler, i plejesektor og i klientforløb. Deri ligger et generelt potentiale for forebyggelse, som også her er ét af de afgørende indsatsområder – hvis altså ikke regeringen bare vil hamre på alarmklokken, men faktisk komme ulykkelige samfundsudfordringer til livs. For det vil vi i hvert fald.